Motion fungerer som behandling mod diabetes i videnskabeligt forsøg
»Men hvordan får vi det til at virke i den virkelige verden?« spekulerer en af forskerne - den kendte træningscoach Chris MacDonald.
træningsintervention type 2-diabetes overvægt pulstræning styrketræning

En kombination af fire timers pulstræning og to timers styrketræning hver uge kan holde type 2-diabetes nede, viser stort dansk forsøg. (Foto: Shutterstock) 

En kombination af fire timers pulstræning og to timers styrketræning hver uge kan holde type 2-diabetes nede, viser stort dansk forsøg. (Foto: Shutterstock) 

Hvor godt virker motion mod type 2-diabetes egentlig? Og i hvor høj grad kan fysisk aktivitet erstatte diabetesmedicin ?

De spørgsmål optager forskeren Chris MacDonald, som du måske kender fra fjernsynet.

Han har blandt andet været med i DR-programmerne U-Turn, hvor han vejleder en gruppe mænd og kvinder med type 2-diabetes i, hvordan de kan træne sig til et bedre helbred. 

Flere deltagere får det så meget bedre af at bevæge sig sammen med Chris MacDonald, at de stopper med at tage diabetesmedicin.

Chris MacDonald har også skrevet bogen Ikke til forhandling - livets ligning, som handler om, at vores moderne, inaktive livsstil er i modstrid med menneskets natur. Et genetisk mismatch.

Træning virker mod diabetes

Både TV-programmerne og bogen bygger på et forskningsprojekt, Chris MacDonald har lavet sammen med kollegaer fra Trygfondens Center for Aktiv Sundhed.

En times daglig motion kan under de rette omstændigheder gøre nogle mennesker med type 2-diabetes symptomfri, viser forskernes forsøg, hvor 98 mennesker, der havde haft type 2-diabetes i under 10 år, tilfældigt fordelt på to grupper.

  • En gruppe trænede op til fem timer om ugen på et hold med en instruktør, som tilrettelagde træningen, så den passede til deltagerne. Undervejs fik de kostrådgivning, blev målt, vejet, og de fik helbredet tjekket. 
  • Resten blev udtrukket til at være i kontrolgruppen. De fik ikke et tilbud om at træne på et hold med instruktør, men havde samtaler om kost, motion og sundhed med en sygeplejerske. 

En kæmpe udfordring at bevæge sig nok

Gruppen, som kom på motionshold, hvor de fik pulsen op fire timer om ugen og styrketrænede i to, havde signifikant bedre helbredsmålinger, end kontrolgruppens, viser forsøgetDeres:

  • Blodsukker var lavere.
  • Kondital var højere. 
  • Fedtprocent var lavere.
  • Blodtryk og andre helbredsmålinger var bedre. 
  • Behov for at tage diabetesmedicin var reduceret.
  • Effekten holdt ved en et-års-opfølgning.

Forsøget kaldet U-Turn har affødt en række publikationer i videnskabelige tidsskrifter. Se her og her og her

Fem timer om ugen er minimum

Men motion er ikke et quickfix, viser U-Turn også. Kun deltagerne, der var fysisk aktive i fem timer om ugen, blev symptomfri.

De fem timer behøver ikke være ekstremsport, siger Chris MacDonald. Det kan være cykling til og fra arbejde, havearbejde eller hurtig gang. Men fem timer kan være meget, for eksempel hvis man har fuldtidsarbejde og børn, har han erkendt. 

»I min verden er fem timer jo ikke ekstremt. For mig er det mere ekstremt, at mange mennesker i vores moderne samfund bevæger sig meget lidt. Men jeg må erkende, at det for mange er en kæmpe udfordring at få bevæget sig nok,« siger Chris MacDonald.

Puls og styrke

Type 2-diabetes er forbundet med en række fysiologiske ændringer, som medfører, at man har øget risiko for at få hjertekarsygdom. Chris MacDonald og kollegerne har undersøgt, om træning kan dæmpe de symptomer, der øger risikoen. 

Deres forsøg viser, at man skal træne mindst fem-seks timer om ugen for at få normaliseret sin metabolisme og sænke risikoen for hjertekarsygdom: 

  • Pulsen skal op i fire timer. Hurtig gang kan være nok. 

  • Styrketræning er også nødvendigt et par timer om ugen. 

Kritik af studiet

En diabetes-forsker, som ikke har været med til at lave U-Turn-forsøget, er ikke entydigt begejstret.

»Det er et godt budskab, at det hjælper på en række fysiologiske parametre at være fysisk aktiv, hvis man har type 2-diabetes,« siger Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor i ernæring og forsker i type 2-diabetes.  

»Men jeg har haft lidt problemer med den måde, nogle af resultaterne er blevet solgt,« fortsætter han og advarer mod, at man får spredt en myte om, at træning kan erstatte diabetesmedicin. 

