Neurovidenskab gør folk ukritiske
Folk tror mere på neurovidenskab end på psykologi. Det udnytter forskere og journalister – og det virker.

Glade ansigter er der kun at fortælle når medierne fortæller om neurovidenskab. (Foto: Shutterstock)

Medierne er vilde med neurovidenskab. Journalisterne hungrer efter neurovidenskabelige forklaringer på alle mulige psykologiske fænomener. Forskerne svarer beredvilligt, for at ride med på mediehypen. Folk tror simpelthen mere på neurovidenskabelige forklaringer af forskningsresultater end på 'rene psykologiske' forklaringer – også selvom forklaringerne er dårlige eller fuldstændigt irrelevante for resultaterne.

For at sætte det lidt på spidsen, så laver jeg her en evidensbaseret guide til forskere og journalister. Den hedder »sådan sætter du offentlighedens kritiske sans ud af funktion ved brug af hjerner«. Det er samtidig en guide til alle andre: ignorer disse tricks og fokuser på substansen.

Fif nummer 1: Illustrer dine resultater med hjerner

I artiklen 'Seeing is believing: The effect of brain images on judgments of scientific reasoning' i Cognition (2008), giver McCabe & Castel os vores første trick. Brug hjerner til at illustrere dine data – folk vil tro meget mere på dig.

McCabe & Castel bad 156 universitetsstuderende om at læse nogle artikler om neurovidenskabelige eksperimenter. De skulle svare på om »The scientific reasoning in the article made sense«. Hos nogle af de studerende blev artiklen suppleret med enten et søjle-plot eller en hjerne. Figuren illustrerede resultaterne i artiklen, men tilføjede ikke ny information. Deltagerne burde altså vurdere artiklerne ens, uanset figuren. Og ganske rigtigt, var der ikke var forskel på, om der var et søjle-plot eller ej. Men når der var en hjerne, svarede folk i højere grad, at argumentationen i artiklen gav mening.

Fif nummer 2: Brug neurovidenskabelige forklaringer

I artiklen 'The Seductive Allure of Neuroscience Explanations' i Journal of Cognitive Neuroscience (2008) , giver Weisberg (og kolleger) os vores andet trick. Brug neurovidenskabelige argumenter – også selvom det ikke er nødvendigt for at forklare dine resultater. Folk vil tro meget mere på dig. Og så er der en bonus: effekten er størst, hvis din forklaring er dårlig.

Weisberg bad 151 personer om at tage stilling til resultaterne fra 18 forskellige psykologiske eksperimenter. Til hvert forskningsresultat fik deltagerne fire forskellige forklaringer: to gode forklaringer og to cirkulære (dårlige) forklaringer. Den ene gode og dårlige forklaring var suppleret med en kort sætning om, hvilke områder i hjernen der kunne være involveret i dette eksperiment. Denne information var selvfølgelig helt irrelevant for resultaterne, men folk var 20% mere positivt stemt overfor neuro-forklaringerne – og effekten var endda størst for de dårlige forklaringer.

Fif nummer 3: Nævn ikke svagheder

I artiklen 'Contemporary neuroscience in the media'(2010), undersøgte Racine og kolleger hvordan neurovidenskabelige forskningsresultater blev rapporteret i medierne. Her finder vi vores tredie og sidste trick til forskerne: Nævn ikke svagheder ved din empiri eller fortolkning af resultaterne – så vil journalisterne skrive nogle dejligt ukritiske artikler om dig og din forskning.

Racine undersøgte i alt 1256 videnskabsjournalistiske artikler. Tonen var generelt optimistisk og uden dybde. De fandt blandt andet, at kun 17% af artiklerne nævner videnskabelige eller medicinske problemstillinger ved den forskning, de omtaler. Alle der har prøvet at forske, ved at der er svagheder i ethvert forskningsprojekt.

Sådan skelner du skidt fra kanel

Der følger en masse positiv opmærksomhed og penge med, når man klistrer 'neuro-' på sin forskning. Derfor bliver det brugt utroligt meget – også når det i virkeligheden handler om noget andet. Tænk bare på på de nye fagområder: neuromarketing, neuroæstetik, neurolaw (og neurolawyer!) og neuroteologi.

På den anden side, er neurovidenskaben ekstremt spændende og der udføres megen kvalificeret forskning, som bare får lidt medvind af neuro-fascinationen.

Mit forslag til at skelne skidt fra kanel er, at at du stiller du stiller dig selv to spørgsmål, når du læser neurovidenskab: 

  1. Er hjernen nødvendig for argumentet eller kommer der bare et par 'hjerne-sætninger' ind fra højre?
  2. Holder argumentet? En god øvelse er, om du ville tro på det, hvis der stod 'reakationstid i finger X' i stedet for "aktivitet i hjerneområde X"?

Godt nytår!

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.