Næsen begynder at løbe, øjnene klør og det ene nys efter det andet skærer igennem luften. Hunden logrer lige entusiastisk. Den forstår ikke, at det er dens tilstedeværelse, der har sat gang i symptomerne.
Hele 14 procent af voksne danskere lider nemlig af kæledyrsallergi, og en god del af dem er utvivlsomt ærgerlige over det.
Men nu er der måske grund til forsigtig optimisme.
Forskere fra Osaka Prefecture University har nemlig for første gang fremlagt kvalificerede bud på, hvilke specifikke dele af molekylerne fra hunde der giver allergi. Denne opdagelse kan på sigt lede til en vaccine mod hundeallergi.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Over årene er det lykkedes forskere at identificere syv forskellige hunde-allergener - molekyler og molekylære sturkturer, der binder sig til antistoffer i mennesker og hos nogle resulterer i et voldsomt immunrespons.
Ét af disse syv allergener, Can f 1, er dog overrepræsenteret: Ikke mindre end 50-75 procent af hundeallergikere er overfølsomme over for netop dette molekyle. Det findes i hundens tunge, spytkirtler og hud.
Det er netop ud fra dette allergen, forskerne håber en dag at kunne udvikle en slags vaccine.
»Vi vil gerne kunne præsentere en lille dose for immunsystemet for at træne det, på samme måde som vi også gør med vacciner,« fortæller Takashi Inui, hovedforfatteren bag det nye studie, i pressemeddelelsen.
Det har dog endnu lange udsigter. Det nye studie er kun første spadestik, og for at kunne udvikle en egentlig kur mod hundeallergi, skal hver af de identificerede kandidater undersøges nøje.
Helt specifikt leder man efter såkaldte epitoper - de specifikke dele af et antigen, der bliver genkendt af immunforsvaret og igangsætter et respons.
Er du en af dem, der må undgå pelsdyr for dine luftvejes skyld, må du altså væbne dig med tålmodighed.
Studiet er publiceret i The Federation of European Biochemical Societies Journal.