I en videnskabelig artikel, der blev publiceret tidligere i år, konkluderer Chris MacDonald og kollegaerne, at træningsmængden er »associeret med en afbrydelse af behandling med glukose-sænkende medicin.«

»Men det at blive fri for diabetes-medicin bør ikke være et mål i sig selv. Medicinen gør ikke folk syge, og den er ikke giftig. Folk bliver syge af ikke at være velbehandlede. Det er meget vigtigt, at blodsukkeret holdes nede, og det sørger medicinen for,« siger Jens Meldgaard Brun.

Træning mod diabetes

Flere videnskabelige forsøg har vist, at livsstilsinterventioner, der består af træning og kostvejledning til folk, formentlig kan forebygge type 2-diabetes hos overvægtige patienter, der i helbredsundersøgelser er blevet vurderet til at være i høj risiko for at udvikle sygdommen.

  • I et finsk lodtrækningsforsøg med 522 deltagere havde dem, som fik træning og kostvejledning, 58 procent lavere risiko for at have type 2-diabetes efter 3 år end en kontrolgruppe.
  • I et stort amerikansk forsøg med 3.234 deltagere var risikoen reduceret tilsvarende 2,8 år efter sammenlignet med en kontrolgruppe, Kontrolgruppen fik lægemidlet Medmorfin. 

Effekten holdt ikke

Halvdelen af deltagerne i U-Turn-forsøget stoppede godt nok med at tage medicin, mens de trænede på hold med instruktør. Men for mange af deltagerne forsvandt mange af de gavnlige effekter på helbredet, efter forsøget var slut, påpeger Jens Meldgaard Bruun. 

  • Et år efter forsøget, var der kun 23 procent (14 personer), som stadig var så symptomfri, at de ikke behøvede tage medicin. Altså halvt så mange, som dem, der kunne undvære medicin, mens de stadig var en del af forsøget. 
  • 23 procent er dog stadig bedre end kontrolgruppen. Her var kun 7 procent (2 personer) fri for diabetessymptomer efter et år.

Motion kan supplere medicin 

Til det siger Chris MacDonald, at hovedformålet med U-Turn ikke har været, at deltagerne blev medicinfri. 

»Mange type 2-diabetikere er trætte af den glukosesænkende medicin, fordi den giver bivirkninger. Men det er vigtigt at understrege, at det for mig aldrig har været et mål i sig selv, at folk stopper med at tage medicinen,« siger Chris MacDonald og fortsætter: 

»Jeg betragter ikke livsstilsændringer som et alternativ, men som et supplement til den medicinske behandling. Livsstilsændringer kan for nogle stå alene som behandling, og for mange vil det kunne reducere behovet for medicin.«  

Forskning søger løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.

Følg med i temaet her.

Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. 

Læs mere om aftalen her.

»Men man skal altid konsultere en læge. Hvis man skærer ned på medicinen, skal man være sikker på, at man bevæger sig nok til, at man får en tilstrækkelig dosis af ‘det nye drug’.«   

​Tiden mangler 

‘Det nye drug’ er træning.

    Udfordringen kan blive at få det til at virke lige så godt i virkeligheden som i det videnskabelige forsøg. Mange mennesker har ikke har tid eller lyst. De kan ikke afsætte dyrebare timer til at få dyrket nok motion, påpeger Jens Meldgaard Bruun. 

    »Man kender det fra sin egen dagligdag: Hvor skal man lige putte en times daglig motion ind fem-seks gange om ugen?« siger han.

    Forebyggelse er afgørende

    Chris MacDonald er enig i, at det er en udfordring. Hans mission er at skabe vedvarende livsstilsændring, som holder på sigt - også når patienterne overlades til sig selv.

    »Hvordan får vi det til at virke i den virkelige verden? Det er det springende punkt,« siger han.

    Idealet er, at folk motionerer nok og spiser rigtigt i løbet af livet, så de slet ikke får livsstilssygdomme. 

    Men flere og flere mennesker sidder stille foran en skærm hele dagen, der er sodavand og junkfood overalt, og alt for mange får ikke motioneret, påpeger Chris MacDonald. 800.000 danskere er overvægtige, og over 240.000 har type 2-diabetes ifølge Diabetesforeningen.

    »Samfundsændringer er afgørende, hvis vi vil sikre, at vi alle har mulighed for at leve det aktive liv, menneskets krop og hjerne er designet til,« siger han og tilføjer. 

    Nogle skal have støtte til motion

    Mens Chris MacDonald skriver bøger, holder foredrag og på anden vis udbreder budskabet om fordelene ved et aktivt liv, arbejder hans kolleger fra Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på at finde ud af, hvordan træning kan fungere som livsstilsmedicin også i ude i den travle virkelighed. 

