Regeringen giver 800 millioner kroner til dansk coronavaccine
»En ubeskrivelig følelse,« reagerer en af de danske forskere, som har udviklet vaccinen.
coronavirus vaccine dna rna epidemi pandemi covid-19

Laborant Nahla Chehabi var med til at udvikle coronavaccinen i et laboratorium på Københavns Universitet. (Foto: Anne Ringgaard)

Laborant Nahla Chehabi var med til at udvikle coronavaccinen i et laboratorium på Københavns Universitet. (Foto: Anne Ringgaard)

Allerede i marts 2020, da Danmark første gang lukkede ned på grund af pandemien, havde forskere fra Københavns Universitet teknologien til at udvikle en vaccine mod COVID-19 på plads. 

Nu - 18 måneder og to nedlukninger senere - får virksomheden Bavarian Nordic, som har overtaget udviklingen af vaccinen, 800 millioner kroner i støtte fra den danske stat. Det meddeler regeringen i en pressemeddelelse.

Pengene skal bruges til at gennemføre de sidste kliniske forsøg, der kræves, før vaccinen kan komme i brug. 

Professor Ali Salanti, som er en af de forskere, der allerede kort efter, at virussen brød ud i Kina, gik i gang med at lave vaccinen på Københavns Universitet, ånder lettet op. 

»Det er en ubeskrivelig følelse som universitetsforsker at have siddet i et laboratorium med beskedne faciliteter og udvikle en vaccine, som nu får statsstøtte og mulighed for at komme på markedet,« siger Ali Salanti.

Finansieringen har været længe undervejs

En anden professor, Søren Riis Paludan, har ikke været med til at udvikle vaccinen, men han hjælper Bavarian Nordic med at teste den. Han er også glad for, at den danske regering nu endelig poster penge i at få den færdig. Men han er ærgerlig over, at det først sker nu:

»Pengene skulle have været givet for 15-18 måneder siden. Så kunne vaccinen have været med i kapløbet om at være en af de første, der blev godkendt, og måske have været i brug nu,« skriver Søren Riis Paludan, der er professor på Aarhus Universitet, Biomedicinsk Institut, i en mail til Videnskab.dk.

Bavarian Nordic har tidligere advaret om, at virksomheden manglende den nødvendige finansiering til det afgørende fase 3-forsøg. 

Virksomheden kunne blive nødsaget til at sælge den danskudviklede vaccine fra, sagde en vicepræsident i virksomheden, Rolf Sass Sørensen, for et par måneder siden til Jyllands-Posten.  

I den forbindelse fremgik det, at det kan koste 1,2-1,8 milliarder kroner at gennemføre fase 3-forsøget.

I grafikken herunder kan du blive klogere på de forskellige forsøgsfaser, en vaccine skal igennem, før den godkendes.

 

 

Forud for regeringens melding om, at Bavarian Nordic nu får 800 millioner kroner fra den danske stat, udsendte virksomheden en pressemeddelelse om, at vaccinen skal testes i et fase 2- forsøg som en booster, der gives som 3. stik. Det kan du læse om i artiklen her.  

Sådan virker Bavarian Nordic-vaccinen

Vaccinen, som er udviklet af Ali Salanti og kollegaer på Københavns Universitet, består af en kunstig fremstillet virusskal. På virusskallen sidder et protein, der er nøjagtigt magen til det, coronavirussen bruger til at trænge ind i kroppens celler. 

Når vaccinen sprøjtes ind i kroppen, aktiveres immunforsvaret og begynder at danne antistoffer mod coronavirussen.

Samme teknik bruges til at lave HPV-vaccinen, som beskytter mod virus, der kan forårsage livmoderhalskræft. HPV-vaccinen har vist sig at være særdeles effektiv. 

»Vi ved, at HPV-vaccinen giver mange års beskyttelse mod virusinfektion. Biokemisk ligner vores vaccine HPV-vaccinen på en prik,« har Ali Salanti tidligere sagt til Videnskab.dk

Professoren er stadig overbevist om, at vaccinen har et stort potentiale, især i u-landene, hvor RNA-vaccinerne, der skal holdes ekstremt kolde, er svære at håndtere. 

»Jeg tror giga meget på vaccinen. Vi håber virkelig, at den kommer ud og gør en forskel. Umiddelbart tror jeg, at Bavarian Nordic kan komme langt med de 800 millioner kroner,« siger han. 

Bavarian Nordics indledende forsøg er lovende

For nyligt offentliggjorde Bavarian Nordic resultatet af det første, indledende kliniske fase 1-forsøg med vaccinen. 

I forsøget blev vaccinen testet på 45 frivillige. Niveauet af antistoffer, der kan bekæmpe coronavirus, var signifikant højere i forsøgspersonernes blod, end det niveau der er målt ved andre vacciner mod COVID-19, fremgik det i pressemeddelelsen. 

Resultaterne er dog endnu ikke udkommet i et videnskabeligt tidsskrift, og er derfor ikke kvalitetstjekkede af uafhængige forskere i en peer review proces. 

Det forventes ifølge Sundhedsministeriet, at dele af produktionen af Bavarian Nordic-vaccinen vil finde sted i Danmark.

Læs mere om den danske vaccine i artiklerne I et tomt tårn knokler danskere forskere for at lave en vaccine mod corona og Danske forskere knokler stadig for at lave egne coronavacciner.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.