Muligt gennembrud i behandling af åreforkalkning
Et »fantastisk lovende« studie på mus viser, at behandling af åreforkalkning med stoffet cyclodextrin kan reducere allerede etableret åreforkalkning – også selvom musene fortsætter med at spise en fedtholdig kost.

Åreforkalkning er en betændelsestilstand, som opstår, når kolesterol og fedt fæstner sig på væggene i pulsårerne og gør dem stive. Men et nyt studie viser, at stoffet cyclodextrin (CD) kan bruges til at opløse kolesterol i tilstoppede pulsårer hos mus og dermed kan være en effektiv behandling af åreforkalkning. (Foto: Shutterstock)

 

Behandlingen af åreforkalkning ser ud til at stå overfor et gennembrud.

I et studie, der netop er publiceret i Science Translational Medicine, viser en gruppe internationale forskere ledet af professor og læge Eicke Latz fra Bonn Universitet, at stoffet cyclodextrin (CD) kan bruges til at opløse kolesterol i tilstoppede pulsårer hos mus og dermed kan være en effektiv behandling af åreforkalkning.

»Jeg har arbejdet med det her emne siden 1980’erne, og jeg synes, det her er noget af den mest interessante forskning, jeg har set. Normalt er jeg et ret pessimistisk menneske, men det her er fantastisk lovende, fordi det er første gang, man virkelig kan gøre noget ved allerede etableret åreforkalkning,« siger en begejstret professor og institutleder ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, Lars Bo Nielsen, der ikke har været en del af studiet.

Stort behov for ny medicin mod åreforkalkning

Åreforkalkning er indirekte den største dødsårsag i verden. Det er en betændelsestilstand, som opstår, når kolesterol og fedt fæstner sig på væggene i pulsårerne og gør dem stive.

Tilstoppede pulsårer (arterier) kan føre til hjerteanfald, slagtilfælde og andre hjertekarsygdomme.

Martin Bødtker Mortensen, der er læge og ph.d. ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, peger på, at der er et stort behov for ny medicin til behandling af åreforkalkning, da nuværende behandlinger med eksempelvis kolesterolsænkende medicin kun er effektiv hos nogle patienter.

»Det er et utroligt spændende og grundigt studie, og det er interessant, da CD virker på andre angrebspunkter end dem, som den nuværende tilgængelige medicin virker på. Studiet giver dog ingen sikker forklaring på, hvordan CD præcist virker,« understreger Martin Bødtker Mortensen, der heller ikke har deltaget i forskningen.

Cyclodextrin mindsker graden af åreforkalkning

I forskningsprojektet benyttes mus, der har anlæg for åreforkalkning, fordi de mangler et særligt protein – apolipoprotein E.

Fakta

Kolesterol er et fedtstof. Men i modsætning til andre fedtstoffer er der ingen kalorier i kolesterol, og det betyder, at det ikke kan brændes af. Vi spiser knap et halvt gram kolesterol dagligt, og leveren laver omkring et gram kolesterol om dagen, og alle celler laver kolesterol. Kolesterol bliver brugt til at lave cellemembraner og er også forstadier til kønshormoner, så det er et centralt molekyle i vores overlevelse. Men den eneste måde, kroppen kan skille sig af med kolesterol på, er igennem galdesyre. Bortset fra, når man behandles med cyklodextrin, for så bliver kolesterolet opløst, så man tisser det ud.

Forskerne har foretaget tre studier på mus, hvor hvert studie inkluderer en gruppe, der behandles med CD samt en kontrolgruppe. Studierne og deres resultater kan kort opridses således:

  1. 8-ugers studie, der har til formål at teste effekten af CDBåde kontrol-musene og musene, der behandles med CD får en kolesterolholdig kost.

    Resultat efter 8 uger: De CD-behandlede mus har langt mindre områder, der er ramt af åreforkalkning, ligesom de har færre kolesterolkrystaller i de ramte områder end kontrol-musene.


     
  2. 12-ugers studie, der har til formål at teste effekten af CD-behandling på allerede etableret åreforkalkningI studiet får alle musene en kolesterolrig kost i de første 8 uger. I de efterfølgende 4 uger får alle musene slankekost, og halvdelen af musene får desuden CD.

