Lugtesansen advarer os om farlige situationer som brand, giftige gasser og fordærvet mad.

Denne evne til at opdage og reagere på lugten af ​​noget farligt er en forudsætning for, at vi og andre pattedyr kan overleve.

Nu har forskere i Sverige set på, hvad der sker i hjernen, når den fastslår, at en lugt betyder fare.

De fandt, at hjernen behandler ubehagelige lugte meget hurtigere end dejlige dufte som roser og vanilje.

Lugtesansen er kroppens dørmand

»Lugte- og smagssansen udfører en meget vigtig funktion som dørmænd for kroppen,« siger Preet Bano Singh, der er tilknyttet Det Odontologiske Fakultet, Universitetet i Oslo.

Kan du næsten mærke væmmelsen, bare ved at kigge på dette billede af fordærvet mælk? Hvis du lugtede til den, ville din hjerne lynhurtigt sætte gang i kæmp-eller-flygt systemet, viser ny forskning. (Foto: KnightMove, CC BY-SA 4.0)

Hun forsker i lugt, men har ikke været involveret i det svenske studie.

»Vi trækker os tilbage, hvis vi lugter, at det brænder, for at beskytte os,« forklarer Preet Bano Singh videre.

Det har forskere vidst i lang tid, men at vi reagerer meget hurtigere på dårlige, potentielt farlige lugte end på behagelige dufte, har ifølge forskeren ikke været kendt før.

»Det er helt nyt og meget fascinerende med det her studie,« siger Preet Bano Singh til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

»Ubevidst og ekstremt hurtigt«

Alle levende organismers overlevelse er afhængige af at søge belønning og af at være i stand til at undgå fare.

Hos mennesker ser det ud til, at lugtesansen er særlig vigtig for at opdage og reagere på ting, der kan være skadelige for os.

I lang tid har forskere antaget, at vores reaktion på dårlige lugte har været en bevidst tankeproces.

»Men vores studie viser for første gang, at det sker ubevidst og ekstremt hurtigt,« siger biomedicinsk ingeniør Behzad Iravani, én af ​​forskerne bag studiet.

Han har en ph.d. i medicin og er postdoc ved Institut for Klinisk Neurologi ved Karolinska Institutet i Sverige.

'Næsehjernen' opfanger kemikalier og rådden mad

Lugteorganet i hjernen har det latinske navn rhinencefalon, der kan oversættes til næsehjernen.

Den udgør op til fem procent af hjernen, og gør os i stand til at skelne mellem mange millioner forskellige lugte.

Vi forbinder en stor del af disse lugte med sundhedsfarer, der i værste fald kan være livstruende - som kemikalier og rådden mad.

Lugtsignaler når hjernen mellem 100 og 150 millisekunder efter, at vi har trukket dem ind i næsen.

Dette område har direkte forbindelse til vigtige dele af hjernen, der gør det muligt for os at opdage og huske truende og farlige situationer og stoffer.

Sender besked til hjernens kæmp-eller-flygt-system

Hvad sker der, når vi tolker en lugt som værende så ubehagelig, at vi undgår den eller flygter? 

Det har længe været et mysterium, præcis hvordan de neurologiske mekanismer er involveret.

En årsag er, at forskerne har manglet metoder til at måle signaler fra lugteområdet i hjernen, som ikke er skadelige eller ubehagelige for forsøgspersonerne.

Men neurologer ved Karolinska Institutet har udviklet en ny metode, der gør det muligt at måle signaler fra det olfaktoriske område af hjernen.

Området behandler lugte og kan sende signaler til andre dele af hjernen, der styrer bevægelse og flugtadfærd.

Menneskets lugtesans sidder øverst i næsehulen. Når luft kommer ind i næsehulen, kan luftbårne molekyler opløses af væsken i slimhinden. (Illustration: Shutterstock)

Studiet er baseret på tre forsøg. De 44 deltagere blev bedt om at vurdere deres oplevelser med 6 forskellige dufte, hvoraf nogle var dejlige dufte.

»De behagelige dufte, vi brugte, er fra ting, der dufter af blomster, citrus eller vanilje. De ubehagelige lugte er dem, man finder i våd jord eller kompost eller fermenterede produkter med svampe,« skriver Johan Lindström til forskning.no. Han er lektor ved Institut for Klinisk Neurovidenskab ved Karolinska Institutet og én af ​​forskerne bag studiet.

Samtidig målte forskerne deltagernes elektrofysiologiske aktivitet i lugteområdet.

De så, at lugteområdet i hjernen reagerede hurtigt på negative lugte. Lugteområdet sendte et direkte signal til den motoriske del af hjernen inden for 300 millisekunder, altså på mindre end 1/3 af et sekund.

Signalet får personen til ubevidst at rykke væk fra kilden til lugten.

Det indikerer, at en stor del af vores evne til at flygte som følge af lugtesansen er mere ubevidst end reaktionen på fare, som syns- og høreindtryk skaber.

Manglende lugtesans er alvorligt

Lugtesansen er altså enormt vigtig for at holde os sikre. Også det, at mad og næringsstoffer dufter godt, og giver os lyst til at spise, er en vigtig egenskab ved lugtesansen.

Denne vinter bekræftede flere studier, at mange personer mister deres lugtesans efter COVID-19-infektion.

Preet Bano Singh har deltaget i to publicerede studier om, hvordan coronavirus påvirker lugtesansen. Her blev det slået fast, at COVID-19 påvirker lugtesansen og smagssansen samt den sans, der siger noget om varme og kulde i munden. Opdagelserne af sådanne sanser modtog i år Nobelprisen i kemi.

Det andet studie slog fast, at tab af lugtesans er et tidligt, sikkert tegn på, at man har COVID-19.

Studiet undersøgte, hvor langvarigt tab af lugtesansen risikerede at være. For nogle tog det op til et år at genvinde en normal lugtesans.

Forsker i, hvordan man genvinder lugtesansen

Nogle personer mister også deres smagssans, eller får en forvrænget lugte- og smagssans, så ufarlige fødevarer smager dårligt.

Preet Bano Singh er den eneste, der behandler dette i Norge.

At miste lugtesansen forårsager en række alvorlige problemer for patienterne, som mister ofte appetitten og taber sig, forklarer hun. De kan også have problemer med at lave mad og bekymre sig om ikke at opdage at maden, måske er fordærvet.

Nu forsker Preet Bano Singh i personer, der har mistet eller forvrænget deres lugtesans efter et COVID-19-sygdomsforløb:

»Vi undersøger, hvilken slags lugt- og smagsforstyrrelser patienter med overstået COVID-19 har, og hvor længe disse lidelser varer ved. Vi sætter dem i behandling for at se, hvad der kan hjælpe dem med at få sanserne tilbage,« siger hun til forskning.no.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.