P-piller øger risikoen for depression for unge kvinder
Kilde: 
29 september 2016

P-piller og andre former for hormonel prævention øger risikoen for depression med hele 40 procent hos unge. Det peger et nyt studie på, skriver DR.

Resultaterne kommer fra et stort dansk registerstudie, hvor data fra 2000-2013 på over en million danske kvinder i alderen 15 og 34 år er blevet kortlagt.

Og riskoen er større, jo yngre kvinden er. For 15-19 årige, der bruger p-piller, var risikoen 80 procent højere, og hvis de brugte p-plaster, p-ring eller hormonspiral var risikoen hele 200 procent højere.

»Teenagepiger er generelt i en følsom periode af deres liv. Mange kan nikke genkendende til at lige præcis i de år, hvor ens kønshormoner begynder at spille en rolle, reagerer man mere følsomt på mange ting og altså også p-piller,« siger studiets seniorforfatter professor Øjvind Lidegaard fra Gynækologisk Afdeling på Rigshospitalet til DR.

Ved 25-års-alderen er risikoen ‘kun’ 20 procent højere for kvinder, der tager p-piller, end den er for kvinder, der ikke tager p-piller.

Forskerne gør dog opmærksom på, at det ikke betyder, at man straks skal stoppe med pillerne eller hormonspiralen. 

»Det gør, at man må være særlig opmærksom på, om de kvinder man udskriver p-piller til, i forvejen har en historie med depression eller sænkning af humøret og så for den gruppe finde en anden form for kontraception,« siger Øjvind Lidegaard til DR.

Studiet er udgivet i JAMA Psychiatry.

LÆS OGSÅ: P-piller gør kvinders æggestokke mindre

LÆS OGSÅ: Skal jeg holde pause med p-pillerne?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.