Nu er den her: Tinder for orangutanger
orangutang dating

Hun-orangutanger får fremvist videoer af potentielle partnere i Wilhelmina Zoo i Tyskland. I øjeblikket foregår et lignende eksperiment, som er blevet døbt 'Tinder for orangutanger', i Holland (Foto: Wilhelma Zoo)

Hun-orangutanger får fremvist videoer af potentielle partnere i Wilhelmina Zoo i Tyskland. I øjeblikket foregår et lignende eksperiment, som er blevet døbt 'Tinder for orangutanger', i Holland (Foto: Wilhelma Zoo)

Kilde: 
01 februar 2017

I et forsøg på at finde de rette mager til orangutanger har hollandske forskere og dyrepassere udviklet et program, som i pressen er blevet døbt »Tinder for Orangutanger.«

Det skriver The Guardian.

En 11-årig hun-orangutang fra primatparken Apenheul har på en tablet fået fremvist billeder af mulige partnere fra et internationalt avlsprogram, og adfærdsbiologer har undersøgt hendes reaktion på de potentielle partnere.

Orangutanger fra zoologiske haver skal potentielt rejse langt for at møde deres udkårne, og håbet er, at Tinder-programmet på forhånd kan give et fingerpeg om, hvilken mage orangutangen foretrækker, og dermed øge chancerne for succesfuld parring.

» Det går ikke altid godt, når en han og en hun mødes. Ofte er han-orangutangen nødt til at blive sendt tilbage til den zoo, han kom fra, uden at de har parret sig,« forklarer Thomas Bionda, adfærdsbiolog ved Apenheul primatpark, til det hollandske medie NOS.

Tinder-programmet er en del af et bredere forskningsprojekt mellem Apenheul og Leiden University, som går ud på bedre at forstå, hvilken rolle følelser spiller for orangutanger og bonobo-aber, skriver Phys.org.

Indledende resultater viser, at bonobo-aber reagerer stærkest på billeder af positiv adfærd, såsom seksuel aktivitet eller søgning efter lys, lyder det fra Apenheul-parken.

»Undersøgelsen viser, at primater er opmærksomme på deres jævnaldrendes følelser. Vi ved nu for eksempel, at bonoboer bruger kropssprog til at genkende følelser,« siger Apenheul-parken ifølge Phys.org.

Den 11-årige hun-orangutang er i øjeblikket midlertidigt suspenderet fra Tinder-datingen, eftersom hun har ødelagt skærmen på parkens tablet.

Et lignende dating-eksperiment er tidligere blevet udført af en den tyske Wilhelmina Zoo i Stuttgart.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.