I øjeblikket tester læger og forskere verden over potentielle lægemidler mod COVID-19, der forårsages af ny coronavirus.
Klorokin er et af de lægemidler, der er store forhåbninger til. Men flere læger melder nu om problematiske bivirkninger hos deres patienter.
Et mindre brasiliansk studie har netop stoppet behandlingen af en gruppe patienter på en høj dosis klorokin, efter flere udviklede irregulære hjerterytmer, og 11 patienter døde. Det skriver The New York Times.
To grupper af patienter medvirkede i studiet. En gruppe fik en lavere dosis klorokin på 450 milligram 2 gange om dagen i 5 dage, mens den anden gruppe fik 600 mg 2 gange om dagen i 10 dage.
Efter seks dage var 11 patienter døde i gruppen på høj dosis, og behandlingen blev stoppet omgående. Mindst to af patienterne i høj-dosis-gruppen havde udviklet hjerterytmeforstyrrelser, som kan føre til pludseligt hjertestop, ifølge CNN.
Ingen i lav-dosis-gruppen har udviklet hjerterytmeforstyrrelser, og studiet fortsætter som planlagt for denne gruppe, skriver Livescience.
Det var planen, at 400 personer skulle medvirke i det brasilianske studie, men forskerne satte tilmeldingerne på pause med blot 81 COVID-19-patienter. Nu håber de, at de igen kan åbne op for flere patienter i lav-dosis-gruppen i stedet.
»I mine øjne fortæller studiet et brugbart stykke information, og det er, at klorokin forårsager en dosis-afhængig forøgelse af uregelmæssigheder i ECG (elektrisk måling af hjerterytme, red.), som kan udsætte mennesker for pludseligt hjertestop,« siger David Juurlink, der er leder for afdelingen for klinisk farmakologi på University of Toronto, til The New York Times.
\ Klorokin og hydroxyklorokin
Klorokin er en syntetisk udgave af stoffet kinin, som man har brugt til at behandle malaria med siden 1940’erne.
Det findes også i en mildere udgave kaldet hydroxyklorokin, og det er særligt den milde udgave, som nogle har håb til som behandling af COVID-19.
På Sahlgrenska Universitetshospital i Göteborg i Sverige har læger ligeledes stoppet behandling med klorokin efter bekymringer over effekten på patienters hjerte og nyrer, fortæller professor Magnus Gisslén, ifølge CNN:
»Vi holdt op med at bruge det for et par uger siden efter meget begrænset brug. Vi har anbefalet alle hospitaler i vores region om at stoppe. Jeg tror, næsten alle hospitaler i landet er holdt op,« siger han til CNN og fortsætter:
»Den her medicin har ikke nogen effekt på behandlingen af COVID-19, som vi har været i stand til at se.«
Svenske hospitaler har nu modtaget retningslinjer, om ikke at gøre brug af klorokin uden for kliniske studier, ifølge CNN. Magnus Gisslén fortæller til CNN, at retningslinjerne også gælder den mildere variant hydroxyklorokin.
Klorokin og særligt hydroxyklorokin fik ellers meget ros af blandt andre Donald Trump i marts måned efter udgivelsen af et fransk studie med hydroxyklorokin.
Flere forskere påpegede dog allerede problemer med studiet og udvælgelsen af patienter dengang.
Siden har det videnskabelige tidsskrift, som studiet er udgivet i, også selv udtrykt bekymring. Dog uden at trække studiet tilbage.
»Artiklen møder ikke selskabets (International Society of Antimicrobial Chemotherapy’s, red.) forventede standard, især i mangel af bedre forklaringer på inklusionskriterierne og patienternes triage (redskab til at sortere og prioritere behandling af patienter, red.) til at sikre patienternes sikkerhed,« skriver tidsskriftet i en pressemeddelelse.
Den korte beskrivelse af det brasilianske studie kan læses på platformen medRxiv. Der er endnu ikke udgivet resultater fra studiet i et peer reviewed tidsskrift.
LÆS OGSÅ: Er klorokin virkelig et ‘mirakelmiddel’ mod coronavirus?
LÆS OGSÅ: Medicinalkemiker: Det bekymrer mig, at klorokin bliver hypet som medicin mod coronavirus
LÆS OGSÅ: Lægemiddelstyrelsen: Muligvis nye behandlinger af coronavirus om en måned
ams
Faktaboksen om klorokin og en præcisering af CNN’s beskrivelse af de svenske retningslinjer er tilføjet 16. april kl. 22.15.