PCB og DDE i mors mave giver fede døtre
Når mor spiser fisk og får miljøgiftene PCB og DDE i blodet, bliver døtrene tykke, viser ny dansk forskning. Kemikalier i mors mave har stor betydning for sundheden resten af livet, forklarer forsker.

Mere og mere forskning tyder på, at kemikalier er medvirkende til den igangværende fedmeepidemi. Dansk forskning viser, at PCB og DDE i mors mave giver fede døtre.(Foto:<a href="http://www.shutterstock.com/index-in.mhtml" target="_blank">Shutterstock</a>)

Mere og mere forskning peger på, at kost og manglende motion ikke alene kan forklare den igangværende fedmeepidemi, og at kemikalieforurening også bærer sin del af skylden.

Nu viser et nyt dansk studie, at der nok er noget om snakken.

Overvægtige færøske mødre med det største indhold af miljøgiftene PCB og DDE (se faktaboks til højre i artiklen) i blodet får de gennemsnitligt tykkeste døtre, viser studiet.

PCB og DDE kommer fra fisk ned i maven 

PCB og DDE har mødrene fået via en kost, der er rig på fisk og hvalkød. Kemikalierne er på den måde kommet ind i kroppen, hvor de formentlig har ændret på genetikken hos de ufødte børn, forklarer forskerne.

Ændringerne i generne under fosterudviklingen gør, at børnene får svært ved at holde kiloene fra sidebene resten af livet.

Det fortæller ophavskvinden til det nye studie, ph.d.-studerende Jeanett L. Tang-Peronard

»Det tyder på, at kemikalierne kan lede til aktivering af det genetiske element i fedme eller forstærke den til en højere grad af fedme hos børnene. Der begynder at tegne sig et helt klart billede af, at kemikalier måske har evnen til at omprogrammere fostres DNA, hvilket gør, at personerne senere i livet kan udvikle en lang række sygdomme eller problemer med stofskiftet,« siger Jeanett L. Tang-Peronard fra Institut for Sygdomsforebyggelse ved Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler samt Afdeling for Miljømedicin ved Syddansk Universitet.

Studiet, der er lavet i samarbejde med overlæge Pál Weihe fra det Færøske Forskningsråd, er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Clinical Nutrition.

Spis stadig fisk

Resultatet af den nye forskning er ifølge Jeanett L. Tang-Peronard en svær størrelse at gøre sig klog på.

For selvom der er kemikalier i fisk, og disse kemikalier kan disponere for fedme, er der stadig en masse ’gode’ stoffer i fisk, som er meget vigtige for en sund kost.

Derfor vil hun heller ikke anbefale, at man ikke spiser fisk.

»Det kan jo være, at de sunde ting i fisk faktisk opvejer den negative effekt af kemikalierne. Der skal dog mange flere undersøgelser til omkring effekten af forskellige kemikalier på fosterudviklingen, før man kan få det fulde overblik over, hvilke der er skadelige, og hvor skadeligt de er.«

»Her har jeg bare undersøgt to kemikalier, og der er jo flere tusinde derude i miljøet, som vi ikke kender effekten af endnu,« fortæller Jeanett L. Tang-Peronard, der også forklarer, at den primære kilde til PCB-indtag på Færøerne kommer fra grindespæk.

Skader specielt 7-årige piger

I studiet har Jeanett L. Tang-Peronard undersøgt datamateriale fra en gruppe på 640 færøske kvinder, som fødte i årene fra 1997 til 2000.

Datamaterialet er indsamlet på afdeling for Arbejdsmedicin og Folkesundhed i det Færøske Sygehusvæsen af børnelæge Ulrike Steuerwald, der havde undersøgt børnene i årene efter fødslen.

Jeanett L. Tang-Peronard har kigget på indholdet af PCB og DDE i blodet hos de gravide kvinder, samt på BMI for kvinderne selv og deres børn i 5- og 7-årsalderen.

Fakta

PCB er et kemikalie, der langt op i 1970’erne blev brugt i elektronikindustrien som en kølevæske. Det er også blevet brugt i maling og cement. Kemikaliet er i dag forbudt, da man har fundet ud af, at det blandt andet kan være medvirkende til udviklingen af kræft.

