Overblik: Bogstavelige ben i næsen, goplers flygtige numsehuller og kortlagte blodsugere
Videnskabens verden har budt på et par kuriøse historier i ugens løb. Få dem og mange flere her.

Få ugens videnskabelige nyhedsoverblik her. (Foto: BMJ Case Reports / Kjær et al. / Shutterstock)

Få ugens videnskabelige nyhedsoverblik her. (Foto: BMJ Case Reports / Kjær et al. / Shutterstock)

Det er fredag, og ‘Overblik’ har samlet en buket af ugens vigtigste videnskabsnyheder, der denne gang er ret så bizarre.

Du kan blandt andet læse om danske lægers usædvanlige fund af en tand i en mands næse, og så er der spændende nyt om numsehullets oprindelse.

Du kan lytte til ‘Overblik’ som podcast eller læse med her.

Kortlagte blodsugere

Flåterne følger med klimaet. Det er konklusionen i et nyt stort projekt, der bogstaveligt talt har kortlagt tilstedeværelsen af flåter i det sydlige Skandinavien.

Forskerne har nemlig samlet flåter ind i Danmark, Norge og Sverige, og ved hjælp af kunstig intelligens og satellitdata over forskellige klimaparametre har de forudsagt, hvor der med størst sandsynlighed findes flåter i de tre lande.

»Vi regner med, at der vil komme flere flåter med tiden, og her spiller klimaet en stor rolle. Stigende temperaturer får værtsdyr såsom rådyrene til at sprede sig længere nordpå, og de kan transportere flåterne.«

Det sagde Lene Jung Kjær, der er førsteforfatter på det nye studie og postdoc på Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

»I dag finder man flåter mindre end 115 kilometer fra polarcirklen. Det ville man ikke finde for 30 år siden.«

I Danmark er der størst sandsynlighed for flåter i de midtjyske skove,  langs Nationalpark Thy og Vigsø Bugt i Nordjylland, samt skovene i Nordsjælland og på Bornholm. (Illustration: Kjær et al.)

Unikt dyrs anus viser sig kun, når det skal skide

Goplen Mnemiopsis leidyi har et ualmindeligt anus, der måske kan gøre os klogere på, hvordan vores har udviklet sig.

Goplen er udstyret med et såkaldt midlertidigt anus, der kun viser sig, når goplen skal defækere - altså skide.

»Af hvad jeg ved af, så er det ikke før dokumenteret, at der findes dyr med et midlertidigt anus,« forklarer Sidney Tamm, professor emeritus i marinbiologi ved University of Boston, der har opdaget goplens mærkelige anus, ifølge New Scientist.

»Det er ikke synligt, når dyret ikke skider. Der er intet spor af det under mikroskopet. Det er ikke til at se for mig,« forklarer Sidney Tamm.

Sidney Tamm tror, at det er det samme stadie, som større dyr har været igennem på et tidligt evolutionært udviklingstrin, inden de udviklede et permanent anus.

Dansk mand med bid i næsen

En tilfældig dansk mand i 50’erne mærker en irritation i sit venstre næsebor. Det virker tilstoppet, og lugtesansen er forringet.

Efter 2 år med forskellige behandlingsforsøg opsøger han endelig Øre-Næse-Halsafdelingen på Aarhus Universitetshospital - og her gør de et overraskende fund.

En tand på afveje var vokset dybt op i mandens næse.

»Efter skanningen kunne vi se tanden, og på billedet kan man endda se rodkanalen i tanden. Den sad længere oppe end fingeren har kunnet række,« fortalte Jesper Højager Fabech Bille, klinisk lektor og øre-næse-hals-læge ved Universitetshospitalet, til Videnskab.dk.

Allerede efter kikkertundersøgelsen kunne Jesper Højager Fabech Bille se, at noget var helt galt. (Copyright 2019 BMJ Case Reports)

Han var kirurgen bag operationen, og han vurderede også, at tanden har formentlig siddet i næseregionen på manden det meste af hans 59-årige liv.

»Når man finder noget så sjældent som det her, som man på verdensplan kun har set få gange, så handler det om at dele det, så ens kolleger kan se, hvordan man behandler det her, hvis de skulle støde på det,« tilføjede Jesper Højager Fabech Bille også.

Amerikansk astro-comeback og HIV-patient kureret

Har du mod på mere, så kan du eventuelt tage et kig på disse historier:

God weekend!

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.