Bid fra giftige krybdyr er sjældent et stort problem for os nordboere, og hvis vi endelig ser en hugorm, er den sky slange ofte i gang med at sno sig væk.

Men så heldige er folk i mere tropiske egne ikke, og WHO anser død ved de giftige dyr for at være et alvorligt sundhedsproblem i blandt andet Afrika og Asien.

Ét af dilemmaerne med slangebid er, at modgift hverken er særlig tilgængelig eller uden negative bivirkninger.

Derfor søger mange at udvikle teknologien bag, og på den vej har et forskerteam anført af danske kræfter nu taget endnu et skridt fremad, viser de i et nyt studie.

Line Ledsgaard Jensen og hendes team har fundet en måde at optimere modgift på, hvilket potentielt både kan øge chancen for overlevelse samt gøre modgift mere tilgængeligt og med færre bivirkninger.

Modgift ‘dyrkes’ normalt i dyr, men kan have bivirkninger

For at forstå den nye metode skal vi dog først have indblik i, hvordan man plejer at producere modgift.

Når gift fra for eksempel monokel-kobraen (Naja kaouthia) trænger ind i et dyr, prøver kroppen at bekæmpe det med relevante antistoffer, ligesom med andre sygdomme.

»Ulemperne ved nuværende modgift er, at man laver det ved at sprøjte gift ind i dyr og venter på, at deres immunforsvar udvikler antistoffer,« forklarer Line Ledsgaard Jensen, nyslået ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel.

Antistofferne fra det forgiftede dyr kan så bruges som modgift til mennesker, da man ved, at de kan bekæmpe giften. Men dyrets antistoffer er ikke menneskelige og kan derfor opfattes som fremmedlegemer af et forgiftet menneskes eget immunforsvar.

Når man udvinder modgift fra dyr, er det desuden ikke alle antistofferne, der er relevante for gift-bekæmpelse, da forholdene ikke kan kontrolleres helt, og hvert irrelevant antistof øger risikoen for bivirkninger.

Da denne type produktion af modgift ovenikøbet er svær at opskalere, har Line Ledsgaard Jensen og hendes hold haft god grund til at prøve at komme på noget helt nyt:

»Tidligere lavede man også insulin i dyr, indtil man fandt ud af at producere den in vitro (under laboratorieforhold uden for en levende organisme, red.).«

»Det er samme princip, vi prøver at udnytte her, ved at gå fra modgiftsproduktion i heste til produktion i laboratoriet,« forklarer hun.

Modgift laves ofte ved at tage gift og sprøjte den i husdyr, der så bliver resistente. (Foto: Shutterstock)

Forskere 'fisker' længe efter det rigtige antistof

I det nye forsøg er det monokel-kobraens gift, forskerne har brugt, da den kun består af én gifttype, så forsøget kan fokusere på at finde det bedste antistof mod det.

Til at finde det rigtige antistof bruger forskerne en teknologi kaldet fag-display, som opstiller et ‘bibliotek’ af forskellige antistoffer, der svømmer rundt som fisk i en sø.

Og som de rene lystfiskere sænker forskerne så kobra-giften ned blandt antistofferne og venter på at ‘få bid’ - altså på, at et antistof binder sig til giften for at bekæmpe den.

De ved så, at dét antistof virker godt mod giften, hvilket afslutter fase 1. Men fisketuren slutter ikke dér.

»Vi isolerer så antistoffet og forsøger at optimere dets effektivitet ved at sammenligne det med dets andre varianter,« fortæller Line Ledsgaard Jensen.

Antistofferne består nemlig af fire proteinkæder, to såkaldte ‘lette’ og to ‘tunge’ kæder.

De tunge kæder har størst effekt på stoffets evne til at binde sig til giften, men forskerne vil også finde de lette kædetyper, der bedst kan hjælpe de tunge med gift-arbejdet.

Derfor laver de et nyt ‘bibliotek’, denne gang med antistoffer med samme tunge kæde som før, men med forskellige lette kæder på. Og så fisker de igen for at finde den bedste kombi.

Metodens resultater indtil videre kun testet på mus

Både efter fundet af det gode antistof og efter optimeringen af det blev den resulterende modgift testet på laboratoriemus.

Og selvom modgiften i første omgang fungerede fint, blev den op til otte gange så effektiv, efter den blev optimeret.

Line Ledsgaard Jensen er derfor begejstret for resultatet, selvom hun påpeger et par ting, man skal huske ved denne type forsøg:

»For det første brugte vi jo en simpel gift, der kun bestod af ét toxin. Mange slangers gift, som den sorte mambas, indeholder forskellige toxiner, der kræver forskellige antistoffer.«

»Derudover var det her jo et musestudie, hvor vi gav forsøgsdyrene en afmålt mængde gift, der normalt ville dræbe dem,« påpeger hun:

»Virkelighedens slanger er knap så flinke og pumper virkelig løs med deres gift, men vi har demonstreret, at optimeringen af antistoffet til modgiften øger chancen for overlevelse.«

Med fag-display kan man isolere og dyrke menneske-egnede antistoffer mod gift i stedet for at hente dem fra dyr. (Foto: Line Ledsgaard Jensen)

Nytænkende at bruge fag-display til slangegift

Peter Kristensen, lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet, har læst studiet igennem for Videnskab.dk og mener, at resultaterne ser fine ud.

»Selve metoden og måden anvendt til forbedring af antistofferne følger standardproceduren for den slags forsøg. De viste resultater virker derfor pålidelige og gennemarbejdede,« forklarer han.

Han påpeger også, at fag-display-teknologien både er vidt kendt og anvendt, blandt andet da den vandt en Nobelpris i 2018. Det har Videnskab.dk skrevet om i artiklen Nobelprisen 2018 i kemi går til enzymforskning og identifikation af antistoffer.

»Men forskernes innovation består i at bruge teknologien på et interessant område, nemlig til at udvikle slange-modgift, der ellers ofte overses sammenlignet med andre sygdomme. Der er forholdsvis få forskningsgrupper i verden, der arbejder på at udvikle humane antistoffer ved hjælp af fag-display-teknikken,« siger Peter Kristensen.

Line Ledsgaard Jensen håber, at udvikling af metoden ikke bare kan føre til bedre modgift uden bivirkninger, men også gøre masseproduktion og adgang til medicinen bedre.

Det nye studie er udgivet i det antistof-fokuserede tidsskrift mAbs.