Rotter udsat for mobilstråling fik hjerne- og hjertekræft
Et nyt amerikansk studie indikerer, at der kan være en sammenhæng mellem mobilstråling og udvikling af kræft i rotter. Der er dog problemer med studiet, mener dansk forsker.

Efter at have udsat rotter for mobilstråling i en to-årig periode fandt forskerne, at specifikt hanrotter udviklede sjældne hjerne- og hjertekræfttumorer. Foto: Janet Stephens.

Efter at have udsat rotter for mobilstråling i en to-årig periode fandt forskerne, at specifikt hanrotter udviklede sjældne hjerne- og hjertekræfttumorer. Foto: Janet Stephens.

Øger mobilstråling risikoen for kræft?

Spørgsmålet har længe hængt i luften blandt kræftforskere, og videnskabelige studier peger i hver deres retning.

Et nyt, amerikansk studie kommer nu med opsigtsvækkende resultater, som indikerer, at der kan være en sammenhæng.

Faktisk er studiet først officielt afsluttet i 2017, men de foreløbige resultater har foranlediget en tidlig udgivelse. Det kan læses her.

Her er nogle af konklusionerne:

  • Bestrålede hanrotter havde større risiko for at udvikle sjældne hjerne- og hjertekræfttyper.
  • I hjernen fandt forskerne gliomer – en tumortype – i 2-3 procent af de bestrålede hanrotter.
  • I hjertet fandt de tumorer i 2-6 procent af de bestrålede hanrotter.
  • Rotter, der ikke var udsat for stråling, udviklede ikke kræft.
  • Hunrotters risiko for at udvikle cancer steg ikke ved bestråling.

Tvivl om resultaternes gyldighed

Resultaterne bygger på en undersøgelse af rotter, foretaget af det amerikanske forskningsprojekt National Toxicology Program.

Sådan foregik forsøget

Rotterne blev inddelt i køn i grupper af 90, placeret i aflukkede rum og udsat for forskellige typer og grader af mobilstråling.

Der opholdt de sig ni timer om dagen i to år. 

Dyrene blev udsat for to forskellige mobilsignaler, GSM (som vi bruger i Danmark) og CDMA, og fire forskellige grader af stråling målt i watt per kilogram kropsvægt (w/kg). Det var henholdsvis 0 W/kg (ingen stråling), 1,5 W/kg, 3 W/kg og 6 W/kg.

Sidstnævnte betegnes også som SAR-værdi, og i EU skal mobiltelefoner have en SAR-værdi på under 2 W/kg for at blive godkendt til salg.

»Vi mener, at resultaterne er interessante i diskussionen om risikoen ved mobilstråling,« lød det som begrundelse for offentliggørelsen af resultaterne på en pressekonference fra en af forskerne bag undersøgelsen, John Bucher, ifølge  Sciencemag.org,

John Bucher understreger dog, at resultaterne ikke er entydige og fortæller, at der blandt de forskere, som internt i National Toxicology Program har gennemgået undersøgelsen, er uenighed om, hvilke konklusioner man kan drage af resultaterne.

»Omkring 70 til 80 procent mener, at der er en signifikant sammenhæng mellem strålingen og udviklingen af tumorer. Så det er ikke en entydig konklusion,« siger John Bucher.

Dansk forsker: »Mystisk, kun hanrotter får kræft«

En af skeptikerne finder vi i Danmark. Professor, overlæge og dr.med. Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning beskæftiger sig med forskning i mobilstråling og fungerer som sagkyndig for Sundhedsstyrelsen på området.

Han mener, at der er en del problemer med det amerikanske studie:

»For det første er det et lille studie med få rotter. Og så finder jeg det meget mystisk, at det kun er hos hanrotter, man ser effekten. Det hænger ikke rigtig sammen.«

Han mener ikke, der kan være en logisk forklaring på, at der er forskel på kønnene.

