Münchausens syndrom by proxy: Kvinde dræbte sit eget barn
Münchausens syndrom eller Münchausens syndrom by proxy, hvor folk enten skader sig selv eller andre for at få omsorg, kan tage ekstreme former. En mor meldte sig f.eks. ind i en sorggruppe for forældre, der havde mistet et barn, selvom hun i virkeligheden havde dræbt det selv.

Münchausen syndrom kan få patienter til at længes så meget efter opmærksomhed, at det kan få fatale konsekvenser for både dem selv og deres omgivelser. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/index-in.mhtml" target="_blank">Shutterstock</a>)

Patienten havde været på flere hospitaler. Hun var alvorligt syg med bakterier i blodet. Den unge mor til to var i stor fare for at dø. Alligevel kunne ingen læger finde ud af, hvad den unge kvinde fejlede.

Langsomt begyndte en mistanke om, at det hele var en løgn, at tage form hos lægerne. Og da man undersøgte kvindens hus, fandt man både sprøjter og petriskåle med levende bakterier, som kvinden selv havde injiceret i kroppen.

Da hun blev konfronteret, braste hun i gråd. Hun indrømmede, at hun rigtig nok havde levende bakterier i petriskåle stående derhjemme, men at hun aldrig havde injiceret sig selv. Hun bad lægerne om at fortsætte med at undersøge hende for, hvad hun fejlede.

Denne historie er fra et amerikansk lægecenter, der har delt sine erfaringer i en artikel om det mystiske Münchausens syndrom.

En kvinde ved navn Jenny er beskrevet i bogen 'Patient or pretender'. Jenny sagde, at hun var blevet ramt af brystkræft, barberede håret af for at simulere kemoens virkning og meldte sig ind i en støttegruppe for kvinder, der var i samme situation. Alle syntes, hun var så tapper.

Men det viste sig, at Jenny slet ikke havde kæmpet mod kræftsygdommen, som vennerne, familien og støttegruppen troede. Hun narrede alle.

Münchausens patienter er drevet af behov for opmærksomhed

Nogle er villige til at gå langt for at få andres sympati. Det er en sjælden psykisk forstyrrelse, der giver trang til at gøre skade på sig selv eller finde på symptomer for at kunne spille rollen som syg.

Der er flere grunde til, at disse personer gør skade på sig selv. Nogle for at overdøve psykisk smerte til den mere konkrete, fysiske smerte. Det kan lindre på sin vis. Dem, der gør skade på sig selv, skjuler ofte deres ar.

Men lider man af Münchausens syndromet, har man det ikke helt på samme måde. De er drevet af noget andet: Behovet for opmærksomhed. Patienterne har brug for nærhed, omsorg og at blive set, men formår ikke at bede om det på sædvanlig vis. Ved at opdigte en sygdom, får de pludselig den opmærksomhed, de har behov for.

Fantasifuld forfalskning er følelseskontrolleret

Afføringsmidler, der giver diarré, blødninger og vægttab. Forgiftning, kirurgiske indgreb, forfalskede lægejournaler eller tilsætning af blod i urinen. Dette er bare nogle af de ting, som Münchausens syndroms patienter kan udsætte sig selv for.

De kan også lade som om, at de har smerter, er deprimerede eller overdrive en sygdom.

»Fantasien er stor. De kan tage alverdens remedier i brug for at komme til at fremstå som syge. Kun for at få dækket behovet for støtte og omsorg,« siger Anne-Kari Torgalsbøen til forskning.noHun er lektor i klinisk psykologi ved Universitetet i Oslo med speciale i netop denne type psykiske forstyrrelse.

»Patienterne har ikke noget mål med at blive frisk,« siger hun. Sygdommen kaldes også patomimi og skal ikke forveksles med hypokondere, der tror, de er syge.

For at blive diagnosticeret med Münchausens syndrom, skal patienterne have simuleret symptomer udelukkende for opmærksomheden, omsorgens eller støttens skyld. Motivationen skal altså være følelseskontrolleret.

Hvis motivationen i stedet havde være penge eller en uges fri fra arbejde, er det ikke Münchausens syndrom.

Opkaldt efter løgnagtig baron

Patienterne opsøger mere end bare leg.

Münchausen syndrom-patienter, der opdigter eller overdriver en sygdom, bliver drevet af mangel på opmærksomhed og omsorg. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Münchausen by internet« kalder psykiateren Marc Feldman det, hvis personer melder sig ind i støttegrupper på nettet og lyver om alt fra kræft til et familiemedlems dødsfald.

Münchausens syndrom er opkaldt efter den tyske Baron von Münchausen, der fandt på en del røverhistorier tilbage i 1700-tallet.

