Normalvægtige og tynde kan have det værre end tykke
Piger, der tror, de er overvægtige, er mere triste, end piger som rent faktisk er overvægtige. Samtidig er undervægtige drenge hårdt ramt, viser forskning gennem en ny metode.

Hvis du opfatter dig selv som overvægtig, er der risiko for, at du vil have det dårligt med dit spejlbillede, selvom du reelt ikke vejer for meget.(Foto: Colourbox)

Hvis du opfatter dig selv som overvægtig, er der risiko for, at du vil have det dårligt med dit spejlbillede, selvom du reelt ikke vejer for meget.(Foto: Colourbox)

Hvis du nogle gange tænker, at den tykke pige i klassen må have det hårdt, kan sagtens være, du tager fejl.

Overvægtige piger har i hvert fald generelt mindre tendens til at være depressive, end normalvægtige piger, der tror, de vejer for meget.

Det viser ny og grundig forskning fra Pennsylvania State University i USA, hvor psykologer har undersøgt data på over 12.000 teenagere.

»Vi bekymrer os tit om, hvordan overvægtige piger har det, og læger har en tendens til at tro, at piger med normal vægt har det godt med sig selv. Vores resultater viser, at det måske burde være lige omvendt,« siger Michelle L. Frisco, lektor i sociologi og demografi på Penn State, i en pressemeddelelse.

Flere faktorer med end i tidligere forskning

Normalt analyserer forskere enten:

hvordan unge har det, når de er overvægtige, eller

hvordan deres holdning til vægten påvirker deres livssyn

I dette studium har forskerne som nogle af de første kombineret de to punkter, så de unges vægt er kombineret med deres opfattelse af vægt - og har sammenholdt oplysningerne med deres svar på et spørgeskema, som kortlægger deres tendens til depression.

Den fremgangsmåde begejstrer en dansk psykologi-professor.

»Det er rigtigt godt at gøre det på den måde, for forestillingerne om ens egen krop er utroligt vigtige for, hvordan man har det, ja nogle gange mere vigtige end virkeligheden selv,« siger Ask Elklit, professor på Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.

Et studium i tråd med tiden

Ask Elklit uddyber:

»Forestillingerne styrer vores tanker og følelser. Nogle gange er det fortvivlende at opleve, at folk kan have noget, som andre ser som misopfattelser som for eksempel en skæv næse, for meget fedt på kroppen eller en anden fejl ved deres udseende. Det kan udløse symptomer, at man tror på, at man er forkert, og i kognitiv terapi drejer det sig netop om at ændre de forestillinger ved at få dem afprøvet og testet og få folk til at tænke anderledes.«

»Derfor giver sådan et studium god mening, og det går rigtigt godt i tråd med de behandlingsformer, som er effektive og in for tiden,« siger Ask Elklit.

Undervægtige drenge er meget fortvivlede

En anden konklusion i den amerikanske undersøgelse lyder, at undervægtige drenge er »meget fortvivlede« over at veje for lidt.

Frustrationen er væsentligt større end den, overvægtige drenge oplever over at veje for meget, og det får forskerne til at konkludere, at normalvægtige piger og undervægtige drenge er to hidtil oversete grupper, når man taler ægtproblemer.

Opdagelsen giver ret god mening, mener professor Ask Elklit.

»Stereotypier eller forestillinger omkring, hvordan man skal se ud - for eksempel fra billeder i reklamer - påvirker os meget. Jeg har oplevet et par gange i perapi med mænd, som ikke var så høje, at de følte sig underlegne og mindre mandige end andre mænd, der var højere.«

»For mænds vedkommende skal man helst have en 'tilpas' størrelse og vægt for at være mandig. Hvis man er splejset, kan man føle sig et godt stykke fra idealet, og det kan være et problem.«

Det kan være bedre at være tyk end tynd

Ifølge Ask Elklit kan det faktisk være bedre at være overvægtig, end at være tynd.

»Tit bliver overvægtige nærmest straffet, for eksempel fordi andre mener, at de skal arbejde med deres overvægt. Men der er også andre forestillinger forbundet med overvægt, for eksempel mere glæde og livsnydelse. Derfor er det ikke udelukkende negativt at være overvægtig, og det kan gøre en forskel for, hvordan man har det,« forklarer Ask Elklit.

Psykologens vurdering er helt på linje med de amerikanske forskere.

»Overvægtige teenagere har måske ikke så mange problemer, som vi hidtil har troet. Tidligere forskning kan have overset de vigtigste grupper: normalvægtige piger - som tror, de er overvægtige - og undervægtige drenge,« konkluderer de.

Realister med overensstemmelse mellem vægt og opfattelsen af deres krop har ifølge forskerne »ikke de store problemer« i forhold til depression.

Podcasten Brainstorm

Lyt til Videnskab.dk's podcast om hjernen, Brainstorm, herunder. Du kan også finde flere podcasts fra Videnskab.dk i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk