Menstruationssmerter påvirker kvinder i skolen og på arbejdspladsen - lad os tale åbent om det
Hemmeligholdelse og skam kan stå i vejen for, at kvinderne får lindret deres smerter.
Menstruation smerter absenteeism presenteeism kvinder skam hemmeligholdelse dysmenoré behandlingsmetoder lægemidler paracetamol motion cyklus prostaglandiner

Kvinder tror ofte, at de er nødt til lære at leve med smerterne. (Foto: Shutterstock)

Kvinder tror ofte, at de er nødt til lære at leve med smerterne. (Foto: Shutterstock)

Smerter, kraftige blødninger og humørsvingninger i forbindelse med menstruation fører muligvis til mindsket produktivitet svarende til ni tabte arbejdsdage om året ifølge et nyt studie publiceret i British Medical Journal.

Forskerne analyserede tabt produktivitet associeret med menstruationssymptomer blandt 32.748 hollandske kvinder i alderen 15 og 45 år i form af:

  • Fravær fra arbejdspladsen eller skole. 
  • Fremmøde på arbejde eller i skole på trods af smerter og utilpashed.

Mens blot 14 procent af respondenterne fortalte, at de havde taget fri fra arbejde eller skole, mens de havde menstruation, fortalte mere end 80 procent, at de mødte op, på trods af at de ikke havde det godt og dermed ikke var i stand til at yde en effektiv indsats.

Fundene afslører behovet for, at vi erkender den effekt, menstruationsproblemer kan have på kvinder.

Almindeligt at have smerter

Vi gennemgik for nylig forskningslitteraturen, og vi fandt, at hele 71 procent af kvinder verden over rapporterer om menstruationssmerter.

Smertefulde menstruationer (eller dysmenoré, som det hedder på fagsprog) er nok det mest almindelige symptom associeret med menstruation.

Dysmenoré er karakteriseret ved smerter i underlivet, som almindeligvis dukker op lige før eller i løbet af menstruationens første dage. Nogle kvinder er kun plaget af forholdsvis lette smerter, mens andre oplever kraftige og endda invaliderende smerter.

Når menstruationssmerterne kommer i forbindelse med puberteten, kaldes det primær dysmenoré. Her starter smerterne som regel få timer før eller samtidig med blødningen og varer i 1-2 dage. 

Det er formentlig en gruppe stoffer (prostaglandiner), som får livmoderen til at trække sig sammen, der er årsag til de kramper, som mange oplever i forbindelse med menstruationen.

Menstruationssmerter forbundet med et underliggende problem i underlivet, som eksempelvis endometriose eller adenomyose, kaldes det sekundær dysmenoré.

Går glip af undervisning

Vores forskning viser, at:

  • 1 ud af 5 (20 procent) unge kvinder rapporterer, at de har fravær i skolen eller på universitetet som følge af menstruationssmerter.
  • 2 ud af 5 (41 procent) fortæller, at smerterne har effekt på deres koncentration eller præstation i forbindelse med undervisningen.

Mange af kvinderne risikerer at komme bagud i løbet af en afgørende periode af uddannelsesforløbet.

Kvinderne i vores forskning gik også glip af sociale og sportslige aktiviteter som følge af menstruationssmerterne.

Det er bekymrende, fordi social interaktion og deltagelse i fysiske aktiviter er afgørende for helbredet - og især i løbet af ungdomstiden.

LÆS OGSÅ: Forskere vil behandle udbredt kvindesygdom med psykologi

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Kvindens lod?

Mange kvinder ser menstruationssmerterne og andre menstruationssymptomer som 'normale'. De indser ikke altid, at smerterne kan være forårsaget af et underliggende problem. 

Derfor tror de ofte, at de blot skal lære at leve med smerterne. De fleste unge kvinder bruger egenomsorg i stedet for at søge hjælp hos sundhedsfagligt personale.

Det skyldes muligvis en række faktorer som:

Milde smerter og ubehag er en del af en ‘normal’ menstruationscyklus, men hvis smerterne eller andre menstruationssymptomer forhindrer kvinden i at deltage i normale aktiviteter som skole eller arbejde, er det vigtigt at søge læge.

Moderate til stærke smerter alene er ikke nødvendigvis tegn på lidelser som eksempelvis endometriose, og smerterne kan sandsynligvis afhjælpes på en eller anden måde.

Hvad kan vi gøre?

Der findes en række effektive behandlingsmetoder mod menstruationssmerter, men ikke en enkelt, som passer alle kvinder.

Nogle kvinder skal gøre brug af adskillige strategier for at håndtere smerter og symptomer, så de ikke har effekt på kvindernes hverdag.

Non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler (NSAID), som eksempelvis ibuprofen og til dels p-piller, kan være effektive i behandlingen af primær dysmenoré.

Der er risiko for bivirkninger i forbindelse med begge behandlingsmetoder, så kvinden skal altid vende det med egen læge først.

Paracetamol bruges ofte mod menstruationssmerter, selv om lægemidlet ikke lader til at være særlig effektivt.

En del evidens tyder på, at varme og regelmæssig fysisk aktivitet kan hjælpe.

Varme virke bedst, når kvinden har smerter, mens motion - som eksempelvis yoga - er bedst regelmæssigt i løbet af menstruationcyklussen.

'Menstruation' er ikke et beskidt ord

Selv om det er vigtigt at takle symptomerne, er det lige så vigtigt at øge de unge kvinders viden om menstruation.

Ved at forbedre undervisningen kan vi muligvis forbedre kvindernes valg af egenomsorg som at benytte mere effektive lægemidler og tage den korrekte dosis.

Adskillige programmer i Australien og New Zealand er udformet, så de hjælper de helt unge med bedre at forstå menstruationscyklussen. Programmerne henvender sig til unge enten hjemme eller i skolen.

Indholdet af de skolebaserede programmer varierer, men indeholder blandt andet emner, som hvad en 'normal' cyklus er, og hvordan man identificerer symptomer, som måske er tegn på mere alvorlige lidelser.

Programmerne henvender sig også til drenge, hvilket bør hjælpe til at mindske det stigma, som omgærder snak om menstruation.

Vi bør kunne tale åbent om menstruation

Uanset om det er i skolen, universitet eller arbejdsplads kan menstruationssymptomer være skyld i fravær og fremmøde med smerter blandt en signifikant antal kvinder.

Vi skal nedbryde alle barrierer, der forhindrer en åben diskussion om menstruation, så kvinder i alle aldre føler, at de kan diskutere eventuelle menstruationsrelaterede problemer med deres chef, undervisere, familie eller læge.

Hemmeligholdelse og skam kan stå i vejen for effektiv sundhedspleje. 

Det er afgørende, at vi sikrer, at menstruerende kvinder i alle aldre har al den information, de har brug for, så de kan vælge den bedste måde at håndtere deres smerter og symptomer på.

Mike Armour, Christina Curry og Freya MacMillan har modtaget støtte fra Kimberley Clark. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Menstruationssmerter kan ikke trænes væk

LÆS OGSÅ: Bliver jeg mere fuld, når jeg har menstruation?

The Conversation

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.