Røverhistorierne omhandlede hans rejser rundt omkring i verden, hvor han både red på en halv hest og rejste gennem Jordens indre. Hans fantasifulde historier er efterfølgende blevet gengivet på teater og som bog.

Lægerne opdager sandheden

Når læger skal stille en diagnose, gør de ofte brug af patientens beskrivelse af symptomerne. Og hvis disse er opdigtede, kan det være meget svært for lægen at finde en diagnose.

Men når lægerne efter lang tid ikke kan finde en forklaring på patientens symptomer, bør lægerne spørge ind til, om patienten selv har fundet på sygdommen, mener fagfolk.

Det antages, at én procent af alle patienter i USA kan have Münchausens syndrom. Men tallet er meget usikkert. Der findes kun få studier, og disse omhandler typisk enkelttilfælde.

I Italien viste en undersøgelse, at 3 ud af 751 patienter havde Münchausens syndrom, hvilket var flere, end forskerne havde regnet med.

Det har vist sig, at en del af de patienter, der indtil videre er blevet diagnosticeret med Münchausens syndrom, selv arbejdede i sundhedsvæsenet og på den måde havde nemmere adgang til medicin.

Lægerne bliver vrede og fortvivlede

»Det er så svært at forestille sig, at nogle vil påføre sig selv eller andre skade og bevidst bedrage andre,« siger Torgalsbøen.

Bedrageriet er svært at opdage. Det kan tage årevis, før et sygehuspersonale finder ud af, at de har været ført bag lyset.

»Lægerne bliver både vrede og fortvivlede, når de indser, at de har behandlet en patient for en sygdom, der ikke eksisterer,« siger Torgalsbøen.

For når læger starter en behandling med medicin og/eller operation på en patient, der egentlig ikke fejler noget, kan det have store konsekvenser for patienten.

Ofte er det videoovervågning, der i sidste ende afslører de falske patienter. Men videoovervågning er et etisk problem.

Ekstremt tilfælde: Dræbte sit eget barn

Nogle patienter skader hellere andre end sig selv. Torgalsbøen har oplevet flere sager, hvor en forælder er blevet tiltalt for at skade sine egne børn. I en af de mest alvorlige sager havde en mor forsøgt at dræbe sit eget barn:

»Moren hastede til hospitalet og fortalte bekymret, at hendes barn havde vejrtrækningsproblemer. Men senere fandt man ud af, at moren havde holdt en pude for barnets mund og næse, så barnet var tæt på at blive kvalt,« siger Torgalsbøen.

Torgalsbøen mener, at vi i højere grad skal undersøge, om vuggedød kan skyldes lignende mishandlinger.

En mor meldte sig ind i en sorggruppe for forældre, der havde mistet et barn. Sidenhen indrømmede moren, at hun selv havde slået sit barn ihjel.
(Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Det er tragisk, at et voksent menneske vil påføre skade på sig selv. Men mishandling af et forsvarsløst barn er en kriminel handling, hvor barnet i værste udfald dør,« siger hun.

Hvis man skader andre end sig selv, kaldes sygdommen Münchausen syndrom by proxy, hvor motivet også er opmærksomhed. Ofte skades et barn, da patienten på den måde kan opnå sympati for at have et sygt barn.

Torgalsbøen har også haft en sag, hvor en mor meldte sig ind i en sorggruppe for forældre, der havde mistet et barn. Sidenhen indrømmede moren, at hun selv havde slået sit barn ihjel.

Hvad får folk til at ty til så ekstreme handlinger bare for at opnå lidt anerkendelse?

Patienter har store psykiske problemer

Der er let at se sig sur på disse svært manipulerende personer, men de har altså store psykiske problemer, forklarer Torgalsbøen:

»En rask person ville aldrig gøre sådan noget. For forældre, der skader deres børn, ligger der en slags tvang bag,« siger hun.

Torgalsbøen understreger dog, at det ikke kan sammenlignes med tvangshandlinger, hvor personen har angst og dermed ikke tør udføre visse handlinger. Münchausen syndrom by proxy kan i stedet sammenlignes lidt med alkoholikeres afhængighed.

»Jeg har en inderlig trang til at være syg hele tiden, være indlagt på et hospital og få omsorg. I forrige uge hældte jeg ætsende syre i det ene øje for at blive indlagt. For et halvt år siden hoppede jeg med vilje ud fra noget højt, så jeg brækkede foden, og lod som om jeg havde hjernerystelse. Og der er mange flere lignende episoder. Jeg aner ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Sundhedsvæsnet føles som narkotika for mig, og jeg må lade som om, jeg er syg, for at få kontakt til dem. Jeg kan simpelthen ikke lade være,« skriver en, der beder om hjælp, til en informationstjeneste for unge i Norge.