    »Knap en fjerdedel af forsøgsdeltagerne holdt ved og blev ved med at træne nok, efter U-Turn-forsøget var slut. De resterende 75 procent kunne nok have gavn af at få en eller anden form for støtte til at få motioneret tilstrækkeligt i hverdagen,« siger Mathias Ried-Larsen, der er seniorforsker og gruppeleder på Trygfondens Center for Aktiv Sundhed. 

    »I øjeblikket er vi i dialog med patienter, interesseorganisationer og andre interessenter for at finde ud af, hvordan sådan en støtte kan se ud. Hvis man først har fået normaliseret sin metabolisme gennem træning, kan det godt være, at man med tiden kan nøjes med mindre træning. Det ved vi ikke endnu,« afslutter han.

    Om forsøget
    I forskningsprojektet U-Turn har Chris MacDonald og kolleger fra Trygfondens Center for Aktiv Sundhed lavet et lodtrækningsforsøg, hvor 98 personer, som alle havde haft type 2-diabetes i under 10 år, blev tilfældigt inddelt i to grupper. 
     

    En gruppe på 64 personer deltog i et år i træningsforløb: 

    • I fire måneder var de fysisk aktive seks timer om ugen sammen med en uddannet træner, samtidig med at de fik ernæringsvejledning. 

    • I de næste fire måneder motionerede de fire gange om ugen med en træner og to dage på egen hånd. 

    • I årets sidste fire måneder blev de gradvist overladt til sig selv.

    • Undervejs målte forskerne, hvor meget forsøgsdeltagerne bevægede sig, blandt andet ved hjælp af skridttæller og pulsur. 

    De resterende 34 forsøgsdeltagere fik ikke et træningsforløb, men fem gange i løbet af det år, forsøget stod på, havde de en samtale med en sygeplejerske, som opfordrede dem til en livsstilsændring - for eksempel at omlægge kosten, motionere og stoppe med at ryge.

    Fem timer om ugen var nødvendig

    Løbende målte forskerne forsøgsdeltagernes kondital, blodsukker, vægt, fedtprocent og andre fysiologiske parametre, der er afgørende for, hvor fremskreden sygdommen er, og om den er forbundet med højere risiko for hjertekarsygdom.

    Træningen havde helt klart en effekt, viste forsøget, men kun på forsøgsdeltagere, der mindst trænede fem timer om ugen. 

    De 64 personer i træningsgruppen kunne inddeles i tre undergrupper: 

    • En gruppe dyrkede omkring tre timers motion om ugen, når de blev overladt til sig selv. 

    • Andre dyrkede cirka fem timers motion om ugen

    • De sidste var helt oppe på seks timers træning om ugen

    I alle tre grupper var der personer, som kunne undvære medicinen, efter at de var begyndt at træne. Men forskerne kunne kun måle en forbedring på blodsukker, vægt, fedtprocent og de øvrige fysiologiske parametre hos personer, som trænede fem-seks timer om ugen.

    Derfor konkluderer de, at mindst fem timers motion er nødvendig, hvis fysisk aktivitet skal kunne bruges som såkaldt livsstilsbehandling. 

    Halvdelen af forsøgsdeltagerne i træningsgruppen stoppede med at tage medicin i løbet af det år, hvor forsøget stod på. Et år efter forsøget var slut, var der stadig 23 procent (14 personer), som ikke tog medicin og samtidig var velregulerede. 

    I kontrolgruppen blev kun 7 procent (2 personer) medicinfri og velregulerede.

    Chris MacDonald: Moderne livsstil er et genetisk mismatch

    Chris MacDonald er selv meget aktiv. I 2005 deltog han i verdens nok hårdest cykelløb, Race Across America, står der på hans hjemmeside. I løbet skal deltagerne cykle 5.000 kilometer non-stop fra kyst til kyst tværs over Amerika.

    Chris MacDonald fik en sølvmedalje og titlen Rookie of the Year.

    Han guider ture til toppen af Kilimanjaro - Afrikas ældste bjerg. Og han har løbet på den afrikanske savanne sammen med en gruppe jægere fra Hadzafolket. Oplevelsen fortæller han om i sin bog Ikke Til Forhandling - Livets Ligning. Hadzaerne vurderes at være verdens ældste nulevende jæger-samlere. 

    Besøget hos hadzaerne og evolutionsbiologi har overbevist Chris MacDonald om, at det moderne mennesker er endt i et slags genetisk mismatch.

    Mennesket har gennem millioner af år udviklet sig til at være et dyr, der bevæger sig. Men i dag, hvor mange sidder ned hele dagen på arbejde og ikke får bevæget sig om aftenen, er at for mange er i ubalance med deres evolutionære udvikling, mener han.

    »Mennesket er designet til at være aktivt. I den moderne verden har mange svært ved at få bevæget sig nok, fordi samfundet er indrettet, så fysisk aktivitet ikke er en naturlig del af hverdagen,« siger Chris MacDonald til Videnskab.dk. 

    Videnskab.dk Podcast

    Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


    Se den nyeste video fra Tjek

    Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

    Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.