Overordnet set gælder det, at sammenhængen mellem pedalfrekvens og energiforbrug er U-formet. Det betyder med andre ord, at der er en energetisk optimal pedalfrekvens, som medfører et minimum af energiforbrug.
I forhold til denne optimale pedalfrekvens medfører både lavere og højere pedalfrekvenser et højere energiforbrug og kan dermed betragtes som energetisk uøkonomiske. Man spilder altså sin energi, hvis man ikke rammer det optimale antal pedalomdrejninger på cyklen.
I denne sammenhæng er det interessant, at under cykling med høj intensitet er der et sammenfald mellem den energetisk optimale pedalfrekvens og den selvvalgte pedalfrekvens.
Ved cykling med lav til moderat intensitet, derimod, er den selvvalgte pedalfrekvens noget højere, og dermed energimæssigt uøkonomisk i forhold til den energetisk optimale pedalfrekvens.
Denne artikel er en del af ForskerZonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det betyder i praksis, at cyklister under let til moderat cykling fråser cirka fem procent med energien.
Et par videnskabelige undersøgelser tyder på, at udholdenhedspræstationen faktisk kan forbedres, hvis man får cyklister til at cykle med en relativt lav og dermed energetisk optimal pedalfrekvens under let til moderat cykling sammenlignet med deres selvvalgte pedalfrekvens.
Så når du triller på arbejde næste gang, kan du overveje at vælge et gear højere uden at forsøge at øge hastigheden.