Mælkesyrebakterier efter antibiotikakur er ikke altid gavnligt, antyder nyt studie
Kilde: 
11 september 2018

Halsen brænder, snotten løber og feberen raser. Halsbetændelse behandles ofte med antibiotika, og måske er du en af dem, der går hjem fra apoteket med medicinen i den ene hånd og mælkesyrepiller i den anden for at hjælpe maven med at udstå antibiotikakuren.

Men det er måske ikke den bedste løsning. Faktisk tyder et nyt studie på, at de såkaldte probiotiske bakterier, som mælkesyrebakterier kaldes på fagsprog, kan have den helt modsatte effekt.

Det skriver The Guardian på baggrund af to nye studier udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cell.

»Når probiotika først har koloniseret tarmene, hæmmer de fuldstændig de lokale miokrobiomers tilbagevenden til tarmene, efter de er blevet forstyrret af antibiotikaen,« siger Eran Elinav til the Guardian. Han er immunolog ved Weizmann Institute of Science i Israel, og har ledet de nye studier.

I et af studierne fik 15 forsøgspersoner mælkesyrebakterier, mens 15 fik et placebomiddel.

Resultatet viste, at de 15, der fik mælkesyrebakterier, kunne deles op i to grupper:

  • En, hvor bakterierne ikke koloniserede tarmen
  • En, hvor mælkesyrerne koloniserede tarmen og ændrede på sammensætningen af tarmbakterierne og generne hos forsøgspersonen
  • Hos de 15 personer, der fik et placebomiddel, var der ingen effekt

»Det fortæller os, at det udbredte paradigme 'one size fits all' (den samme størrelse passer til alle, red.) ift. probiotikabehandling bør erstattes af skræddersyet terapi,« siger Eran Elinav til the Guardian.

»Studiet hjælper os til at forstå hvorfor vi måske ser store forskelle mellem studier, der undersøger dette, og mellem de personer, som indgår i studierne,» siger Bernard Corfe til The Guardian.

Han er molekylær gastroenterolog (vedr. mave-tarmsygdomme) ved University of Sheffielt og ikke involveret i det nye studie.

Der er derfor brug for mere forskning indenfor området, påpeger han.

Videnskab.dk's norske søstersite, forskning.no, har skrevet en mere uddybet artikel om de nye studier (norsk).

lp

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.