Mange danske børn får for lidt D-vitamin
Hvert tredje danske skolebarn havde et for lavt niveau af D-vitamin i blodet, da forskere tog blodprøver. Alligevel er der uenighed om, hvorvidt det er en god idé at give børnene tilskud.
d-vitamin børn indendørs

Mange børn bruger en del tid indendørs foran computeren eller Ipad'en. Men det kan være en god idé at lokke dem ud i solen, så de ikke kommer til at mangle D-vitamin. (Foto: Shutterstock)

Mange børn bruger en del tid indendørs foran computeren eller Ipad'en. Men det kan være en god idé at lokke dem ud i solen, så de ikke kommer til at mangle D-vitamin. (Foto: Shutterstock)

Er dit barn et af dem, som foretrækker at sidde indendøre foran sin computer eller Ipad, selv om solen skinner udenfor? Og kan dit barn ovenikøbet ikke lide fisk?

Så kan der være en ret stor risiko for, at dit barn er et af de mange i Danmark, som ikke får nok D-vitamin.

»Over en tredjedel af de børn, vi har testet, havde et D-vitamin-niveau i blodet, der lå under det anbefalede,« sagde professor Christian Mølgaard fra Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring, da han for nyligt fremlagde sin forskning på en international vitaminkonference, der blev afholdt i København.  

Tre procent havde D-vitaminmangel

D-vitamin bliver dannet i huden, når man er ude i solen, men man kan også få vitaminet gennem animalske fødevarer og fisk.

Fakta 

Drengene i undersøgelsen havde i gennemsnit et lidt højere niveau af D-vitamin i blodet end pigerne.

På skoler hvor børnene skulle gå ud i solen for at komme fra et klasselokale til et andet, var niveauet ad D-vitamin desuden en smule højere end på skoler, hvor børnene ikke skulle ud mellem timerne.

I et forskningsprojekt har blandt andre Christian Mølgaard og hans kollega Rikke A. Petersen målt, hvor meget D-vitamin 782 danske skolebørn mellem 8 og 11 år havde i blodet om sommeren.

I alt havde over 30 procent af børnene et D-vitaminniveau i blodet under det, man normalt regner for tilstrækkeligt, da de fik taget blodprøver i august.

Tre procent af børnene var helt nede på et niveau, der kan betegnes som decideret D-vitaminmangel.

Forskerne var overraskede over resultatet, som er publiceret i British Journal of Nutrition.

»Vi ved, at D-vitaminniveauet i blodet falder til omkring det halve af sommerens niveau om vinteren, hvor solen ikke skinner ret meget,« siger Christian Mølgaard.

Man kan også få for meget vitamin

Svær D-vitamin-mangel kan føre til svage knogler og engelsk syge. Forskning har derudover vist, at et for lavt niveau af D-vitamin i blodet muligvis være forbundet med en lang række andre sygdomme såsom diabetes , psykiske sygdomme og astma.

Men selv om et overraskende højt antal af de danske skolebørn, der indgik i de danske forskeres projekt, havde et lavere niveau af D-vitamin i blodet end det anbefalede, er Christian Mølgaard ikke synderligt bekymret:

»Langt de fleste af dem var sunde og raske børn, som havde en normal livsførelse. Så længe de ikke viser tegn på mangelsygdomme, tror jeg ikke, der er grund til at være bekymret,« siger han.  

Nogle forskere mener, at det kan være en god idé at berige nogle almindelige fødevarer såsom mælkeprodukter med en smule D-vitamin for på den måde at sikre, at befolkningen når op på det anbefalede niveau. Andre forskere mener, at man med den løsning risikerer, at nogle får for meget D-vitamin. Forskerne ved nemlig ikke ret meget om, hvilken effekt tilskud og D-vitamin-berigelse af fødevarer har. (Foto: Shutterstock)

Ikke nok viden om konsekvenser af overdosering

Christian Mølgaard mener ikke, man bør give ellers raske skolebørn ekstra D-vitamin, enten som kunstig berigelse i fødevarer eller som et vitamintilskud.

»Personligt er jeg skeptisk overfor, at man via kunstig berigelse øger D-vitaminniveauet i befolkningen, for man kan risikere, at nogle så får for meget. Og vi ved ikke nok om, hvilke skader det kan medføre, hvis man indtager mere D-vitamin end det anbefalede,« siger Christian Mølgaard.

En tidligere dansk undersøgelse har vist, at der er en øget forekomst af skizofreni både blandt voksne, der som nyfødte fik målt et for lavt D-vitaminniveau i blodet og blandt dem, der fik målt et for niveau højere end det anbefalede.

Studiet, som blev lavet på baggrund af data om over 800 danskere med og uden en skizofrenidiagnose, blev publiceret i Archives of General Psychiatry i 2010

Andre forskere har også vist, at det sandsynligvis kan være farligt at få for meget D-vitamin. Eksempelvis kan meget D-vitamin måske være skadeligt for hjertet.

Vitamin-berigelse kan beskytte mod mangelsygdomme

Alligevel er der forskere, som mener, at det kan være en god idé at berige nogle almindelige fødevarer såsom mælkeprodukter med en smule D-vitamin for på den måde at sikre, at befolkningen når op på det anbefalede niveau.

»Vi har efterhånden set i en hel del undersøgelser, at omkring ti procent af den danske befolkning har et for lavt niveau af D-vitamin i blodet om vinteren. Vitamin-berigelse af fødevarer kan forhindre, at nogle kommer til at ligge så lavt, at de får mangelsygdomme,« siger eksempelvis Lars Rejnmark, professor på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin.

Forskerne ved godt nok ikke ret meget om, hvilken effekt tilskud og D-vitaminberigelse af fødevarer har.

»Men vi ved med sikkerhed, at man kan få engelsk syge, hvis man ligger på et meget lavt niveau, og jeg synes, der er god grund til at gøre, hvad vi kan, for at beskytte folk mod det. Det er så små mængder, der skal tilsættes fødevarer for at sikre, at dem, der har decideret D-vitamin mangel kommer til at ligge lidt højere,« siger Lars Rejnmark.

Han pointerer, at fødevarer kun bør beriges så lidt, at der ikke er risiko for, at nogle får for meget D-vitamin gennem kosten.

Læs mere om vitaminberigelse af fødevarer i artiklerne Grønt lys: D-vitamin i brød og mælk og Vi har brug for mere D-vitamin end hidtil antaget 

Forskere fra hele verden var til vitaminkonference i København

Den fjerde Internationale Vitaminkonference blev for nyligt afholdt i København. Konferencen var arrangeret af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

På konferencen fortalte forskere fra blandt andet Danmark, USA, Australien, Indien, Irland og Storbritanien om den nyeste viden om vitaminer.

Der var blandt andet oplæg om betydningen af vitaminer for små børns udvikling, brug af biomarkører til at afsløre mangeltilstande samt om et optimalt vitaminindtag gennem fødevarer og udfordringerne ved at analysere fødevarers indhold af vitaminer.

Konferencen blev besøgt af forskere fra hele verden.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan forskerne tog billedet af atomerme.