Et nyligt australsk studie viste, at flere og flere mennesker fødes med en ekstra pulsåre i armen. Det skrev Videnskab.dk om i artiklen Evolution: Flere og flere mennesker udvikler en ekstra pulsåre i armene.
I samme studie skriver forskerne ved Flinders University i Adelaide, Australien, at vores ansigter samtidigt er ved at blive kortere.
Generelt udvikler mennesket sig langt hurtigere i dag end for 250 år siden, skriver forskerne, der kalder udviklingen for 'mikro-evolution'.
Menneskets diæt har ændret sig over tid, og vi får mindre og mindre kæber, hvilket medfører, at der er mindre brug for alle vores tænder.
»Mennesket har igennem tiden lært at bruge ild til at lave mad, og vi indtager mad på en helt anden måde end tidligere. Derfor får flere og flere nyfødte ingen visdomstænder,« siger Teghan Lucas, der er læge og forsker ved Flinders University, til The Independent.
Ifølge Teghan Lucas viser studiet, at mennesker udvikler sig langt hurtigere nu, end man har gjort i de seneste 250 år.
I videoen herunder forklarer hun om begrebet 'mikro-evolution':
(Video: Flinders University News)
Studiet er blevet publiceret i The Journal of Anatomy.