Motionsdoping koster menneskeliv i Danmark, viser største undersøgelse til dato
22 november 2018

Siden 2010 er antallet af mennesker, der træner i diverse fitnesscentre, steget markant, og idealet om en muskuløs krop vinder frem hos befolkningen.

Men den hårde træning har en skyggeside for dem, som tager anabole steroider for at få store muskler hurtigere.

Såkaldte 'motionsdopere' får nemlig store helbredsproblemer og dør tidligere end andre, der ikke tager doping og steroider, lyder konklusionen i en ny, dansk undersøgelse, der er udgivet i Journal of Internal Medicine.

Det skriver Jyllandsposten.dk.

Forskere fra Bispebjerg Hospital har undersøgt helbredet hos 545 mænd, der har taget steroider, og sammenholdt resultaterne med sundhedstilstanden hos cirka 5.000 mænd, der ikke har indtaget nogen form for præstationsfremmende midler.

Resultaterne viste, at 7 ud af de 545 mænd, der havde taget steroider, døde i perioden mellem 2005 og 2018, hvilket ifølge forskerne er 3 gange så mange, som der statistisk burde være.

Derudover oplevede flere af mændene, der havde taget steroider, hjerteproblemer, impotens og infertilitet.

»Det er den største undersøgelse i Danmark til dato, og nu har vi et tydeligt bevis på, at der er alvorlige helbredsmæssige konsekvenser ved at tage anabole steroider,« siger Henrik Horwitz, der er afdelingslæge ved klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, og som har stået i spidsen for undersøgelsen, ifølge Jyllandsposten.

»For første gang har vi et konkret bevis på, at problemet med doping i befolkningen belaster vores sundhedsvæsen i betragtelig grad. De kommer ind i sundhedssystemet tidligere, og de kommer ind med udfordringer, som de ellers ikke ville have haft,« siger Michael Ask, der er direktør for organistionen Anti Doping Denmark (ADD), ifølge Jyllandsposten.

ie

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.