Nyt studie: Virtual Reality kan måske kurere dine fobier
13 juli 2018

Kan kriblende edderkopper, faretruende højder eller små, lukkede rum få det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig?

Så kan det være, Virtual Reality (VR) kan være løsningen.

Det skriver The Independent.

Oxford-forskere har nemlig brugt teknologien i et forsøg på at behandle patienter, der var diagnosticeret med stærk fobi for højder. I alt 100 personer, der led af voldsom højdeskræk, meldte sig til forsøget, og halvdelen fik en behandling med VR.

69 procent i VR-gruppen fik det så meget bedre, at deres højdeskræk ikke længere kunne klassificeres som en fobi rent klinisk.

Behandlingen bestod af 6 gange 30 minutters VR-sessioner over 2 uger. Patienterne startede med at se en fiktiv karakter, der talte med dem om, hvad deres frygt bestod i, og forklarede, hvorfor mennesker oplever fobier.

Dernæst blev de ført gennem en ti-etagersbygning, hvor de skulle løse opgaver på hver etage. Eksempelvis at stå tæt på kanten, læne sig ud over noget for at redde en kat eller krydse en bro højt oppe.

Resultaterne er »meget lovende« i forhold til VR ifølge Mark Hayward, der er professor i psykologi ved University of Sussex, som ikke har været en del af studiet.

Men ved mere seriøse psykologiske sygdomme som psykose vil der stadig være brug for en 'rigtig' psykolog, understreger han til The Independent

Studiet er publiceret i tidsskriftet The Lancet Psychiatry.

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.