Nys, løbende næse og øm hals føles værre for ensomme
Kilde: 
03 april 2017

Som om det ikke var slemt nok at være forkølet, så viser et nyt studie, at dine symptomer føles værre, hvis du samtidig er ensom.

Det er konklusionen i et amerikansk studie, der dog ikke finder en sammenhæng mellem ensomhed og risikoen for at blive forkølet. Det skriver the Guardian.

Symptomerne i sig selv bliver heller ikke værre - kun oplevelsen af dem.

De amerikanske forskere bad 213 raske voksne besvare en række spørgsmål omhandlende deres følelse af ensomhed, deres sociale netværk og deres humør.

Herefter blev de alle med næsedråber inficeret med en ganske almindelig forkølelse og brugte herefter fem dage i karantæne på at skrive alle deres symptomer ned. Nys, løbende næser og ømme halse eksempelvis.

Samtidig skulle de vurdere graden af deres symptomer på en skala fra 1 til 5.

159 af testpersonerne udviklede en forkølelse og havde dermed et datasæt, der kunne bruges i studiet.

Ud fra faktorer som alder, køn, årstid, uddannelsesniveau, indkomst og humør kunne forskerne analysere sig frem til, at de, der følte sig ensomme, vurderede deres symptomer som værende hårdere at håndtere. Mængden af slim hos testpersonerne gav dog grundlag for at konkludere, at de ensomme testpersoner ikke var mere fysisk syge end de øvrige.

Samtidig så forskerne, at størrelsen på ens sociale netværk ikke var afgørende. Det var til gengæld kvaliteten af deltagernes relationer.

Medforfatter til studiet Angie LeRoy fra Rice University siger dog til the Guardian, at studiet ikke nødvendigvis viser, at det er ensomhed, der direkte bevirker en oplevelse af værre symptomer. Ensomme mennesker har for eksempel tendens til at sove mindre og dårligere end andre, og det kan også have en effekt.

Til gengæld kan studiet, i kombination med tidligere studier, bruges til at sætte fokus på ensomheds negative påvirkning af helbreddet og vigtigheden af, at læger og sundhedspersonale er opmærksomme på patienters mentale helbred.

Selv når det blot gælder en uskyldig forkølelse.

Studiet er udgivet i Health Psychology.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.