Norsk studie: Populært styrketræningskoncept får ikke overvægtige kvinder til at tabe sig
Kilde: 
04 december 2018

Det ophavsrettighedsbeskyttede træningskoncept Bodypump, hvor man træner let, men med op mod 800-1.000 gentagelser på 55 minutter, er et af verdens mest populære styrketræningsprogrammer. 

Les Mills, selskabet bag, hævder, at man forbrænder 540 kcal på 1 session, men nu viser norsk forskning, at det tal er lidt højt sat.

Faktisk har Bodypump ringe effekt hos overvægtige kvinder, skriver Norges idrettshøgskole i en artikel bragt på Forskning.no. 

Forsker Anne Mette Rustaden, der står bag det nye studie, vil råder dog ikke til, at man dropper Bodypump, der måske kan have effekt for andre grupper end de overvægtige kvinder. 

Studiet har desuden nogle metodiske svagheder. Deltagernes kostvaner er ikke blevet undersøgt - de er blot blevet bedt om ikke at spise mere, end de plejer - og så har der desværre været et stort frafald af deltagere.

143 kvinder har deltaget i forsøget. Ingen var sygeligt overvægtige, men havde et BMI-tal på 30 eller over. Ingen af dem måtte have trænet aktivt de seneste 6 måneder.

Kvinderne blev inddelt i fire lige store grupper:

  1. Gruppetræning med Bodypump-konceptet
  2. Individuel styrketræning med hjælp fra en personlig træner
  3. Individuel styrketræning, kun med opstartshjælp af en personlig træner  
  4. Kontrolgruppe, der ikke skulle træne, men blot måles

Forsøget løb over 12 uger med træning 3 gange om ugen.

Kvinderne blev løbende målt på maksimal muskelstyrke, muskulær udholdenhed og fedtprocent, og resultatet lyder, at:

  • gruppen, der dyrkede Bodypump, hverken fik større muskelstyrke, udholdenhed eller en lavere fedtprocent.
  • dem, der trænede med personlig træner, fik øget styrke og udholdenhed, men fedtprocenten var uændret.
  • de, der trænede selv, fik også øget styrke og udholdenhed, men sammenlignet med gruppen, der fik vejledning af en personlige træner, øgede de ikke styrken i benene lige så meget.

I forhold til kalorieforbrænding var resultatet af det norske forsøg, at en omgang Bodypump forbrændte 300 kcal, altså noget under de påståede 540. En rask gåtur ville have samme effekt, forklarer Anne Mette Rustaden.

Direktør for markedsføring hos Les Mills, Lena Holmberg, har læst artiklen. Hun siger, at firmaets eget forskningsteam har dokumenteret en række sundhedsgevinster, som det norske studie ikke berører. Blandt andet, at det styrker skelettet. 

Påstanden om de 540 kcal per session bygger på et studie med 10 deltagere, der blev foretaget i Auckland i 1999.​

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.