Sådan skruer du ned for tømmermændene
Hvis man vil undgå tømmermænd, skal man lade være med at drikke. Men det kan også hjælpe, hvis man holder sig til klar alkohol og dropper den mørke af slagsen.

Mørk alkohol som whisky giver værre tømmermænd end vodka. (Foto: iStockPhoto)

Mørk alkohol som whisky giver værre tømmermænd end vodka. (Foto: iStockPhoto)

Så er det snart nytårsaften, og det betyder traditionen tro overdreven indtagelse af alkoholiske væsker. Og dermed også grimme tømmermænd i morgen.

Og det er bestemt ikke nemt at slippe for tømmermændene, hvis man absolut vil drikke sig fuld. Der er masser af gode råd mod tømmermænd, men det er de færreste af dem, der virker - i hvert fald hvis man kigger videnskabeligt på sagen.

Men noget kan man gøre, nemlig at holde sig til det lyse sprut. Og det er videnskabeligt bevist.

Whisky giver grimme tømmermænd

En gruppe amerikanske forskere har hældt spiritus på 95 sunde og raske mennesker i alderen 21 til 35 år, der var vant til at drikke alkohol. Nogle af dem fik bourbon whisky, nogle fik vodka, mens de sidste fik væske uden alkohol. Drikkevarerne var farvede, så de lignede hinanden.

De forsøgspersoner, der drak spiritus, kom op på en promille på 1,1, før de blev lagt i seng. Forskerne målte forsøgspersonernes søvnmønster, og dagen efter skulle de fortælle, hvordan de havde det. De fik også målt deres evne til at udføre forskellige opgaver, hvor man skulle være opmærksom og træffe hurtige beslutninger.

Det viste sig ikke overraskende, at man sover forholdsvis ringe om natten - man vågner ofte - og er dårlig til at udføre opgaver dagen efter, hvis man har drukket. Og her er det lige meget, om man har drukket sig fuld i whisky eller vodka.

Til gengæld får man værre tømmermænd - har det altså fysisk dårligere - hvis menuen har stået på den mørke whisky frem for den klare vodka.

Biprodukterne er giftige

Fakta

INGEN VIDUNDERMIDLER

Når først skaden er sket, og tømmermændene hærger, er der ikke det store at stille op.

I 2005 gennemgik forskere fra England og Holland de videnskabelige undersøgelser, der var lavet af midler mod tømmermænd.

Resultatet var nedslående, for der er tilsyneladende ikke rigtig nogen lægemidler eller naturlægemidler, der for alvor kan siges at helbrede tømmermænd.

For eksempel giver hverken ekstrakt af figenkaktus, hjulkrone eller artiskokker den helt store lindring.

En sydkoreansk undersøgelse fra august 2009 viser dog, at asparges måske kan hjælpe. Og det er da et forsøg værd!

Forskellen på tømmermændene skyldes sandsynligvis mængden af såkaldte kongener i de forskellige slags alkohol. Kongener er biprodukter, der dannes ved gæring af alkohol - organiske molekyler som acetone, acetaldehyd, fuselolie, garvesyre og furfural.

Det er stoffer, som bidrager med farve, smag og lugt, men som desværre ikke er så sunde. Og der er 37 gange så mange kongener i bourbon whisky, som der er i vodka. Generelt er indholdet af kongener langt større i mørk alkohol end i klar alkohol.

Så hvis man insisterer på en rus, men er bange for slemme tømmermænd, bør man holde sig til den alkohol, der er nemt at se igennem.

Resultaterne af undersøgelsen på Brown University i USA publiceres i tidsskriftet Alcoholism: Clinical & Experimental Research til marts.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.