Forskere: Mere THC i hash kan føre til flere psykoser og mere afhængighed
cannabis hash rusmiddel skizofreni afhængighed psykoser

Cannabis er det tredjemest brugte rusmiddel i verden efter alkohol og nikotin. (Foto: Shutterstock)

Cannabis er det tredjemest brugte rusmiddel i verden efter alkohol og nikotin. (Foto: Shutterstock)

26 juli 2022

Hash og andre illegale cannabisprodukter er blevet stærkere og stærkere gennem årene. Det skyldes, at rusmidlerne indeholder mere og mere af det euforiserende stof tetrahydrocannabinol (THC). 

Nu viser et nyt studie, at cannabisbrugeres risiko for at blive afhængige og få psykoser er steget, i takt med at stoffernes indhold af THC er øget, fremgår det i en pressemeddelelse fra University of Bath i Storbritannien.

Det, mener forskerne, kan være et tegn på, at de øgede koncentrationer af THC er årsag til mere afhængighed og flere psykotiske lidelser.

Forskere har gennemgået 20 tidligere publicerede studier, der involverer næsten 120.000 mennesker, som bruger cannabis. Deres studie - et systematisk review - er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet. 

Studiet viser: 

  • Flere og flere er kommet i behandling for afhængighed, i takt med at hashens indhold af THC er steget. 
  • Folk, som bruger de mest potente cannabisprodukter med det højeste indhold af THC, bliver oftere ramt af psykotiske lidelser såsom skizofreni, sammenlignet med folk, som bruger mindre potente produkter. 

Cannabis er det tredjemest brugte rusmiddel i verden efter alkohol og nikotin. Forskerne mener, at resultaterne understreger behovet for guidelines og politikker, der gør det sikrere at bruge stoffet.

I lande, hvor det er lovligt at købe cannabis, bør der være nøjagtige oplysninger om, hvad produkterne indeholder, og folk bør have adgang til produkter med et lavt indhold af THC, foreslår forskerne. 

»Resultaterne er vigtige for at reducere skadevirkninger og minimere de negative konsekvenser af stofbrug,« siger førsteforfatter Kat Petrilli fra Afdeling for Psykologi på University of Bath i pressemeddelelsen. 

»Det sikreste niveau for brug af cannabis er selvfølgelig ‘ingen brug’, men det er vigtigt at anerkende, at et signifikant antal mennesker i verden bruger cannabis jævnligt, og at sikre, at de kan træffe informerede beslutninger, som kan reducere de skadevirkninger, der er forbundet med det,« fortsætter hun. 

Forskerne har tidligere lavet et studie, som viser, at indholdet af THC i cannabis over hele verden er steget støt gennem de seneste 50 år. 

I Danmark er koncentrationen af THC i hash, der sælges på gadeplan, tredoblet på 20 år, viser en undersøgelse lavet af blandt andre Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.

A.R.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.