    Resultatet efter 12 uger: Mængden af plasmakolesterol (kolesterol i cellevæsken, red.) er faldet i begge grupper, men mængden af kolesterolkrystaller i de åreforkalkede områder falder mest i de CD-behandlede mus. Endvidere ses der hos de CD-behandlede mus en formindskelse af de åreforkalkede områder på 45 procent.


     
  3. 12-ugers studie, der har til formål at teste, om CD-behandling på allerede etableret åreforkalkning har en effekt, også selvom patienten fortsat spiser en kolesterolholdig kost. Alle musene i studiet får kolesterolrig kost i alle ugerne, mens musene i de sidste fire uger deles i en kontrolgruppe, samt en gruppe der behandles med CD.

    Resultat: mængden af plasmakolesterol og den generelle omsætning af kolesterol er den samme for begge grupper. Men for de CD-behandlede mus er de åreforkalkede områder mindre, og ligeledes er antallet af kolesterolkrystaller i de ramte områder mindre.

Et gennembrud i behandlingen af åreforkalkning

Ifølge forskernes artikel peger ikke mindst de to sidste studier på et nybrud i behandlingen af åreforkalkning. 

Først og fremmest fordi de viser, at behandling med CD kan reducere allerede etableret åreforkalkning. Dernæst, hedder det i artiklen, fordi:

»patienter med hjertekarsygdomme ofte ikke følger de anbefalede livsstilsændringer, der blandt andet inkluderer en omlægning af kosten, var det vigtigt for os at undersøge, om behandlingen med CD kan influere på udviklingen af åreforkalkning selv under en fortsat kolesterolrig kost. Disse data viser, at behandling med CD er effektivt til at reducere allerede eksisterende åreforkalkning også under ekstrem kolesterolpåvirkning.«

Cyclodextrin kan mindske antal kolesterolkrystaller

Ifølge professor Lars Bo Nielsen er det især interessant, at CD kan mindske antallet af kolesterolkrystaller, da de seneste års forskning tyder på, at kolesterolkrystallerne spiller en stor rolle i forbindelse med selve betændelsesreaktionen inde i karvæggen.

»Man har jo godt vidst i de sidste 30 år, at hvis man sænker plasmakolesterol, så stabiliserer man de her læsioner, man har i karrene og mindsker folks risiko for hjertekarsygdomme,« fortæller Lars Bo Nielsen og fortsætter:

»Men man har ikke haft nogen måde, hvor man kunne gøre læsionerne fysisk mindre i den udstrækning, som man kan her. Og specielt de her kolesterolkrystaller har man ikke tidligere kunnet gøre noget ved, men det kan man nu, fordi man med CD kan opløse det kolesterol, der er inde i karvæggen.«

Cyclodextrin bruges allerede på mennesker

CD består af forskellige sukkermolekyler og er et stof, der allerede benyttes på mennesker. Stoffet bruges blandt andet til at opløse lægemidler lettere i kroppen, ligesom det i den amerikanske fødevareindustri benyttes til at fjerne kolesterol fra fødevarer.

Behandling med CD reducerer mængden af kolesterolkrystaller i åreforkalkede områder hos mus. Det vises her på billedet, hvor øverste del er en mikroskopi fra kontrolgruppen og nederste billede er fra mus behandlet med CD. Rødt: Makrofager (en af immunsystemets celletyper, der er i stand til at optage og nedbryde mikroorganismer, fremmede stoffer og beskadige celler og væv). Hvidt: Kolesterolkrystaller. Blåt: kerne. (Foto: S. Zimmer et al., Science Translational Medicine (2016))

Lars Bo Nielsen fortæller endvidere, at stoffet allerede benyttes til behandling af en anden kolesterol-lidelse, nemlig Niemann-Pick type C-sygdom.

»Niemann-Pick type C er en arvelig sygdom, hvor man ophober kolesterol inde i celler, og den giver svære neurologiske symptomer. Det er en progressiv neurologisk sygdom, hvor hjernen fungerer dårligere og dårligere,« fortæller Lars Bo Nielsen.

