Optimister lever et mindre stressfyldt liv, hævder nyt studie
optimist

Mere optimisme kan mininere stressfyldte situationer. (Foto: Shutterstock)

Mere optimisme kan mininere stressfyldte situationer. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
09 marts 2022

Har du en optimistisk tilgang til livet, kan det meget vel være, at din hverdag virker mindre stressfyldt. 

Sådan lyder konklusionen i hvert fald i et nyt studie - og angiveligt kan det hele koges ned til, at optimister i mindre grad lader sig påvirke af stressfyldte situationer. 

Det skriver The Guardian. 

Forskerne peger på, at optimistiske mennesker minimerer stressfyldte situationer ved blandt andet at undgå skænderier, trafikpropper og andre irritationer, eller fordi de i første omgang ikke opfanger situationerne som stressfyldte.

Studiet bygger på analyser af information indsamlet fra 233 mænd, der alle var over 21 år gammel, da de meldte sig til et større videnskabeligt studie om aldring i årene mellem 1961 og 1970. 

Mellem 2002 og 2010 gennemførte mændene et forløb over tre omgange à otte dage, hvor de nedskrev deres humør og stressfyldte situationer, de havde været udsat for, skriver The Guardian. 

»Vi fandt, at mere optimistiske mænd rapporterede, at de havde færre daglige stressmomenter, hvilket til dels forklarede deres lavere niveauer af negativt humør,« udtaler Lewina Lee, professor i psykiatri ved Boston University og medforfatter på studiet, ifølge mediet. 

Hun uddyber, at en mere positiv tilgang til livet kan involvere at anerkende ens styrker, tidligere eksempler på success og områder, som man har bedre kontrol over. 

På den måde når man frem til et mere positivt og selvsikkert syn på verden, siger hun, ifølge The Guardian. 

Andre Steptoe, professor i psykologi ved University College London, der ikke har været en del af studiet, fortæller til The Guardian, at optimister generelt lever en mere problemfri tilværelse end pessimister. 

»Hvis du har en optimistisk indstilling, virker det ret plausibelt, at du ikke vil betragte relativt trivielle hændelser i dit liv som stressende,« siger han til mediet. 

Studiet er blevet publiceret i tidsskriftet Journals of Gerontology. 


rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.