Nyt studie om vaping-sygdom: »Pilen peger på tilsætningsstoffer - ikke selve e-cigaretterne«
Mere end 2.000 amerikanske e-cigaret-dampere endte på hospitalet med lungeskader som følge af vaping. Hvad er årsagen til den mystiske sygdom?

EVALI-udbruddet førte til ny regulering af e-cigaretter på føderalt plan og i visse delstater. Men hvis målsætningen var at reducere forekomsten af lungesygdom, slog tiltagene fejl, ifølge amerikansk forsker. (Foto: Shutterstock)

EVALI-udbruddet førte til ny regulering af e-cigaretter på føderalt plan og i visse delstater. Men hvis målsætningen var at reducere forekomsten af lungesygdom, slog tiltagene fejl, ifølge amerikansk forsker. (Foto: Shutterstock)

I 2019 blev adskillige amerikanere indlagt på hospitalet med åndedrætsbesvær. De første tilfælde fandt sted i april, og antallet af tilfælde toppede i september.

Lungelidelsen fik navnet EVALI, som står for 'e-cigarette or vaping product use-associated lung injury'.

Symptomerne var influenzalignende, og nogle af patienterne havde mavesmerter, smerter i brystkassen og kastede op. Mange af de ramte var unge og ellers sunde og raske.

Fælles for patienterne var, at de havde inhaleret nikotin- eller cannabisholdig væske fra e-cigaretter. 68 personer er afgået ved døden af sygdommen i USA.

Forskeren Abigail Friedman har undersøgt, om der er sammenhæng mellem, hvor mange der har inhaleret dampe fra e-cigaretter, hvilket amerikanerne kalder 'vaping', og antallet af syge i de forskellige amerikanske delstater.

Hun er universitetslektor ved Yale School of Public Health og arbejder med folkesundhed og tobak.

Færre sygdomstilfælde i delstater med stort forbrug 

Abigail Friedman undersøgte, hvor mange personer i hver stat blev ramt af sygdommen per 100.000 indbyggere mellem 12 og 64 år.

Det sammenlignede hun med brugen af e-cigaretter og cannabis i perioden 2017-2018 i hver delstat.

»Hvis brugen af e-cigaretter eller marihuana i sig selv førte til udbruddet, bør områder med mere af denne adfærd vise en højere EVALI-forekomst,« siger forskeren i en pressemeddelse.

Men det var ikke tilfældet. Hun fandt tværtimod færre sygdomstilfælde per 100.000 indbyggere i delstaterne med størst brug af e-cigaretter og cannabis.

Den højeste forekomst var i en klynge af syv stater i den nordlige del af det amerikanske Midtvesten.

»Fundene er mere konsistente med, at lokalt tilgængelige e-væsker eller tilsætningsstoffer var årsag til EVALI-udbruddet, end at et meget anvendt nationalt tilgængeligt produkt står bag,« siger Abigail Friedman.  

Pilen peger på vitamin E-olie

Fundene indikerer, at olie med vitamin E-acetat står bag udbruddet. Vitamin E-acetat er et olieprodukt, som almindeligvis bliver anvendt i hudcreme.

Det er set, at illegale sælgere har blandet stoffet i cannabis-olie som et fortykningsmiddel, så olien fremstår som mere potent.

I et studie publiceret i The New England Journal of Medicine fandt forskerne E-acetat i lungeprøver fra 48 ud af 51 patienter.  Stoffet blev ikke fundet blandt en kontrolgruppe af raske brugere af hverken e-cigaretter eller almindelige cigaretter, og det blev heller ikke fundet hos ikke-rygere.

47 af patienterne i studiet fortalte, at de havde brugt cannabis eller havde påviselige spor af virkestoffet THC i kroppen. Det gjaldt også for 9 ud af 11, som fortalte, at de havde brugt rusmidlet.

EVALI-udbruddet førte til ny regulering af e-cigaretter på føderalt plan og i visse delstater. Men hvis målsætningen var at reducere forekomsten af lungesygdom, slog tiltagene fejl, ifølge Abigail Friedman.

Ulovlig cannabisbrug

Kun én af delstaterne med den højeste prævalens tillod rekreativ brug af cannabis. 

Der var flest delstater med legalt cannabisbrug i gruppen med mindst sygdomsforekomst.

I to af staterne med højest sygdomsforekomst er det forbudt at ryge medicinsk marihuana. Det indikerer muligvis, at væskerne, som patienterne har dampet, er købt på det illegale marked,  foreslår forskeren.

