Nyt forskningsprojekt: Hvad sker der, når du møder en ulv i Danmark?
Ulv dyr dansk natur farlige forskningsprojekt Norge

Er ulve farlige for mennesker eller ej? Det skal nyt forskningsprojekt undersøge. (Foto: Shutterstock)

Er ulve farlige for mennesker eller ej? Det skal nyt forskningsprojekt undersøge. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
09 august 2019

Få møder mellem menneske og dyr har skabt så hidsig debat i Danmark som ulvens genkomst.

Men hvordan reagerer det store rovdyr egentlig her i Danmark, når et menneske nærmer sig?

Det er der faktisk ikke rigtig nogen, der ved, men det vil et nyt projekt forsøge at finde ud af, skriver DR.

»Der har været snak om, at ulvene skulle opføre sig anderledes herhjemme, hvor de er tættere på bebyggelse, men vi ved faktisk overhovedet ikke, hvordan de opfører sig,« siger Peter Sunde til DR.

Han er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet og en af initiativtagerne til forskningsprojektet, der vil observere, hvordan ulve reagerer, når de møder mennesker. 

  • Projektet går ud på at GPS-mærke ulve, og derigennem lade frivillige mennesker opsøge dem og gå tæt forbi dem.

  • På GPS’en vil man så observere, hvad ulvene gør, når et menneske nærmer sig.

»Når man så et stort antal gange over tid har registreret deres reaktionsmønster, så kan man begynde at skabe sig et billede af, hvad en ’normal ulv’ vil gøre, når den bliver forstyrret af et menneske,« forklarer Peter Sunde til DR.

Norge er et af de andre lande, der er med i forskningsprojektet, og der har man allerede GPS-mærket fire ulveflokke, oplyser NRK. I de indledende forsøg har ulvene enten trukket sig eller skjult sig.

Hvilket ikke er overraskende. Et lignende forskningsprojekt blev lavet i Sverige i 2004, og der så man, at ulvenes normale reaktion overfor mennesker var at løbe væk. 

I de norske forsøg skal ulvene i fremtiden møde folk i forskellige størrelser, køn og antal, samt med og uden hund. Dermed vil forskerne observere, om nogle faktorer fremkalder en anden reaktion hos ulvene, skriver DR.

På samme måde håber Peter Sunde også at blive klogere på den sparsomme danske ulvebestand med det nye forskningsprojekt.

Læs også: Hvad skal man gøre, hvis man bliver angrebet af en ulv?

Læs også: Hvordan lærer man bedst ulve, at mennesker er farlige?

Læs også: Ulve er mindre aggressive end hunde

ski

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.