Se videoen: Rumfartøj sendes ud på rejse mod Solen

Videoen viser opsendelsen af rumfartøjet Solar Orbiter, som skal gøre os klogere på Solen og rumvejr. (Video: NASA)

Videoen viser opsendelsen af rumfartøjet Solar Orbiter, som skal gøre os klogere på Solen og rumvejr. (Video: NASA)

Kilde: 
10 februar 2020

Tidligt i morges blev rumfartøjet Solar Orbiter opsendt fra Cape Canaveral Air Force Station i USA.

Solar Orbiter er nu på vej på en længere rejse ud mod vores nærmeste stjerne, Solen, som den har til formål at studere.

»Rumfartøjet er i sikkerhed og peger i retning mod Solen,« lød det efter opsendelsen fra Cesar Garcia, program-manager for Solar Orbiter, i en pressemeddelelse.

Det nye rumfartøj skal hjælpe forskere med at blive bedre til at forudsige det såkaldte rumvejr, som opstår, når Solen sender storme af energirige partikler ud i rummet.

Rumvejret kan være til fare for satellitter og anden teknologi på Jorden, og derfor vil man gerne være bedre til at forudsige, hvornår det ‘dårlige’ rumvejr rammer.

»Ved afslutningen af ​​vores Solar Orbiter-mission vil vi vide mere end nogensinde før, om den skjulte styrke, som er ansvarlig for Solens ændrede adfærd og dens indflydelse på vores planet,« lyder det i en pressemeddelelse fra Günther Hasinger, forskningsdirektør i ESA.

Solar Orbiter-missionen skal som den første nogensinde tage billeder i høj opløsning af Solens poler - en slags rum-udgave af de berømte opdagelsesrejser, som kortlagde Jordens Nord- og Sydpol.

Den nye satellit skal flyve i en bane omkring Solen og modstå temperaturer på op til 500°C. 

Solar Orbiter er en mission under den europæiske rumfartsorganisation ESA, men med stærkt samarbejde med den amerikanske søsterorganisation NASA. 

Opsendelsen af Solar Orbiter skete med en Atlas V-raket.

Du kan læse meget mere om Solar Orbiter - og rumvejr - i denne artikel.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.