Miljøgifte sætter sig i tøjet
Du udsættes ikke kun for den farlige miljøgift PCB i hjemmet. Via dit tøj kan det også følge med, når du er ude.
PCB tøj miljøgift

Lad ikke tøjet ligge for længe ad gangen i hjemmet, hvis der er meget PCB i bygningen. Giftstoffet sætter sig i tøjet over tid. (Foto: Shutterstock)

Lad ikke tøjet ligge for længe ad gangen i hjemmet, hvis der er meget PCB i bygningen. Giftstoffet sætter sig i tøjet over tid. (Foto: Shutterstock)

Mijløgiften PCB er ikke blot til stede i de bygninger, hvor den er blevet brugt. Den kan også sætte sig i tøjet. Det viser ny forskning fra Aalborg Universitet.

»Vi har opdaget, at tøjet kan være et kæmpe depot for PCB. Sammenlignet med hvor meget PCB der er i en kubikmeter luft, kan der være rigtig meget i tøj,« siger Lars Gunnarsen, professor ved Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet.

Det vil altså sige, at hvis man bor i en PCB-holdig bygning, så bliver man ikke kun udsat for de giftige stoffer, mens man er hjemme, men potentielt også når man er væk fra hjemmet, fordi det sidder i tøjet.

PCB

PCB er en forkortelse for Poly-Chlorerede Biphenyler. Der er 209 mulige PCB’er som normalt forekommer i komplicerede blandinger.

PCB kan overføres til mennesker gennem kosten, ved indånding og ved hudkontakt til PCB-holdige materialer. Fødevarer er vores største kilde til PCB i kroppen for den del af befolkningen, der ikke er udsat for PCB fra indeklima og arbejdsmiljø.

Kilde: PCB-Guiden og Allan Astrup Jensen

Skadeligt for helbredet

PCB er et giftstof, der kan skade mennesker og miljø. Det blev tidligere brugt i byggematerialer og i industrien, indtil man i 1970’erne opdagede, at det havde skadelige egenskaber. Nu er PCB forbudt, men det findes stadig i mange bygninger – heriblandt visse lejlighedskomplekser.

PCB kan være helbredsskadeligt over længere tid. Det er sat i forbindelse med skader på hud og forplantningsevne, skader på indre organer samt hormonsystemer og hjernen. Det er også mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Eksperter mener, at størstedelen af det PCB, der kommer ind i kroppen, indtages gennem mad og indånding. Men de giftige stoffer kan også optages gennem huden.

»Der er noget, der tyder på, at hudens optag af PCB betyder en del for den samlede mængde i kroppen. Så tøjet kan være beskyttende inde i rummet, hvis det er rent, men hvis det er PCB-holdigt, kan det fortsætte udsættelsen, når man er uden for det forurenede rum,« fortæller han.

Ingen grund til panik, men …

Det kan lyde farligt, men Lars Gunnarsen maner til besindighed:

»Vi er ikke ude for at skabe angst hos folk. Men det er en del af forklaringen på, hvorfor folk, der bor med PCB, ophober så meget af det i kroppen,« siger Lars Gunnarsen.

Dermed er det nye studie endnu et godt argument for at få gjort noget ved de bygninger, hvor der er PCB, mener forskerne.

»Det er en del af historien om, hvorfor vi skal gøre noget ved disse bygninger. En yderligere ansporing af bygningsejere til at få PCB ud af husene,« siger Lars Gunnarsen.

Hvor finder man PCB?

PCB har været brugt i byggeri i Danmark, men omfanget er ukendt. Stoffet kan være til stede i bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950 – 1977.

PCB er forbudt at anvende i dag. Forbuddet har været gældende for byggematerialer siden 1977 og i alle andre sammenhænge siden 1986.

PCB identificeres først ud fra bygningens alder. Herudover ved visuel gennemgang af mulige kilder og ved faktiske måling af relevante byggematerialer og i indeluft. Selvom der er PCB i bygningen, er det ikke givet, at indholdet er forbundet med en øget helbredsrisiko.

Kilde: PCB-Guiden

»Nyt og interessant«

Der er mange kilder i et PCB-forurenet hjem, der kan udsætte beboeren for de giftige stoffer. PCB kan lægge sig på møbler, håndtag og andre ting, man rører ved. Men tøjet er netop problematisk, fordi man udsættes for det udenfor hjemmet også.

Derfor finder kemiker Allan Astrup Jensen også studiet interessant.

»Jeg har ikke tænkt på tøjet før. Det er sådan set nyt og interessant. Og problemet med PCB er generelt stort nok til, at man bør gøre alt, hvad man kan, for at få det væk. Man gør ikke nok,« siger Allan Astrup Jensen.

Han har forsket i PCB og er blandt andet medforfatter på en rapport om PCB’s helbredseffekter i arbejdsmiljø. Han har ikke deltaget i det nye studie.

Allan Astrup Jensen vil dog ikke vurdere, hvor meget denne opdagelse betyder for den samlede udsættelse for PCB.

»Det er kompliceret at sige, for der er så mange faktorer, som har betydning. Om det ændrer billedet, ved jeg ikke. Men det, der er i luften, er farligt nok,« siger Allan Astrup Jensen, som er forskningschef ved Nordisk Institut for Bæredygtige Produkter, Miljøkemi og Toksikologi.

Han mener dog også, at faren ved PCB generelt underspilles, og den nye undersøgelse er derfor blot endnu en grund til at tage problemet seriøst.

Brug dit tøj

Sådan gjorde de

Forskerne brugte en lejlighed i Brøndby, som er blevet forladt, netop på grund af for høje mængder PCB i bygningen.

Her hængte de forskellige stykker tøj op på tørrestativer. Tøjstykkerne blev løbende målt for PCB-indhold.

Allerede efter få dage var indholdet højt, og efter 56 dage var PCB i tøjet samme koncentration som luften i rummet.

Kilde: Lars Gunnarsen

Forskerne har i det nye studie undersøgt to PCB-stoffer som er blandt de mest flygtige PCB’er; det vil sige, at de fordamper til indeluften, hvor de bliver hængende. Men når de møder en fast overflade, vil en stor del af stoffet lægge sig på den.

Forskerne kunne i deres eksperiment se, at tøjet løbende ophobede mere og mere PCB. Efter 56 dage var indholdet af PCB i tøjet i ligevægt med indholdet i luften i rummet, og nåede sin maksimale koncentration.

Lars Gunnarsen fortæller, at hvis man bor i et PCB-fyldt hjem og vil være på den sikre side, kan man sørge for at bruge tøjet tit, så det jævnligt bliver luftet og vasket.

Studiet er udført af forskere fra Aalborg Universitet, Missouri University of Science & Technology i USA og Fraunhofer WKI i Tyskland. Det er udgivet i tidsskriftet Indoor Air.

 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.