»Så skulle hunrotter have en særlig beskyttelse mod eksponeringen. Men der er intet, der indikerer, at der for eksempel skulle være særlige kønshormoner, som beskytter mod stråling,« siger Christoffer Johansen.

Muligvis en falsk positiv

Det lave antal rotter i forsøgsgruppen og den besynderlige forskel på effekten på han- og hunrotter kan, ifølge Christoffer Johansen, betyde, at der er risiko for, at resultatet er såkaldt falsk positiv.

Det vil sige, at man ved en tilfældighed har fået et positivt resultat, fordi antallet af forsøgsdyr ikke er stort nok.

Den bekymring deler den amerikanske hjertelæge og vicedirektør i det amerikanske National Institute of Health, Michael Lauer, som har gennemgået undersøgelsen. Science citerer ham for i sin gennemgang at skrive, at han på baggrund af det lave antal forsøgsdyr er ude af stand til at godkende forskernes konklusioner.

Mobiltelefon mobilstråling kræft rotter mænd

»Hvad angår cancer hos mennesker, så har man ikke fundet, at der er en øget forekomst af kræft hos personer, som anvender mobiler. Der er flere ting, der understøtter den holdning. Ud over de videnskabelige undersøgelser, som ikke finder en sammenhæng, kan vi se, at kræftforekomsten i de aldersgrupper i de nordiske lande, som har det største mobiltelefonbrug i verden, ikke er stigende,« siger Christoffer Johansen, professor ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Ingen grund til panik

Christoffer Johansen mener alt i alt ikke, at undersøgelsen giver anledning til bekymring.

»Jeg er meget sjældent bekymret for data i sig selv. Det her er helt klart spændende og vigtigt, men der har tidligere været mange dyrestudier, som ikke har vist nogen effekt. Vi må holde øje med alle de resultater, der kommer, og anvende dem i en samlet vurdering af, hvordan vi skal forholde os til mobiltelefoner og radiofrekvensteknologi.«

Men er han mere eller mindre overbevist om, at mobilstråling kan være kræftfremkaldende?

»Det ændrer ikke ved min holdning. Hvad angår cancer hos mennesker, så har man ikke fundet, at der er en øget forekomst af kræft hos personer, som anvender mobiler. Der er flere ting, der understøtter den holdning. Ud over de videnskabelige undersøgelser, som ikke finder en sammenhæng, kan vi se, at kræftforekomsten i de aldersgrupper i de nordiske lande, som har det største mobiltelefonbrug i verden, ikke er stigende,« siger Christoffer Johansen.

Sundhedsorganisationer mangler entydige beviser

Det nye studie er blot ét i rækken af mange studier, som har undersøgt sammenhængen mellem mobilstråling og risikoen for kræft. Og der er altså ikke entydige konklusioner at drage.

De blandede resultater giver også udslag i sundhedsorganisationernes vurdering af risikoen.

Siden 2011 har WHO således klassificeret mobilstråling som ’muligvis kræftfremkaldende for mennesker’.

Sådan forholder det sig også hos Sundhedsstyrelsen i Danmark. Statens Institut for Strålebeskyttelse, der hører under Sundhedsstyrelsen og blandt andet fastsætter anbefalinger for mobilbrug, skriver på deres hjemmeside:

»Videnskabelige undersøgelser har til dato ikke entydigt kunnet påvise helbredsmæssige konsekvenser for borgere, der udsættes for radiofrekvente felter i dagligdagen.«

På baggrund af undersøgelser, der har antydet en sammenhæng mellem mobilstråling og kræft, lyder det dog fra Sundhedsstyrelsen :

»Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor generelt, at borgere – både børn, unge og voksne – begrænser deres brug af mobiltelefoni.«

Videnskab.dk har kontaktet Sundhedsstyrelsen, som oplyser, at de på baggrund af Christoffer Johansens vurdering som sagkyndig fastholder de anbefalinger, som de hidtil har givet. 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og her kan du læse mere om billedet herunder, der viser tegn på en planets fødsel. Det gule knæk i midten menes at være stedet, hvor planeten er under dannelse.