Ørepine kan give overvægt
Børn som er meget plaget af infektioner i ørene, kan blive overvægtige som voksne. Fjernelse af mandlerne kan også give udslag på vægten, hævder amerikanske forskere.

Havde han meget ondt i ørerne som lille? Amerikanske forskere mener der kan være en sammenhæng mellem hyppige infektioner i mellemøret og udvikling af overvægt. (Foto: Colourbox)

Havde han meget ondt i ørerne som lille? Amerikanske forskere mener der kan være en sammenhæng mellem hyppige infektioner i mellemøret og udvikling af overvægt. (Foto: Colourbox)

Nogle vil måske have svært ved at tro deres egne ører, når de får fortalt, at ørepine i barndommen kan føre til overvægt som voksen.

Men fem undersøgelser, som for nylig blev præsenteret for Amercian Psychological Society, peger i den retning, skriver BBC.

Plaget af ørepine

I den ene undersøgelse blev over 6.000 personer interviewet om deres sygdomshistorie. De som havde været moderat til svært plaget af ørepine som barn, viste 62 procent større chance for at have udviklet overvægt, ifølge forskerne.

En anden undersøgelse, udført af forskere fra University of Minnesota, kiggede på sygdomshistorierne for 14.000 personer. Det viste sig, at de der havde fået fjernet mandlerne som barn, havde 40 procent større chance for at udvikle overvægt.

Skader på nerve

Ifølge forskerne fra Florida College of Dentistry kan skader på en nerve i øret være forklaringen.

Nerven 'chorda tympani' går gennem mellemøret, og er knyttet til smagsoplevelsen. Forskerne mener at en skade på denne nerve, forårsaget af infektioner i mellemøret, øger appetitten efter mad med højt fedt- og energi-indhold. Dette vil igen kunne føre til overvægt.


Smagsundersøgelse
En anden undersøgelse, for nylig præsenteret for American Chemical Society, tog udgangspunkt i 245 personer som alle var over 30 år. Disse personer havde en kendt sygdomshistorie med øreinfektioner som barn.

Disse personers mad-præference blev så sammenlignet med mad-præferencerne hos en gruppe på 1.055 personer, som ikke havde været plaget af infektioner i ørerne.

Vælger det usunde

Deltagerne i undersøgelsen skulle rangordne deres personlige favoritter iblandt 26 forskellige fødevareprodukter, som spændte fra sunde produkter, til usund mad med højt fedtindhold.

Det viste sig, at de som havde været plaget af infektioner, også havde den største forkærlighed for usund, kalorierig mad.

Illustration af øre og øregang. Infektioner i mellemøret kan skade nerven chorda tympani. (Illustration: National Institutes of Health)


For tidlig at konkludere

Forsker Linda M. Bartoshuk, som har ledet den ene af undersøgelserne, understreger samtidig, at det er for tidlig at drage nogen håndfaste konklusioner.

»En mulig sammenhæng imellem infektioner i øret, madpræferencer og overvægt er utrolig kompleks. Forståelsen af disse problemstillinger er i en tidlig fase,« siger hun.

Skeptiske

Også en række uafhængige eksperter som BBC har indhentet kommentarer fra, stiller sig foreløbig afventende.

»Det er velkendt at infektioner og operationer i øret kan føre til nedsat smagsfunktion. Men udvikling af overvægt kan skyldes helt andre ting,« siger børnelæge Ray Clarke fra Hey Children's Hospital i Liverpool.

Heller ikke ved forskningsinstitutionen 'Deafness Research UK' vil de drage nogen forhastede konklusioner.

»En sådan sammenhæng er selvsagt mulig. Men jeg vurderer den som meget lidt sandsynlig,« siger professor Mark Haggard til BBC.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Hubbles utrolige billeder her.