Pollenudsatte mødre giver deres børn astma
Meget pollen i den sidste del af graviditeten øger risikoen for, at barnet får astma tidligt i livet. Hvis din mor ryger, er det derimod godt med en masse pollen – i hvert fald lige efter du er født.

Prosit! Det er muligt, at meget pollen, allerede før babyen bliver født, kan øge risikoen for astma. Men forskerne vil undersøge tallene på ny, før de konkluderer. (Foto: Colourbox)

Prosit! Det er muligt, at meget pollen, allerede før babyen bliver født, kan øge risikoen for astma. Men forskerne vil undersøge tallene på ny, før de konkluderer. (Foto: Colourbox)

For sammenhængen mellem pollen, graviditet og astmarisiko er der to konkurrerende hypoteser:

Enten kan meget pollenpåvirkning, mens du er i maven, opbygge din modstand mod stoffet, så du ikke får gener. Eller det kan ske, at meget pollen i starten af livet gør dig overfølsom og dermed øger din risiko for at blive allergisk.

Foreløbig har forskellige forskningsrapporter givet forskellige svar, og ingen tydelig sammenhæng har skilt sig ud. Endnu et nyt studie på området, denne gang fra Sverige, giver nu støtte til den første hypotese.

Den viser nemlig, at meget pollen i luften i løbet af de sidste tre måneder af graviditeten hænger sammen med en højere risiko for, at barnet havner på sygehuset med astma i løbet af det første leveår.

»Vi har fundet en effekt fra blomsterstøv, som vi ikke helt kan forklare – vi er ganske enkelt lidt overraskede over fundene,« siger medforfatter Lennart Bråbäck, som er tilknyttet Umeå universitet, til forskning.no.

Pollenmålinger bedre end årstidsfokus

Over 110.000 børn født mellem 1989 og 1996 i Stockholm-området er kortlagt i studiet, og forskerne har skilt de børn ud, som blev indlagt på sygehus på grund af astma i løbet af det første leveår.

Det handlede totalt om 940 børn – altså kun 0,8 procent af børnene.

»940 børn er fortsat ganske mange, fordi det er en så stor studiegruppe. Desuden er det mere almindeligt at blive indlagt med vejrtrækningsproblemer i det første leveår end senere i livet, så vi mener, at dette er et godt datamateriale,« siger Lennart Bråbäck.

Har set på de faktiske pollental

Forskellen på dette og andre lignende studier er, at Lennart Bråbäck og hans kollegaer ikke har set på den årstid, hvor barnet blev født – som ofte bruges som et mål for pollenpåvirkning – men mere på de faktiske pollental for området, hvor mødrene boede før fødslen.

Det er bedre at tælle pollenkorn i luften end bare at antage, at forår betyder pollen. Der er nemlig stor variation fra område til område og fra år til år. (Foto: Colourbox)

Det at blive født på en bestemt årstid giver nemlig en egen risiko for at udvikle luftvejsinfektioner og andre ting, som kan påvirke risikoen for at få astma.

Når man kun ser på årstiden alene, kan effekten blandes sammen med påvirkningen fra selve blomsterstøvet.

Ved at sammenligne barnets sundhedsinformation med pollentællinger foretaget i barnets leveområder, fik svenskerne derfor et mere direkte mål for pollenpåvirkning.

Mors allergireaktioner kan være forklaringen

Meget pollen i luften de sidste tre måneder af graviditeten hænger altså sammen med en større risiko for sygehusindlæggelse. Det, at der er en sammenhæng betyder imidlertid ikke, at der er en årsagssammenhæng.

Svenskerne, ledet af professor Bertil Forsberg i Umeå, har kontrolleret for faktorer som rygning, om barnet var for tidligt født og årstidsvariation, men de skriver i studiet, at de ikke kan udelukke, at de har overset en eller anden ukendt påvirkning, som er den egentlige forklaring på den effekt, de har fundet.

Men lad os nu sige, at der ér en årsagssammenhæng. Hvordan kan det i så fald være?

Der findes flere mulige forklaringer, fortæller Lennart Bråbäck.

»Hvis det viser sig, at denne effekt er reel, så tror vi, det kan skyldes, at disse børns mødre har fået allergiske problemer som følge af pollenmængden, og at det har påvirket barnet i livmoderen. Vi planlægger nu et nyt studie for at tjekke disse resultater, og så kan vi kontrollere for mødrenes allergiske gener under graviditeten.«

»Desuden vil vi se på børn fra flere årgange, end det vi har gjort denne gang, og vi vil også følge dem længere end bare det første leveår. Det, tror vi også, kan forklare denne sammenhæng bedre,« siger forskeren.

Rygerbørn beskyttes i godt pollenvejr

Hvis du endelig vil ryge, mens du er sammen med en nyfødt baby, så er det bedre, hvis du gør det udendørs – selv i pollensæsonen. (Foto: Colourbox)

Bertil Forsberg, Lennart Bråbäck og de andre forskere fremhæver et andet overraskende fund i studiet. Der er en reduceret risiko for astma, hvis der er meget pollen i luften de første tre måneder efter fødslen. Men det gælder kun for børn med storrygende mødre.

Det lyder mærkeligt, men også til dette har svenskerne en forklaring: Meget pollen i luften betyder ofte, at det er godt vejr, og så er det mere sandsynligt, at nye mødre er udendørs.

For små børn i røgfrie hjem kan dette blive en ekstra belastning for luftvejene, men for børn af rygere kan det tværtimod betyde friskere luft og mindre passiv rygning end inde i en lukket lejlighed.

Også denne sammenhæng vil forskerne nu undersøge mere, for at forsøge at skille ud hvad der egentlig er årsagerne, til at spædbørn får astma.

Hvis du er gravid og har termin i løbet af sommeren, mener Lennart Bråbäck dog alligevel ikke, at du behøver miste nattesøvn af den grund.

»Der er vældig mange faktorer, som spiller ind, når det handler om astma. For eksempel har mødre, som får astma eller vejrtrækningsproblemer i graviditeten en øget risiko for at føde for tidligt, og for tidligt fødte børn har på deres side en forhøjet risiko for astma,« siger han.

»Der er nok ingen grund til at råbe vagt i gevær på grund af dette studie endnu, men vi tror, at alle brikkerne i puslespillet er vigtige.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk's julekalender - tryk på en julekugle

Fra alle os til alle jer klimanisser: Her er årets grønneste julekalender. Giv julekuglerne et dask for at åbne dagens låge. Du kan følge julekalenderen i Facebook-gruppen RED VERDEN.

Tryk på kuglerne for at åbne lågerne. Når du har åbnet en låge, kan du læse teksten ved at scrolle med musen eller swipe på mobilen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.