»Formidling af hjerneforskning kan hurtigt blive lidt læge-agtigt - Brainstorm er et forsøg på at lave en podcast om hjernen, der er lidt mere Rock'n'roll.«
Brainstorm er Videnskab.dk's podcast om hjernen.
2. sæson af Brainstorm kommer til at bestå af 40 episoder.
Værterne er podcastredaktør Jais Baggestrøm Koch og journalist Asbjørn Mølgaard Sørensen, og derudover består produktionen af journalist Anette Lilleøre.
‘Brainstorm’ er støttet af Lundbeckfonden.
Den nye sæson berører emner som: Kønshormoner i hjernen, falske erindringer og begrebet 'hjernevask'
Første afsnit af sæson 2. udkommer fredag 3. juli 2020.
Sådan sagde redaktør og én af hjernerne bag Brainstorm, Jais Baggestrøm Koch, da Videnskab.dk's podcast om tankekassen blev lanceret sidste sommer.
Noget tyder på, at det er lykkedes, da podcasten, der er sponsoreret af Lundbeckfonden, er tilbage med sin anden sæson.
Og det skal fejres med et brag af en Rock'n'roll-hjernequiz!
Du finder quizzen i bunden af denne artikel, hvor vi har samlet noget af den mest tankevækkende, banebrydende og interessante viden fra podcastens første sæson sammen til en række quizspørgsmål.
Men hvis du først nu hopper på Brainstorm-toget, skulle du gerne kunne være med alligevel.
Man behøver ikke være hjerneforsker eller Brainstorm-vært for at være med på Videnskab.dk's videnskabsquizzer.
Inden du går i gang, har vi et lille 'aber dabei':
Hjernen er ét af videnskabens helt store mysterier. Det er organet, hvor tanker og følelser bor, og det er dét, vi bruger til at styre og navigere vores kroppe i verden.
Alligevel er hjernen dét af kroppens organer, vi ved allermindst om - måske på grund af dens overvældende kompleksitet.
Bemærk derfor, at spørgsmålene i quizzen er baserede på, hvad videnskaben og dens teorier hovedsageligt peger på i øjeblikket.
Og følg så eventuelt med i, hvad Videnskab.dk publicerer om hjerneforskningen. Det kan du enten gøre ved at se, hvad vi skriver her på hjemmesiden eller høre første sæson af Brainstorm.