Mange opfølgende kontroller gavner ikke tarmkræftspatienter
Kilde: 
04 juni 2018

Når man har haft kræft, bliver man normalt 'overvåget' godt og grundigt i de efterfølgende år for at sikre sig, at kræften ikke vender tilbage. 

Men det gør ingen forskel, om man bliver kontrolleret to eller fem gange på tre år efter en tarmkræftsoperation.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse

Her har forskere holdt øje med 2.509 patienter, der fik henholdsvis to og fem opfølgende kontroller i løbet af de første tre år, efter de blev opereret for tyktarms- og endetarmskræft. Kontrollerne bestod af CT-skanninger og blodprøver.

»Man opnår ingenting ved at lave tre ekstra skanninger. 20 procent af patienterne får tilbagefald, og cirka 11 procent dør i løbet af de første fem år på grund af tilbagefald af deres kræft. Det gælder, uanset om de er blevet skannet to eller fem gange. Der er ingen signifikant forskel. Pengene er derfor brugt forgæves, samtidig med at ekstra skanninger udsætter patienterne for unødvendig stråling,« siger Søren Laurberg, der er klinisk professor på Aarhus Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen, til pressemeddelelsen. 

Til gengæld blev forskerne overraskede over, at 'kun' 20 procent fik tilbagefald. De havde nemlig forventet, at det mindst ville være det dobbelte. 

Undersøgelsen har været 12 år undervejs, og den er et samarbejde mellem danske, svenske og engelske forskere. 

Studiet er udgivet i tidsskriftet JAMA. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.