Nu er tuberkulose praktisk talt uhelbredelig
Nyt studie fra Sydafrika viser, at tuberkulose nu findes i en form, der er totalresistent over for antibiotika. Sygdommen skal isoleres hurtigst muligt, mener dansk forsker.

Tuberkulose er en infektionssygdom, som typisk sætter sig i lungerne. Den kan opdages i det slim, også kaldet sputum, som sidder i de nedre luftveje. (Foto: Center for Disease Control and Prevention)

 

Tuberkulose er den mest dræbende infektionssygdom i verden. Igennem historien har den betydet massevis af dødsfald i Danmark og resten af verden. Indtil man opfandt brugen af antibiotika, var der ingen måde at behandle tuberkulose på.

Antibiotika var dengang løsningen på tuberkuloseproblemet, men nu er sygdommen blevet fundet i en udgave, der er immun over for antibiotikabehandling på klinikker i Sydafrika. Det viser et nyt studie, der netop er offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Emerging Infectious Diseases.

»Det her er noget, man skal være bekymret for på globalt plan. Sådanne ting spredes. Det er vigtigt, at sygdommen identificeres og isoleres hurtigt muligt,« siger professor og forskningschef ved Statens Serum institut, Peter Lawætz Andersen.

Patienter tror, de er kurerede

Behandlingen af tuberkulose er langvarig og omkostningsfuld, selv når man har de rigtige antibiotika til rådighed. Et behandlingsforløb varer typisk mellem seks til ni måneder, og under en så lang periode kan sygdommen nå at udvikle resistens over for medicinen.

De senere år er både multiresistente og ekstremt resistente udgaver af tuberkulose dukket op, som er svære at behandle med antibiotika, og nu er der altså registreret tilfælde af fuldkommen resistent tuberkulose.

»Tuberkulose har en meget lang behandlingstid, og patienten vil typisk få det bedre allerede efter en måned. Så kan det være, at patienten begynder at slække på behandlingen, eller måske endda sælger sin medicin, og så kommer infektionen tilbage i en mere resistent form,« siger Peter Lawætz Andersen.

Dårlig behandling kan være skyld i resistens

Tuberkulose er meget udbredt i fattige lande, der ikke har de nødvendige ressourcer til et langt behandlingsforløb. De behandlinger, der ikke er blevet gennemført godt nok, kan være årsagen til den resistente tuberkulose, der nu er dukket op, mener forskningschef, Peter Lawætz Andersen.

Den betragtning er Troels Lillebæk, afdelingschef for Nationalt Referencelaboratorium for Tuberkulose og Mykobakterier på Statens Serum Institut, enig i.

Fakta

Tuberkulose er den mest almindelige infektionssygdom i verden i dag. Den sætter sig typisk i lungerne, og symptomerne er hoste, blodigt spyt, feber og vægttab. Behandlingen af tuberkulose er langvarig og dyr. Den skal bekæmpes med fire forskellige antibiotika på samme tid, og det er derfor et stort problem i fattige lande, hvor der ikke er råd til at behandle. WHO anslår, at 1,4 millioner mennesker døde af sygdommen i 2011.

»I tuberkulosebakterien sker der hele tiden spontane mutationer, der kan føre til resistens. Derfor behandler man med flere forskellige antibiotika, så risikoen for, at bakterien udvikler resistens til flere antibiotika på samme tid, bliver væsentligt mindre. Problemet opstår, når patienten enten ikke får en stor nok mængde eller kun får nogle af stofferne,« siger han.

Totalresistens kræver eksperimentel behandling

Hvis man har den totalt resistente tuberkulose under udbrud, så er der ikke meget håb forude. Alle de anerkendte lægemidler, man ellers ville gribe til har nemlig ingen effekt mere, og så må man eksperimentere.

»Hvis man får den totalresistente tuberkulose, så har man et rigtigt stort problem. Så er man nødt til at forsøge sig med nogle eksperimentelle behandlinger, der endnu ikke er godkendte,« siger Troels Lillebæk, der er ekspert i tuberkulose ved Statens Serum Institut.

Han mener dog alligevel, at man i Danmark har bedre muligheder for at overleve sygdommen, end man har i Sydafrika, hvor den netop er blevet registreret.

