Nyt studie: Piger med autisme overses oftere, fordi de skjuler deres tilstand
Piger camouflerer autisme

Langt flere drenge end piger diagnosticeres med autisme. En del af forklaringen lader til at være, at pigerne er gode til at skjule deres autistiske træk i sociale sammenhænge. (Billede: Shutterstock)

Langt flere drenge end piger diagnosticeres med autisme. En del af forklaringen lader til at være, at pigerne er gode til at skjule deres autistiske træk i sociale sammenhænge. (Billede: Shutterstock)

Kilde: 
23 oktober 2020

Drengebørn diagnosticeres oftere og tidligere med autisme end pigebørn, og udgør hele 80 procent af tilfældene.

Ifølge et nyt studie er en del af forklaringen, at pigerne camouflerer (skjuler) deres autisme, når de omgås andre, skriver The Guardian.

Derfor går der ofte meget længere tid, før piger med autisme eller autistiske træk bliver diagnosticeret.

»Camouflering er i sig selv noget, som kan føre til vanskeligheder. Det er stressende og anstrengende,« siger forsker Julie Hadwin fra Liverpool Hope University, ifølge The Guardian.

»Piger beskriver camouflering som konstant at skulle være nogen, man ikke er. Og det er selvfølgelig rigtig svært at opretholde.«

Målet med studiet var at undersøge, hvordan autisme manifesterer sig på forskellig vis hos henholdsvis drenge og piger.

Studiet omfattede 84 deltagere mellem 8 og 14 år gamle, både autistiske og ikke-autistiske drenge og piger, skriver The Guardian.

Ved at lave tegninger i samarbejde med forskerne, hvor de skulle skiftes til at tegne, blev deltagerne målt på en pointskala for deres gensidighed, fleksibilitet og evne til at kunne følge andres initiativ.

Blandt de kvindelige deltagere var resultaterne næsten identiske: de autistiske piger havde en ‘gensidigheds-score’ på 2.91 point mod 2.89 point hos pigerne uden.
De autistiske drengebørn havde derimod 2.16 point mod 3.22 point hos de ikke-autistiske drenge, og havde altså noget sværere ved at arbejde sammen end de autistiske piger, skriver The Guardian.
Forskerne håber, at kunne sprede kendskabet til camoufleringsadfærden hos de autistiske piger, så de kan diagnosticeres hurtigere og få støtte hurtigst muligt.

»Vi arbejder med mange autistiske unge kvinder, som er nået et krisepunkt efter at have kæmpet (med autisme, red.) i årevis uden at få den hjælp, de har brug for,« fortæller Jolanta Lasota fra velgørenhedsorganisationen Ambitious about Autism, ifølge The Guardian.

Forskningen blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of Autism and Developmental Disorders.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.