Lille studie om søvnproblemer: Måske skal du bytte sengen ud med en hængekøje
Kilde: 
25 januar 2019

Forældre verden over har for længst luret tricket: Vuggende bevægelser kan få en baby til at slappe af og falde i søvn. 

Nu peger et studie på, at voksne også kan have god gavn af at blive vugget i søvn. Ikke nok med, at man falder hurtigere i søvn - man sover tilsyneladende også bedre og får måske en bedre hukommelse, skriver the Guardian.

Det betyder, at metoden potentielt også kan gavne dig, der falder i søvn, i det sekund hovedet rammer puden.

LÆS OGSÅ: 10 fakta om god søvn, søvnbesvær og mærkelige søvnvaner

Forskere fra University of Lausanne i Schweiz bygger deres konklusion på forsøg med 18 deltagere, der har overnattet i forskernes laboratorium:

  • Første nat foretog man ingen målinger, da deltagerne blot skulle vænne sig til at sove et fremmed sted
  • Anden nat sov de i hver sin almindelige, stationære seng tilkoblet måleudstyr, der overvågede blandt andet hjernebølger og hjerterytme
  • Den tredje og sidste nat fortsatte monitoreringen, men nu sov deltagerne i senge, der vuggede svagt fra side til side

18 yngre mennesker overnattede i de vuggende senge i laboratoriet. (Video: Laurence Bayer og Aurore Perrault)

Målingerne af hjernebølgerne viste efterfølgende, at selvom deltagerne, når de blev vugget, samlet set ikke sov længere tid, end når sengen stod stille på gulvet, så faldt de hurtigere i dyb søvn.

Samtidig var deltagerne blevet bedt om at huske ord på fransk. Ordene skulle huskes i par, der var helt urelaterede, og deltagerne kunne, efter en nat i vuggende senge, sætte flere af disse par sammen.

LÆS OGSÅ: En huskeliste før sengetid hjælper dig med at sove

Lignende studier, dog udført på mus, har også vist, at musene falder hurtigere i søvn, når de bliver vugget.

Her så forskerne dog ingen forskelle i dyrenes hjernebølger - måske fordi mus har et mindre sensitivt vestibulært system end mennesker.

Det vestibulære system, der er placeret i det indre øre, sender besked til hjernen om at opreholde balancen, og det tyder på, at systemet spiller ind i forhold til de vuggende bevægelsers effekt på søvn.

Proffesor Derk-Jan Dijk fra søvnforskningscenteret ved University of Surrey har ikke været med til at lave det nye studie, men han har læst det og siger til the Guardian, at forskernes resultater kan give nye muligheder for at at behandle søvnproblemer uden medicin.

Han håber, at næste skridt bliver at afprøve metoden på ældre mennesker, hvis søvnkvalitet generelt er lavere, og patienter med særlige søvnforstyrrelser.

Studiet er udgivet i Current Biology.

LÆS OGSÅ: Hvorfor sover jeg så godt midt på dagen?

LÆS OGSÅ: Dårlig søvn ødelægger vores indlæring

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.