Podcast: Når kroppens elitesoldater nedkæmper kræft
I tredje episode af podcastserien ‘Vov at vide’ gør vi dig klogere på immunterapi, hvor målet er at aktivere en helt særlig gruppe af immunceller: Nemlig dræber-T-cellerne.
celler dræber t-celler kræft

Kræftceller bruger forskellige teknikker til ikke at blive opdaget og slået ihjel af immunforsvaret. For eksempel præsenterer de sig som raske celler, når de møder en dræber-T-celle. (Foto: Shutterstock)

Podcastserie: Vov at vide

Denne podcast er en del af podcastserien 'Vov at vide', som er sponsoreret af Danmarks Frie Forskningsfond.

I serien møder vi tre forskere, som alle har fået en sapere aude-forskningslederbevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Sapere aude er latin og betyder: 'Vov at vide'.

    Vores immunforsvar er indrettet til at slå syge celler ihjel – for eksempel celler som er inficeret med virus, eller celler som er blevet til kræftceller.

    Men kræftceller er i stand til at gemme sig for immunforsvaret og på den måde formere sig uden at blive bremset.

    Immunterapi mod kræft går ud på at ruste kroppens eget immunforsvar til at opspore og udrydde kræftceller.

    Årets nobelpris i medicin gik til to forskere, som netop forsker i immunterapi.

    De har udviklet en type af immunterapi, som blokerer nogle bestemte kontrolpunkter i immunforsvaret, som normalt ville hæmme immunforsvarets angreb på kræftceller.

    Hør den spændende podcast her.

    Kræftceller præsenterer sig som raske

    Selv om professor på DTU Sine Reker Hadrup ikke modtog nobelprisen i år, er hun alligevel glad for den. Fordi den langt om længe gik til hendes felt, immunterapi.

    Et felt hun har interesseret sig for i 20 år, men som først i løbet af de seneste fem år virkelig har vundet indpas i forskningen og behandlingen af kræft.

    I 2014 modtog Sine Reker Hadrup en sapere aude-forskningslederbevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til at forske i en særlig gruppe celler i immunforsvaret – nemlig CD8 T-celler populært kaldet dræber-T-celler.

    Dræber-T-celler overvåger alle celler i kroppen ved hjælp af små partikler, som sidder på overfladen af alle celler. Hver enkelt celle præsenterer sig altså over for dræber-T-cellerne og viser, om den er rask eller syg. Er den syg, bliver den slået ihjel.

    Dræber-T-celler er styret af en række signalstoffer og molekyler, som sikrer, at T-celler ikke går amok og dræber raske celler. Det udnytter kræftceller til at 'snyde' immunforsvaret og præsentere sig som raske.

    Sine Reker Hadrups forskning handler om at gøre dræber-T-cellerne i stand til at opspore og udrydde kræft.

    Lyt med og bliv klogere på kroppens kamp mod kræft.

    Videnskab.dk Podcast

    Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.