Overvægtige tabte sig med mobil-app, men slankeforsker er kritisk
Deltagerne tabte sig tre kilo uden at følge en egentlig slankekur, da de registrerede, hvad de spiste på en gratis mobil-app, viser forskning. Alligevel er norsk slankeprofessor ikke imponeret.
Vægttab app kost kostændringer slankekur madindtag vægtreduktion udholdenhed vedholdenhed overholdelse vejning udsving spise

Deltagerne i et amerikansk studie tabte sig mellem 2,5 og 3 kilo på 3 måneder ved hjælp af en slanke-app. Norsk professor er ikke imponeret. (Foto: Shutterstock)

Diverse slankekurser og bøger har de seneste år fået skarp konkurrence fra digitale mobil-app.

Medierne har serveret solskinshistorier om enkeltpersoner, som har haft succes med vægttabet, takket være de forskellige apps.

Men hvor godt virker de forskellige redskaber for de fleste?

Nu har forskere ved Duke University i USA testet en slanke-app på knap 100 overvægtige amerikanere.

Ifølge forskerne lykkedes det deltagerne at gå markant ned i vægt i løbet af tre måneder. De mener defor, at lignende digitale hjælpemidler kan være en rigtig god hjælp.

Men professor Jøran Hjelmesæth - som leder Center for Sygelig Overvægt i sundhedsregionen Syd-Øst, Norge - mener ikke, at brugen af appen har en god effekt på vægttab.

Forskning søger løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.

Følg med i temaet her.

Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. 

Læs mere om aftalen her.

De fleste falder i 

Tidligere studier af tilsvarende digitale redskaber har vist, at de fleste går til sagen med frisk mod i starten, hvor de ihærdigt registrer alt, hvad de spiser.

Men i takt med, at dagene går, forsvinder iveren, og mange falder i.

Det skyldes, at det er svært at ændre vaner, hvilket utallige adfærdsstudier har vist.

Studiets deltagere skulle både veje sig og føre en digital dagbog over deres madindtag i slanke-appen MyFitnessPal.

Men det er lettere at indføre én adfærdsændring ad gangen, viser forskning.

Derfor ville forskerne afdække, om det hjalp, hvis en del af deltagerne først fik den vane at veje sig dagligt.

LÆS OGSÅ: Forsker: Tab dig effektivt med simpel, matematisk slankekur

Vejede sig og loggede madindtaget

I alt deltog 195 overvægtige mellem 21 og 65 år og med et kropsmasseindeks på mellem 25 og 45 i forsøget.

Forskerne inddelte dem tilfældigt i 3 forskellige grupper, som fik lidt forskellige instrukser og opfølgning:

  • Gruppe 1 både vejede sig og registrede, hvad de spiste hver dag i tre måneder, men fik derudover ikke anden hjælp.
  • Gruppe 2 plottede deres vægt ind i en måned, før de også begyndte at registrere madindtaget. De modtog desuden emails med skræddersyede tilbagemeldinger samt ugentlige tip og råd om ernæring og adfærdsændring.
  • Gruppe 3 registrerede både vægt og madindtag i tre måneder. Gruppen fik de samme tips og råd som gruppe 2. Rådgivningen handlede om portionskontrol, og hvordan man undgår sukkerholdige madvarer.

Hvem tabte sig mest?

Tre måneder senere havde gruppe 1 i gennemsnit tabt sig 2,3 kilo i gennemsnit. Deltagerne i gruppe 2 og 3 tabte sig cirka 2,7 kilo i gennemsnit.

Men deltagerne i gruppe 3 - som fra starten modtog tips og råd om ernæring samt registrerede både vægt og madindtag - fortsatte med at gå ned i vægt, og efter 6 måneder havde de smidt cirka 3 kilo i gennemsnit.

Studiet er publiceret i tidsskriftet JMIR mHealth and uHealth.

LÆS OGSÅ: 17 påstande om vægttab, sundhed og træning - sande eller falske?

Kan skyldes placebo

Professor Jøran Hjelmesæth synes dog ikke, at resultatet er imponerende.

»Alle grupperne havde et lavt gennemsnitligt kortvarigt vægttab, som i værste fald kan være forårsaget af selve deltagelsen i studiet. Eller muligvis spontane svingninger i vægten, som over tid vender tilbage til udgangspunktet,« siger professor Jøran Hjelmesæth til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Han tilføjer, at det ikke betyder, at han ikke tror, at slanke-apperne kan hjælpe.

»Tværtimod. Vi planlægger selv et lignende studie. Sundhedsbehandling via brug af blandt andet mobiltelefoner, app og email for at hjælpe folk til sundere adfærd og vaner er under stadig udvikling. Men der mangler gode studier af en vis varighed, som påviser en god effekt i forbindelse med vægtreduktion og vægtstabilisering,« siger professor Jøran Hjelmesæth til forskning.no.

Han mener ikke, at forskerne fandt signifikante forskelle de tre grupper imellem.

Kostændringer er vigtigst

Cecilie Schübeler Mogstad fra Oslo brugte en vægtkontrol-app, da hun bestemte sig for at smide nogle kilo.

»Jeg brugte Lifesum, som var god med hensyn til at holde kontrol med indtag og belønning i form af mere mad, hvis man er fysisk aktiv,« siger hun til forskning.no.

Hun synes derfor, at det er lettere at gå ned i vægt gennem varige kostændringer

Selv om fysisk aktivitet er vigtig, er det, hvad man vælger at putte i munden, som gør en forskel på vægten, mener hun.

Cecilie Schübeler Mogstad har fået den bedste effekt ved at lægge kosten om ved at undgå hurtige kulhydrater og ved at spise flere grøntsager og salater end tidligere. På denne måde har hun formået at smide 8-9 kilo.

LÆS OGSÅ: Matematikkuren: App fra forsker klar efter 'skør' mediedækning

Vedholdenhed er afgørende

I studiet var det de flittigste deltagerne, som registrerede deres madindtag hver dag, som tabte sig mest i app-studiet, og det gjaldt for alle tre grupper.

Professor Jøran Hjelmesæth mener, at det er forkert at sammenligne deltagerne i de respektive grupper, fordi studiet gik ud på at sammenligne forskellige behandlingstyper.

Forskerne mener, at studiet viser, at en erkendelse af, hvad man rent faktisk spiser samt regelmæssig vejning er afgørende for vægttab.

De mener, at studiet viser, at forskellige apps kan være et godt tilbud til personer, som ikke kan eller vil investere meget tid og penge på at gå ned i vægt.

Overholdelse og vedholdenhed er afgørende for vægttab på denne måde, ifølge forskerne.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Hvordan undgår man, at de tabte kilo kommer på igen?

LÆS OGSÅ: Forskere til raske overvægtige: Drop slankekuren

LÆS OGSÅ: Tab dig effektivt: Her er årets 3 bedste råd fra forskerne

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.