Da lægemidlet ibuprofen kom under mistanke for at forværre COVID-19, manede Lægemiddelstyrelsen i Danmark til ro, da der ikke fandtes dokumentation for, at ibuprofen skulle kunne forværre COVID-19.
Sammen med Syddansk Universitet og Aarhus Universitet iværksatte Lægemiddelstyrelsen en undersøgelse, der nu er offentliggjort resultater fra. Det skriver DR.
»Vores undersøgelser viser, at de patienter, som for eksempel bruger ibuprofen, ikke oftere bliver indlagt, overført til intensivafdelinger, lagt i respirator eller døde i forhold til dem, som ikke brugte lægemidlerne,« fortæller Anton Pottegård, der er professor ved Syddansk Universitets Afdeling for Klinisk Farmakologi og Farmaci, og som selv har været med til at lave undersøgelsen, til DR.
Ibuprofen - der er det virksomme stof i lægemidlet Ipren - er smertestillende medicin, der virker ved at nedsætte produktionen af en type signalstoffer kaldet prostaglandiner, som fremkalder feber, gør blodkarrene lidt utætte og fremmer smerte.
Stoffet er symptombehandlende og kan ikke bruges mod selve virus. I Danmark kan det købes som håndkøbsmedicin.
Ibuprofen er et NSAID-lægemiddel (Non Steroidal Anti-Inflammatory Drug).
NSAID'er er en større gruppe lægemidler, som har en betændelsesdæmpende- smertestillende- og febernedsættende effekt.
Forskerne har brugt data fra 9.326 danskere i undersøgelsen. De testede positiv for COVID-19 mellem den 27. februar 2020 og den 29. april 2020.
248 af disse personer havde en recept på et NSAID-lægemiddel i de 30 dage op til, at de pådrog sig COVID-19.
Undersøgelsen er udgivet i det medicinske tidsskrift PLOS Medicine.