»Da man fandt ud af, at CD kunne opløse og fjerne kolesterol i celler, lavede man et historisk move i USA, hvor man i løbet af et år fik godkendelse til at sprøjte det her stof direkte ind i hjernen på patienter. Det er aldrig sket så hurtigt før. For en meget lille patientgruppe ser det her ud til at kunne hjælpe.«

Han understreger, at åreforkalkning selvfølgelig er noget andet, men at de to sygdomme har kolesterolophobnings-aspektet tilfælles.

»Derfor er det oplagt at brede det her ud fra at være behandling for de få meget svært ramte Niemann-Pick type C-patienter til den tredjedel af den vestlige verden, der har åreforkalkning,« siger Lars Bo Nielsen.

 

Menneskeundersøgelser mangler stadig

Forskningsprojektet har ikke testet, om CD virker til behandling af åreforkalkning på mennesker.

Det eneste, der i studiet har med mennesker at gøre, er, at forskerne har taget nogle prøver fra åreforkalkede områder, som man har taget ud af patienter i forbindelse med operationer.

Når man hælder CD på, viser det sig, at det bremser betændelsestilstanden og opløser kolesterolet.

Fakta

Cyklodextrin (CD) har været et kendt stof siden 1892. Stoffet består af forskellige sukkermolekyler, og det benyttes allerede på mennesker i forskellige sammenhænge. Blandt andet bruges CD til at opløse lægemidler lettere i kroppen, ligesom det i den amerikanske fødevareindustri benyttes til at fjerne kolesterol fra fødevarer. Endvidere benyttes det til behandling af den sjældne sygdom Niemann-Pick type C. Netop fordi CD allerede benyttes på mennesker, har forskerne bag dette studie stor tiltro til, at CD er et sikkert middel til behandling af åreforkalkning hos mennesker.

Alligevel ser forskerne meget positivt på muligheden af at overføre studiet til mennesker. I forskningsartiklen hedder det:

»Forsøgene viste, at CD aktiverer en særlig receptor i leveren, hvilket øger makrofagernes (en type af hvide blodceller, der er en del af vores immunsystem, red.) evne til at transportere og ødelægge kolesterol og samtidig begrænser deres evne til at mindske betændelsestilstanden. Da det er sikkert at behandle mennesker med CD, og CD har en positiv effekt på centrale mekanismer i forhold til åreforkalkning, må det således benyttes klinisk til at forebygge og behandle åreforkalkning.«

Den konklusion bliver mødt med en vis portion skepsis hos ph.d Martin Bødtker Mortensen.

Han påpeger, at man skal være forsigtig med ukritisk at overføre resultater fra mus til mennesker, da der desværre er flere eksempler på stoffer, som virker på mus, men som ikke har haft den ønskede effekt i mennesker. Derfor peger han på, at der må mere forskning til.

 

Vi mangler viden om bivirkninger

Også Lars Bo Nielsen peger på, at der skal flere studier til – ikke mindst studier på mennesker.

En væsentlig mangel ved studiet er således, at det ikke siger noget om potentielle bivirkninger – og da slet ikke bivirkninger på mennesker.

»CD vil formentlig ikke kun fjerne kolesterol fra åreforkalkede områder, men måske også fra alle mulige andre områder i kroppen og fra raske celler, hvilket kan blive problematisk (se faktaboks om kolesterol),« fortæller Lars Bo Nielsen og bakkes op af Martin Bødtker Mortensen, som tilføjer:

»Om CD-administration i højere koncentrationer over flere år – som vil være nødvendig til behandling af åreforkalkning – medfører bivirkninger er uafklaret og skal naturligvis undersøges grundigt. Selvom CD virker som en lovende kandidat, er der lang vej, før det eventuelt kan bruges til behandling af åreforkalkning på mennesker.«

Lars Bo Nielsen er lidt mere optimistisk. Han er sikker på, at forskning i åreforkalkning i de kommende år vil have fokus på CD og mener, at vi i løbet af et par år ved, om CD har en gang på jord til behandling af åreforkalkning hos mennesker.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.