»Hvis man har en patient, der er døende, så får man nok alligevel lov til at behandle med nye og alternative præparater, som man ikke helt kender virkningen af. Det er dog præparater, som vi i Danmark har adgang til, og som nok er sværere at opstøve i Sydafrika,« siger han.

Dansk vaccine mod tuberkulose er på vej

På Statens Serum Institut arbejder forskningschef Peter Lawætz Andersen på en vaccine mod tuberkulose. Han mener, at tidlig diagnosticering og vaccination er den bedste måde at bekæmpe sygdommen på.

»Det vigtige er at fange dem, inden sygdommen bryder ud. Tuberkulose fungerer på den måde, at man sagtens kan bære smitten uden at være syg. Infektionen venter på svaghedstegn i immunsystemet, og så slår den til. Vi arbejder på en vaccine, der forhindrer, at sygdommen bryder ud,« siger han.

Peter Lawætz Andersen har store forhåbninger til den danske vaccine, selvom det kan være vanskeligt at forudsige virkningen.

Antibiotika kan ikke længere anvendes mod en ny resistent tuberkulose. (Foto: Colourbox)

For nyligt afprøvede man en vaccine imod tuberkulose udviklet på University of Oxford med skuffende resultater. Vaccinen blev afprøvet på to forskellige grupper af tuberkuloseramte børn i Sydafrika. Den ene gruppe fik en placebo-vaccine, mens den anden fik den rigtige.

Men resultaterne var nedslående. Der var således kun 17 procent færre tuberkulosetilfælde hos gruppen, der havde modtaget vaccinen, men Peter Lawætz Andersen tror mere på den danske vaccine.

»Vores vaccine indeholder det samme antigen som den fra Oxford, men derudover så indeholder den også to andre. Vi spiller altså på flere strenge,« siger han.

 

Hvem skal kureres?

Jens Lundgren, der er ekspert i virussygdomme ved Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet, kan fortælle, at der er mere håb og flere nye medikamenter forude.

»Vi behandler tuberkulose på den samme måde, som vi gjorde for 30-40 år siden, men efterhånden som der er kommet kommerciel interesse, er der også kommet skub i udviklingen af nye medikamenter,« siger han.

Et af de nye medikamenter mod tuberkulose er stoffet TMC-207, der også har det næsten mundrette navn Bedaquiline. Det blev godkendt i december måned af det amerikanske Food and Drugs Administration, og det er således det første nye godkendte lægemiddel mod tuberkulose de seneste 40 år.

»De nye lægemidler åbner dog op for en ny debat. Behandlingsforløbet tager jo mellem seks og syv måneder, så skal man give medicin til en person, der har smitten, men som endnu ikke er syg? Eller skal man kun give dem, der allerede er syge?« siger Jens Lundgren. 

Han mener, at vi i kampen mod tuberkulose er nødt til at spille på tre forskellige heste.

»Den nye medicin, hurtigere diagnosticering af de resistente bakterier og udvikling af en vaccine er de tre ting, vi skal fokusere på, og kan vi udvikle en vaccine, så vil det være utroligt godt for vores muligheder over for resistente sygdomme. Der er jo folk, der dør, som konsekvens af sygdomme vi ikke kan behandle,« slutter han.

Sådan blev undersøgelsen udført

Undersøgelsen, der fandt frem til den totalresistente tuberkulose, er foretaget af sydafrikanske forskere fra Stellenbosch University.

  • Undersøgelsen tog udgangspunkt i tal, der viste, at 58 procent af alle patienter, i det østlige Sydafrika, der havde en bestemt variant af resistent tuberkulose, døde inden for et år. Dette var patienter, der var under behandling, og forskerne ville derfor undersøge, hvorfor behandlingen var så ineffektiv.
     
  • I undersøgelsen indsamlede man sputum, som er slim, der hostes op fra de nedre luftveje, fra personer der var udsatte for tuberkulose i det østlige Sydafrika. Her viste prøverne, at der var tale om en totalresistent tuberkulose.
     
  • Den tidligere kendte sygdom XDR-TB, ekstremt resistent tuberkulose, er defineret af WHO ved at være resistent overfor mindst fire forskellige antibiotika.
     
  • Den totalresistente tuberkulose, som man fandt frem til i denne undersøgelse, er resistent overfor hele 10 kendte medikamenter mod tuberkulose, hvoraf syv af dem er antibiotika.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker