Sådan undgår du at slå stinkende prutter
Forskere har fundet ud af, hvilke fødevarer der kan gøre dine prutter særdeles ildelugtende, og hvilke du skal spise for at få nærmest lugtfri fimser.
Ildelugtende prutter protein

Proteinholdige madvarer kan være skyld i, at det lugter fælt, når du slår en fis. (Foto: Shutterstock)

Hvis man slipper en lille vind i en større forsamling, håber man som regel på to ting:

  1.  At prutten er lydløs.
  2. At den ikke lugter af rådne æg.

Hvis man har en hvis selvkontrol, kan man måske slå en prut helt uden lyd, og det sidste kan man spise sig til, viser ny forskning.

Forskere fra Monash University i Melbourne har ifølge Newscientist.com fundet ud af, at ens prutter er mindre ildelugtende, hvis man skærer ned på de proteinholdige fødevarer.

»Det her forklarer blandt andet, hvorfor bodybuildere, der indtager meget protein, er kendt for at slå særdeles stinkende prutter,« siger Chu Yao, der faktisk forsker i tarmgasser – altså prutter – ved Monash University i Melbourne, og som står bag studiet, til Newscientist.com.

Resultaterne blev for nyligt præsenteret på konferencen Australian Gastroenterology Week 10. – 12. Oktober 2016.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har min prut en lyd?

Svovlbrinte står bag pruttens stank

Selv om man ikke skulle tro det, består prutter faktisk primært af lugtfrie gasser. De indeholder oxygen og nitrogen, som vi får fra luften omkring os, og hydrogen, methan og kuldioxid, der bliver produceret, når tarmbakterierne forarbejder de kulhydrater, vi spiser.

ildelugtende prutter protein

Folk med tendens til ekstra luft i maven bliver ofte rådet til at spise færre fibre, men det gør bare lugten endnu værre, påpeger forskerne. (Foto: Shutterstock)


Den velkendte stank af rådne æg kommer fra svovlbrinte, som opstår, når tarmbakterierne får protein.

Forskerne ville derfor undersøge, hvordan niveauet af svovlbrinte i tarmen kunne påvirkes. Til det brugte de afføringsprøver fra syv raske mennesker. 

Prøverne blandede de med cystein, der er en aminosyre, som især findes i kød, æg og mælkeprodukter. Cystein fik ifølge forskerne niveauet af svovlbrinte til at blive syv gange så højt som normalt.

LÆS OGSÅ: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?

Fuldkorn og grøntsager giver lugtfrie prutter

Hurtige og langsomme kulhydrater

Kulhydrater kan deles op i hurtige og langsomme.

De hurtige findes oftest i sukkerholde madvarer, som kan være smarte at indtage, hvis man eksempelvis løber et maraton. Disse kulhydrater bliver hurtigt optaget i kroppen og kan derfor levere energi med det samme.

De langsomme kulhydrater findes især i fuldkornsbrød, grøntsager og frugt og optages langsomt i kroppen. Det er disse, man ifølge forskerne skal spise rigeligt af, hvis man vil undgå de lugtende prutter.

Kilde: Den Store Danske

Det forhøjede niveau af svovlbrinte faldt dog væsentligt, da forskerne blandede fire 'langsomme' (se faktaboks) kulhydrater i afføringsprøven.

To af de fire kulhydrater indeholdt resistent stivelse, som blandt andet findes i kartofler, bananer, bælgfrugter, fuldkorn, artiskokker og asparges.

Fødevarerne med resistent stivelse reducerede produktionen af svovlbrinte med 75 procent. Disse er nemme at fordøje, og det betyder, at de bliver nedbrudt før protein.

»Opmærksomheden bliver taget væk fra proteinerne, og så bliver der ikke produceret svolvbrinte,« siger Chu Yao til Newscientist.com.

De to andre kulhydrater, der reducerede produktionen af svolvbrinte, var psyllium og sterculia. Disse reducerede dog kun svolvbrinteniveauet med 25 procent.

LÆS OGSÅ: Hvordan påvirker bakterier i tarmen din personlighed og sundhed?

Nye resultater er en mytedræber

Forskerne mener, at resultaterne er med til at punktere den myte, at mennesker, der slår ildelugtende prutter, burde spise færre fibre.

Myten, som hænger godt ved, er opstået, fordi nogle mennesker med tilbøjelighed til meget luft i maven bliver rådet til at spise færre fibre for at reducere produktionen af hydrogen, methan og kuldioxid i tarmene.

Men det vil ifølge forskerne blot gøre plads til, at produktionen af svolvbrinte kan forøges, og gøre prutterne rigtig fæle.

Og faktisk er dem, der har tendens til at slå lidt flere prutter, ikke så kede af antallet af prutter, men mere lugten, viser tidligere forskning.

»Da vi undersøgte, hvad der bekymrede folk, der døjede med luft i maven, var det ikke så meget, at de havde behov for at slippe en vind, men mere lugten. Men det mest bekymrende er jo, at de her mennesker går rundt og tror, at de ikke skal spise fibre i frygt for, at deres prutter lugter dårligt,« siger Rosemary Staton, der har forsket i produktionen af tarmgas hos University of South Wales men ikke er en del af det nye studie, til Newscientist.com.

LÆS OGSÅ: Får jeg lort i næsen, når det lugter af bæ?

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.