Et nyt studie, der blev publiceret i tidsskriftet The British Medical Journal, indikerer, at abekopper kan være skyld i nogle nye, ubehagelige symptomer.
Forskerne, der er fra Guy’s and St Thomas’ NHS Foundation Trust i London, undersøgte 197 mænd med abekopper. Her viste det sig, at 71 af mændene oplevede smerter i endetarmen, mens 31 oplevede, at deres penis var svulmet op.
Ifølge en af forskerne bag studiet, Julia Bilinska, der er medicinsk læge, er der usikkerhed om, hvad de nye symptomer skyldes.
Abekopper er ofte skyld i udslæt og blærer på kroppen, der på et tidspunkt bliver til sår og skorper. Alle 197 mænd fra studiet havde også sår i huden eller slimhinderne ved munden eller i skridtet, og de fleste oplevede også feber og muskelsmerter.
Men opsvulmet penis og smerter i endetarmen er et nyt symptom, der endnu ikke er et anerkendt symptom i World Health Organization’s beskrivelse af sygdommen.
25. juli tilføjede Storbritanniens svar på Sundhedsstyrelsen dog ‘sår på genitalierne, i anus og omkringliggende område’ til listen af abekoppesymptomer.
I alt blev 20 af de 197 mænd indlagt på hospitalet. Otte blev indlagt for smerter i endetarmen, og fem var for opsvulmet penis. Julia Bilinska og hendes kollegaer er dog usikre på, hvorfor de nye symptomer er begyndt at dukke op.
»Det kan indikere et skifte i sygdommens naturlige udvikling (sygdommen muterer og udvikler sig, red.), eller det kan skyldes måden sygdommen bliver overført på. Det er et spørgsmål, der fortjener meget mere forskning,« siger Julia Bilinska.
196 ud af 197 af de undersøgte mænd var enten homoseksuelle, biseksuelle eller andre, der har sex med mænd.
En potentielt vigtig detalje i studiet er også, at 70 af mændene er positive med HIV, og 56 havde sexsygdomme såsom klamydia og gonorré. Forskerne bag studiet understreger også, at to infektioner på samme tid kan gøre symptomer værre.
jso