Regelmæssige måltider mindsker måske risikoen for blandt andet type 2-diabetes
Når tarmbakteriernes naturlige rytme bliver forstyrret i mus, kan det give dem vægtforøgelser og risiko for at udvikle diabetes. For mennesker kan det omvendt betyde, at regelmæssige måltider kan mindske risikoen for at udvikle de samme sygdomme.

Tarmbakteriernes naturlige processer bliver forstyrret, når deres værter - mennesker eller mus f.eks. - piller ved døgnrytmen. Måske kan regelmæssige måltider dermed hjælpe til med at forebygge sygdomme som fedme og diabetes. (Foto: Shutterstock)

Når du tager dig en natmad klokken to om natten, er det ikke blot din egen døgnrytme, du forstyrrer.

For inde i din tarmkanal lever millioner af bakterier, der er lige så afhængige af en fast døgnrytme, som du selv.

Nu har Israelske forskere fra Weizmann Institute of Science for første gang vist, at tarmbakteriernes rytme kan forstyrres af både manglende søvn og uregelmæssige måltider.

»Dette er et fængslende studie,« udtaler mikrobiolog Rob Knight fra University of Colorado til sciencemag.org.

Hvis resultaterne kan overføres til mennesker, betyder det, at folk, der spiser uregelmæssigt som følge af uregelmæssige døgnrytmer, muligvis risikerer at øge deres risiko for blandt andet at udvikle fedme og type 2-diabetes, fordi de også ødelægger tarmbakteriernes rytme.

Rob Knight er overrasket over resultatet, der er publiceret i tidsskriftet Cell, da det for første gang beviser, at der er en direkte forbindelse imellem en værtsorganismes døgnrytme og dens tarmbakteriers naturlige rytmer.

Bakterier mistede døgnrytmen

I forsøget analyserede forskerne afføringen fra mus, der havde fået ødelagt deres indre ur ved en genetisk mutation.

Normalt reagerede tarmbakterierne i musenes afføring på lys og mørke ved at tildele vækst og fordøjelse til mørkeperioden. I den lyse periode fokuserede de i stedet på 'opryddende' processer, såsom at afgifte sig selv.

Tarmbakterier fra mus med en ødelagt døgnrytme lod sig derimod ikke påvirke af lys og mørke.

Faktisk viste de ingen særlig rytme i de processer, de gennemgik, og først en uge efter at blive overført til raske mus begyndte de selv at få deres normale døgnrytme igen.

Mus spiste hele døgnet

Forskerne lagde også mærke til, at spisevanerne hos mus med ødelagte døgnrytmer ændrede sig samtidig med deres sengetider.

Hvor musene normalt spiste om natten, begyndte de i stedet at spise på alle tider af døgnet. Forskerne ændrede derfor på fodringstidspunkterne for raske mus og opdagede, at også deres tarmbakteriers sammensætning og aktivitet ændrede sig.

De mus, der spiste uregelmæssigt, ødelagde døgnrytmen for deres tarmbakterier på samme måde, som musene der sov uregelmæssigt. Deres tarmflora kom altså til at ligne tarmfloraen hos mus, der havde forstyrret søvnrytme, og som tog på i vægt og udviklede forstadier til diabetes.

Da mennesker med uregelmæssige sengetider også har en tendens til at spise på mærkelige tidspunkter, mistænker forskerne nu spisetidspunkter for at være en medvirkende årsag til de følgesygdomme, man normalt forbinder med en forstyrret søvnrytme.

Kan muligvis overføres til mennesker

Forskerne forsøgte derfor at undersøge om også menneskelige tarmbakterier med forstyrrelser i døgnrytmen kunne føre til overvægt og forstadier til diabetes.

I anden halvdel af forsøget analyserede de tarmbakterier fra to personer, der havde jetlag fra en nyligt overstået flyvetur fra USA til Israel.

Derefter sammenlignede de dem med tarmbakterier fra to personer, der havde en normal døgnrytme.

Forskerne kunne se, at personerne med jetlag havde forstyrrelser i deres tarmflora, der lignede forstyrrelserne fra mus med en ødelagt døgnrytme. De havde også en større koncentration af bakterier, der normalt findes i mennesker med fedme og diabetes.

Mus blev syge af menneskers tarmbakterier

Da forskerne overførte tarmbakterier fra personer med jetlag til mus, tog musene på i vægt, og de fik også forhøjet blodsukker og mere kropsfedt. Til sammenligning fik mus, der fik overført tarmbakterier fra mennesker uden jetlag, ingen af disse defekter.

Der skal mere forskning til, før man kan fastslå en sikker sammenhæng imellem menneskers spisevaner og vores risiko for at udvikle blandt andet fedme og type 2-diabetes.

Forskerne skriver i deres artikel, at en dybere forståelse af vekselvirkningen i døgnrytmen imellem mennesker og deres tarmbakterier » ...kan tilføje en vigtig facet til vores kamp for molekylær oplysning,« hvilket forhåbentlig vil hjælpe arbejdet med at udvikle nye behandlingsmetoder.

Alligevel kan det allerede nu godt tyde på, at man kan afværge nogle af de negative effekter ved uregelmæssig søvn, hvis man passer sine måltider.

»Det er et kvalificeret bud,« siger Eran Elinav, der er immunolog og en af forskerne bag undersøgelsen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.