DDE er et kemikalie, der er et nedbrydningsprodukt af sprøjtegiften DDT. DDT blev brugt i stort omfang i perioden fra Anden Verdenskrig og frem til 1970’erne, hvor kemikaliet blev forbudt på grund af mistanke om øget kræftrisiko forbundet med kemikaliet.

Opfinderen af DDT, Pul Hermann Müller, fik i 1948 Nobelprisen i medicin for opdagelsen af DDT.

Både DDE og PCB findes i naturen i dag og vil også gøre det mange år frem i tiden. Her ophobes kemikalierne ofte i fisk.

(Kilde: United States Environmental Protection Agency)

Undersøgelsen viste, at kvinder, der havde høje niveauer af kemikalierne i blodet, fik døtre, der i 7-årsalderen gennemsnitligt vejede 6 kg mere og havde 2,5 centimeter større taljeomkreds end døtre af både normalvægtige mødre med høje niveauer af DDE og PCB i blodet og normalvægtige og overvægtige mødre med lave niveauer af PCB og DDE i blodet.

Overraskende nok var der ingen effekt at spore, da døtrene kun var fem år gamle.

»Det tyder på, at det tager noget tid, før effekten slår igennem. Andre studier har vist, at nogle kemikalier først viser en effekt efter 20 år eller mere, men vi ved endnu ikke hvorfor. Det er også interessant, at det kun rammer piger, mens drenge går fri. Det tyder på, at kemikalierne har en østrogen effekt og derfor skader pigerne mere end drengene i fosterstadiet,« siger Jeanett L. Tang-Peronard.

Sådan skader kemikalier fostres DNA

Hvordan kemikalierne går ind og påvirker fostret er stadig ikke helt afklaret.

I forskningskredse findes en hypotese, der går ud på, at kemikalierne ændrer på genernes funktion, således at nogle gener tændes og bliver aktive, mens andre slukkes og inaktiveres. Det kaldes epigenetik.

Kemikalierne går altså ikke ind og ændrer på selve DNA’et, men derimod på den måde DNA'et er foldet omkring sig selv på. Et sammenfoldet gen bliver sværere at aflæse og fremstår derfor slukket, mens andre gener kan blive udfoldede og dermed lettere at aflæse.

På den måde får epigenetiske påvirkninger betydning for udviklingen af forskellige lidelser og sygdomme – eksempelvis fedme.

»Det er superinteressant og passer meget godt på, at fostre er særdeles modtagelige over for epigenetiske ændringer,« siger Jeanett. L. Tang-Peronard.

Fedme og kemikalier hænger sammen

Professor på Institut for Sygdomsforebyggelse Berit L Heitmann, der i samarbejde med professor Tina Kold Jensen og lektor Helle Raun Andersen fra Afdeling for Miljømedicin på Syddansk Universitet er vejledere på Jeanett L. Tang-Peronards ph.d.-projekt, fortæller om studiet, at det ikke er det eneste af sin slags, der viser koblingen mellem fedme og kemikalier, og at det er et forskningsfelt i stærk udvikling.

Studiet er således vigtigt, da det er en del af en ny bølge af forskning, der finder og belyser denne sammenhæng, fortæller hun.

Og så er det på sin vis også overraskende, da kemikalier ikke normalt indregnes i de gældende risikofaktorer for fedme.

»Stadigt mere forskning tyder på, at forskellige miljøgifte kan have en effekt på risikoen for fedme. Men det er en meget ny erkendelse. Vi ved, at for meget mad og for lidt motion slet ikke kan forklare hele fedmeepidemien, og her kommer vi med en mulig forklaring, der kan bidrage til at udfylde det hul.«

»Studier som dette er med til at skabe en viden, men vi skal blive ved med at udbygge med flere studier. Det er således for tidligt at råbe vagt i gevær,« fortæller Berit L. Heitmann.

Mad fra landbrug kan være lige så giftig som fisk

Berit L. Heitmann forklarer også, at det ikke kun er fiske-spisere, der potentielt skal tage sig i agt.

Også landbrugsprodukter indeholder store mængder miljøgifte, som forskere endnu ikke har kortlagt effekten af.

»Problemet er, at vi har en blanding af de gamle miljøgifte, som vi har forbudt nu, og nye miljøgifte. Det er flere tusinde kemikalier, som interagerer med hinanden, og hvordan det påvirker risikoen for at udvikle fedme, har vi endnu ikke en præcis forklaring på,« siger Berit L. Heitmann.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.