Pandemien har ikke øget folks forståelse af videnskab, vurderer et flertal af forskere
læge kigger på ipad i laboratorium

Et nyt studie viser, at forskere mener, at folk blev mere opmærksomme på forskning under pandemien, men at de samtidig ikke forstod det bedre. (Foto: Shutterstock)

Et nyt studie viser, at forskere mener, at folk blev mere opmærksomme på forskning under pandemien, men at de samtidig ikke forstod det bedre. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
09 november 2022

Under coronapandemien er der blevet lagt pres på forskere verden over. En af årsagerne er, at de skal kommunikere til både offentligheden, journalister og magthavere om forskning i højere grad end nogensinde før.

I et omfattende, globalt studie fortæller forskere nu selv, hvordan de har oplevet pandemien. 3.000 forskere fra hele verden har svaret på spørgsmål om, hvordan pandemien har påvirket dem og deres forskning.

63 procent af forskerne giver udtryk for, at pandemien har øget offentlighedens interesse for forskning. Men kun 38 procent af forskerne mener, at befolkningen har fået en bedre forståelse af videnskab.

Det skriver Elsevier i en pressemeddelelse.

Blandt spørgsmålene, som forskerne har svaret på, handler nogle om selve kommunikationen af deres forskning. En stor del giver udtryk for, at de mangler tillid til deres egne evner i kommunikation af forskning til offentligheden, fordi de frygter for oversimplificering og politisering af deres budskaber.

Det skyldes ifølge studiet først og fremmest den øgede offentlige interesse, og at der er opstået en markant øget opmærksomhed på forskning og forskningsprocessen på sociale medier.

Kun 18 procent af studiets adspurgte forskere føler sig særdeles selvsikre i forhold til at kommunikere deres videnskabelige fund på sociale medier.

Ifølge studiet skal det ses i lyset af det faktum, at 32 procent af forskerne selv har oplevet - eller kender nogen, der har oplevet - chikane efter at have skrevet om forskning på nettet.

Laura Hassink, der er administrerende direktør på Scientific, Technical and Medical Journals på Elsevier, understreger studiets vigtighed.

»Videnskaben udvikler sig i en ekstraordinær hastighed, men det har skabt et nyt pres på forskere, der blandt andet handler om at tackle skadelig misinformation, håndtere offentlighedens skepsis og kommunikere deres arbejde med selvsikkerhed,« siger Laura Hassink i pressemeddelelsen.

Forskerne giver udtryk for, at de er bekymrede for udfordringerne. Størstedelen mener samtidig, at det er vigtigere end nogensinde før at engagere sig i debatten og hjælpe i kampen mod misinformation.

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.