»Hvis lovgivningen har ført til, at en del marihuanarygere er gået over til at inhalere e-væske, som indeholder THC – tetrahydrocannabinol (det psykoaktive virkestof i cannabis, red.) - muligvis for at undgå at blive opdaget - har det øget risikoen for eksponering for forurenede e-væsker. Det har muligvis bidraget til større EVALI-forekomst i disse delstater.«

Studiet leverer ikke evidens for årsagen til sygdommen, men peger blot på en negativ sammenhæng mellem vaping og sygdom i de forskellige delstater.

For langsom kommunikation

Karl Erik Lund er seniorforsker ved den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI). Han har tidligere talt for e-cigaretter som et mindre skadeligt alternativ for rygere.

Han mener, at det nye studies fund er i tråd med anden forskning.

»I delstater med reguleret salg af cannabis er der mindre behov for illegalt salg og dermed mindre risiko for, at brugerne bliver eksponeret for manipulerede produkter med fortykningsmidler. Det er derfor ikke så mærkværdigt, at forekomsten af EVALI er mindre i disse stater,« skriver han i en email til  forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Karl Erik Lund er kritisk overfor risiko-kommunikationen omkring udbruddet. Han mener, at tvivlen om, hvorvidt e-cigaretterne stod bag udbruddet, blev holdt i live så længe som muligt.

e-cigaretter lungesygdom fedtlungebetændelse akut diagnose E-vitamin e-væske THC cannabis sorte marked CBD risiko lipidfyldte makroflager

Nogle amerikanere har måske forsøgt at skjule deres cannabisforbrug ved at bruge e-cigaretter. Det kan have ført dem ud på et illegalt og farligt marked, vurderer forsker. (Foto: Shutterstock)

Svært for forskerne at trænge igennem

»Risikokommunikationen omkring EVALI-udbruddet i USA illustrerer, hvor svært det er for forskerne at trænge igennem med informationer, som korrigerer misforståelser, som - hvis de bliver opretholdt - tjener en bestemt politisk eller ideologisk vision.«

Han referer til en artikel i tidsskriftet Addiction, hvor forskerne har gransket, hvad sundhedsmyndighederne og medierne har rapporteret om udbruddet.

Forskerne skriver at det amerikanske føderale etat Center for Disease Control (CDC) nølede med at afsløre, at mange af patienterne havde inhaleret cannabisolie i stedet for e-cigaretvæske.

»Der gik adskillige måneder, før CDC erkendte det og informerede om det,« siger Karl Erik Lund. Han tilføjer:

»I mellemtiden indførte flere lande og delstater i USA strenge restriktioner ud fra en forudsætning om, at e-cigaretterne var årsagen.«

Karl Erik Lund mener, at det havde to skadelige effekter:

  • Rygerne blev skræmt væk fra at skifte cigaretterne ud med de mindre skadelige e-cigaretter
  • Unge THC-brugere blev ikke informeret tilstrækkeligt om risikoen ved at bruge cannabisolie købt på det illegale marked.

Flere årsager til udbruddet

Var cannabisolie årsagen til alle sygdomstilfældene?

Andre lande har ikke rapporteret om de samme typer lungeskader, og 14 procent af patienterne hævdede, at de kun brugte e-cigaretvæske, ifølge CDC.

»Det er ikke muligt at tilsætte vitamin E-acetat i alkoholbaserede nikotin-e-væsker. Det er aldrig sket, og det forklarer, hvorfor problemet næsten er ukendt udenfor USA, samt hvorfor det ikke er observeret i den tid, som nikotinholdige e-cigaretter har været på markedet,« siger Karl Erik Lund.

»Modstanderne af e-cigaretter benyttede imidlertid situationen til at holde liv i ideen om, at e-cigaretterne alligevel var årsagen. Forvirringen blev forstærket af, at nogle af EVALI-patienterne af forskellige årsager ikke ville indrømme, at de havde brugt e-cigaretterne til at inhalere damp fra THC-holdig væske - muligvis fordi det er forbudt i mange delstater og genstand for sanktioner.«

Ikke uden sundhedsrisici

For nylig var der et nyt udbrud i Minnesota. E-acetat blev fundet i samtlige de 11 vaping-produkter, som 2 patienter indleverede til analyse ifølge avisen Star Tribune.

CDC skriver imidlertid, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for at kunne udelukke, at andre kemikalier også kan have forårsaget sygdommen. 

Det kan jo hænde, at en del af tilfældene havde en anden årsag end E-acetat, selvom man endnu ikke har været i stand til at identificere andre stoffer, som muligvis spillede en rolle i udbruddet.

Brugen af e-cigaretter er ikke uden sundhedsrisici. For nylig advarede hjerteforskere om, at vaping er skadeligt for hjertesundheden.

Vi kender endnu ikke de helbredsmæssige konsekvenser ved langtidsbrug af e-cigaretter, men studier viser, at visse smagsstoffer kan beskadige celler i laboratorieforsøg.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.