Forskerne ved kun lidt om forstyrrelser

For det meste indrømmer Münchausens syndrom patienter ikke, at de lyver om deres helbred.

Ulrik Fredrik Malt, der er professor i psykiatri ved universitetet i Oslo samt forfatter til flere lærebøger, mener, at Münchausens syndrom patienter er personer, der aldrig er blevet set som mennesker gennem deres opvækst.

»Tilknytningen til forældre eller andre personer har været dårlig. De har ikke fået den tryghed, respekt eller anerkendelse, de havde brug for. Selv som voksne kan de føle sig ensomme, på trods af at de har masser af venner og familie rundt om sig,« siger Malt.

Omsorgssvigt, forældre, der overser deres barn, traumer, seksuelle overgreb, mishandling. Der kan være mange grunde til, at Münchausens syndrom udvikles.

Et flertal af patienterne udvikler også personlighedsforstyrrelser. Nogle er følelsesmæssigt ustabile og handler impulsivt uden at tænke over konsekvenserne. De kan have intense vredesudbrud og dårlig tilknytning til andre mennesker.

Men forskere ved kun lidt om disse forstyrrelser, og der er uenighed om, hvordan de opstår.

Lærer, at det kan betale sig at være syg

Det er sandsynligvis en kombination af flere faktorer.

Nogle mener, at Münchausens syndrom patienter allerede som børn lærer, at det kan betale sig at være syg. For eksempel hvis de har haft en søskende, der har været meget syg og dermed fået ekstra opmærksomhed fra forældrene.

En mand kom gentagne gange på hospitalet med øjenskader. Det viste sig, at han selv havde hældt farlig væske i øjet. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

De kan også tidligere have været indlagt på et hospital og ønsker at få samme omsorg og opmærksomhed, som de fik dengang.

Malt mener, at sygdommen er et ubevist resultat af behov, der undertrykkes i barndommen.

»Det er en måde at få den opmærksomhed på, som de aldrig fik. De har oplevet en smerte, som de ikke kan klare at sætte ord på. Uanset om de gør skade på andre, så er de hjælpeløse og kan ikke tackle deres følelsesmæssige behov. Jeg får ondt af dem,« siger Malt.

'Hospitalshopper' for ikke at blive afsløret

I løbet af 40 år som læge har han mødt to patienter med Münchausens syndrom. Og han har haft mistanke til mange flere.

Den ene var en mand, der hældte farlig væske i øjet, for derefter at opsøge behandling. Lægerne kunne ikke finde årsagen til, at manden gang på gang blev indlagt på øjenafdelingen. Indtil de fandt ud af, at han påførte skaden selv.

Den anden patient var en kvinde, der gik fra hospital til hospital og klagede over forskellige smerter, blandt andet i maven. Det lykkedes Malt at få fat i journalerne fra de andre hospitaler, hvilket afslørede hendes falske sygdomshistorie.

»Problemet er, at de ofte tager videre til andre hospitaler, så vi har svært ved at følge dem,« siger Malt.

De kaldes 'hospitalshoppere', fordi de rejser fra det ene hospital til det andet. Holder de sig til det samme hospital, er der større sandsynlighed for at blive afsløret.

Vigtigt ikke at udstille patienterne

Når lægen mistænker en patient for at have Münchausens syndrom, er det vigtigt at konfrontere ham på en forsigtig måde, forklarer Malt. Patienterne vil som regel nægte alt.

Kvinden, der var hospitalshopper, blev taknemmelig over en henvisning til psykiatrien. Lægerne fortalte hende ikke, hvad de mistænkte hende for. I stedet fortale de hende, at de ikke kunne diagnosticere hende, men at hun nok ville have godt af at tale om ensomheden og fortvivlelsen, som hun oplevede på grund af sin sygdom.

Ved at lægen forsikrer patienten om at kunne få fortsat hjælp fra sundhedsvæsnet, kan patienten ændre adfærd og ikke på samme måde opsøge opmærksomhed.

»Hvis vi afslører dem, vil de tabe ansigt,« siger Malt.

Til manden, der bevidst hældte syre i øjet, sagde lægerne, at der var to muligheder for hans kroniske plage i øjet. Enten havde der oprindeligt været noget, der havde forårsaget skaden, hvor de symptomer var forsvundet, eller også var det noget, han ubevidst havde påført sig selv.

»På den måde kunne han gå med æren i behold, hvilket er vigtigt, da det er mennesker, der har det rigtig dårligt i forvejen,« forklarer Malt.

Manden benægtede, at det var ham, der havde forårsaget sin øjenskade. Men han opsøgte aldrig hospitalet igen. Om han stadig gør skade på sig selv, er ikke til at vide.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.