Hormonspiral, kobberspiral, p-stav, p-piller, p-plaster og p-ring. For kvinder er listen med præventionsmidler lang, men for mænd stopper den efter kondomer eller den mere radikale sterilisering.
Men det bør der laves om på, mener John Amory, der er professor i medicin på University of Washington og forsker i reproduktion.
- ForskerZonen håndplukker TED Talks, der er små videoer, hvor forskere spreder deres viden og ideer til, hvordan vi løser forskellige problemer i verden.
- TED Talks-videoerne er som regel under 18 minutter, og organisationen er nonprofit.
Vi har brug for flere præventionsmidler til mænd, så »prævention ikke bare er kvindens problem, og fordi det kan nedsætte abort og uønskede graviditeter,« siger han i en Ted-Talk fra 2018.
Halvdelen af alle graviditeter i USA, mere tre millioner, er ifølge John Amory utilsigtede, og én million kvinder vælger hvert år at abortere.
»Mænd producerer 1.000 sædceller i sekundet«.
Kilde: Professor John Amory
Det er forskernes håb, at en slags p-pille til mænd kan mindske antallet af uønskede graviditeter og abort.
To metoder til at lave mandlig prævention
Hidtil har forskningen i mandlig prævention forsøgt at nedsætte antallet af sædceller gennem hormoner. Men langt fra alle mænd reagerer på denne type behandling, fortæller John Amory.
Derfor undersøger han og kolleger lige nu to metoder, der kan muliggøre prævention til mænd uden brug af hormoner:
»Èn mulighed er at udvikle en måde at få sædceller til ikke at ville binde sig til æggene på. En anden er, at stoppe sædproduktionen helt,« forklarer John Amory i videoen.
Begge metoder er svære, men forskerne er nu nået et stykke med den sidstnævnte, hvor de har opdaget, at man ved at bremse niveauet af A-vitamin i testiklerne, samtidig bremser sædproduktionen.
Det er desuden tanken, at man i fremtiden skal kunne lave hjemmetests på mobilen, hvor man kan tjekke, hvor højt ens antal af sædceller er og derfra vurdere, om det er sikkert at have sex.
Dog er der stadig et stykke vej, før vi ser en helt færdig 'p-pille' til mænd. Du kan se mere om John Amorys forskning i videoen eller i dette studie.
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum. ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.