Sponseret af Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond har betalt for produktionen af dette indhold.

Luftforurening og støj er mistænkt for at give gravide diabetes
Dansk forsker undersøger, om der er større risiko for at få graviditetsdiabetes og svangerskabsforgiftning, hvis man bor i et område med meget støj og luftforurening.

Forskning peger på, at luftforurening kan være skyld i, at gravide får diabetes. Det kan i sidste ende resultere i, at det nyfødte barn vejer for lidt ved fødslen. (Foto: Shutterstock)

Forskning peger på, at luftforurening kan være skyld i, at gravide får diabetes. Det kan i sidste ende resultere i, at det nyfødte barn vejer for lidt ved fødslen. (Foto: Shutterstock)

 

Er du gravid, og bor du på en tæt trafikeret gade? Så kan der være gode grunde til at lukke vinduerne og blive indendørs i myldretiden.

Forskning tyder nemlig på, at luftforurening øger risikoen for, at dit barn vejer for lidt ved fødslen.

Nu er en dansk forsker gået i gang med at undersøge, om der også er en højere risiko for, at du får graviditetsdiabetes eller svangerskabsforgiftning, hvis du er omgivet af larm og forurenet luft, mens du er gravid. Projektet er finansieret af Det Frie Forskningsråd

»Vi ved fra dyreforsøg og befolkningsstudier, at forurening og støj muligvis øger risikoen for at få almindelig type 2-diabetes, men graviditetsdiabetes er en anden form for sygdom, fordi den som regel forsvinder igen, når man har født,« siger Marie Pedersen, der netop er startet på studiet i samarbejde med forskere fra Kræftens Bekæmpelse og Statens Serum Institut m. fl.

LÆS OGSÅ: Gravide bør drikke så lidt kaffe som muligt

»Indtil videre er der ikke forsket ret meget i, om støj og luftforurening også øger risikoen for at få graviditetsdiabetes, men det er plausibelt, at det forholder sig sådan, for gravide er en sårbar gruppe med meget stress på kroppen, fordi de skal bære et ekstra menneske,« fortsætter hun.

Usund overvægt er en af de primære årsager til, at man udvikler graviditetsdiabetes, men ikke alle de 1.800 danske kvinder, der hvert år bliver ramt, har for mange kilo på sidebenene.

Marie Pedersen har sat sig for at finde ud af, om forurenet luft og larm kan være en grund til, at de alligevel får helbredstruende problemer med at regulere deres blodsukker.

Graviditetsdiabetes kan skade barnet

Fakta

Marie Pedersen har modtaget 1,3 mio. kr. fra Det Frie Forskningsråd til sin forskning. I projektet undersøges sammenhænge mellem luftforurening og støj fra gadetrafik og risikoen for udvikling af graviditetsdiabetes, graviditetsudløst forhøjet blodtryk, og der foretages og målinger i børn af diabetes-biomarkør og blodtryk. Baggrunden er, at antallet af gravide, som rammes af graviditetsdiabetes, er markant stigende.

Hvis en kvinde får graviditetsdiabetes, er der fare for, at hendes barn bliver født for stort eller har gulsot.

Der er også øget risiko for, at barnet har for lavt blodsukker, og at det senere i livet udvikler type 2-diabetes.  

»Forskning tyder på, at det kan påvirke barnets helbred resten af livet, hvis moderen får diabetes under graviditeten,« siger Marie Pedersen.

Så selv om graviditetsdiabetes i de fleste tilfælde forsvinder igen, når kvinden har født, er der gode sundhedsmæssige grunde til at undersøge, om hun selv kan være med til at reducere sin risiko for at blive ramt for eksempel ved at undgå for meget luftforurening og støj.

Præcise målinger gør studiet unikt

Marie Pedersen kigger på data om 90.000 danske gravide, der har deltaget i den store befolkningsundersøgelse Bedre Sundhed for Mor og Barn (Se faktaboks).

Hun sammenligner oplysningerne om kvindernes og deres børns helbred med oplysninger om, hvor meget luftforurening og støj, der var i de områder, hvor mødrene boede, mens de var gravide.

På den måde kan hun se, om flere af de kvinder, der var omgivet af larm og trafikos, fik graviditetsdiabetes end kvinder, der boede i mere rolige områder.

LÆS OGSÅ: Graviditetsdiabetes: Træn før du bliver gravid

Fakta

Bedre Sundhed for Mor og Barn er en national fødselskohorte, som indeholder helbredsoplysninger om 100.000 danske kvinder, der var gravide mellem 1997-2004. Kvinderne har bidraget til kohorten med spørgeskemasvar om deres livsstil, socioøkonomiske forhold og privatliv. Forskerne bag kohorten har løbende indsamlet nye oplysninger om deltagerne og deres børn. På den måde har de mulighed for at følge børnenes helbredsudvikling og undersøge, om der kan være sammenhænge mellem noget, kvinden var udsat for under graviditeten og barnets senere udvikling.

»I Danmark har vi mulighed for at lave en helt unik undersøgelse, fordi vi har meget præcise målinger af luftforurening og støj både på landet og i byerne, og vi har gode data om trafikforhold samt vej- og bygnings geometri. Vores nationale registre, hvor kvinderne er registreret under CPR numre, giver os desuden mulighed for at spore, hvor de har boet, mens de var gravide og dermed beregne, hvor meget forurening og larm, de har været udsat for,« siger Marie Pedersen.

»I andre lande har man kun målt luftforurening i de store byer, man har færre oplysninger om støj, og man har ikke så store kohorte-undersøgelser og registre, som vi har i Danmark,« fortsætter hun.

Andre undersøgelser giver svingende resultater

Forskere har tidligere undersøgt sammenhængen mellem graviditetsdiabetes og luftforurening i Sverige og Holland, men deres resultater har været svingende.

»Nogle undersøgelser viser, at luftforurening kan øge risikoen for graviditetsdiabetes, mens andre ikke finder en sammenhæng. Jeg håber, at vi kan bidrage med et mere sikkert resultat, fordi vi har adgang til et meget bedre og større datamateriale end forskerne fra de andre lande,« siger Marie Pedersen.

Med hensyn til forhøjet blodtryk under graviditeten og svangerskabsforgiftning tyder flere studier på, at risikoen stiger, hvis kvinden er udsat for meget luftforurening.

Marie Pedersen har for kort tid siden afsluttet sin postdoc på Centre for Research in Environmental Epidemiology (CREAL) på Institute for Global Health i Barcelona.

I slutningen af forløbet publicerede hun sammen med kolleger og samarbejdspartnere et litteratur-review om trafikrelateret luftforurening, støj og forhøjet blodtryk i graviditeten. 

»Her konkluderer vi, at der er evidens for, at trafikrelateret luftforurening er forbundet med en øget risiko for både forhøjet blodtryk under graviditeten og svangerskabsforgiftning hos gravide. Men der er ingen studier fra Danmark, og i de eksisterende studier er der ikke taget højde for eksempelvis trafikstøj. Ingen undersøgelser har tidligere givet et bud på, hvad støj betyder for den gravide kvindes helbred. Der er heller ikke taget højde for validering af graviditetskomplikationen og eventuel flytning under graviditeten. Derfor er det meget spændende med vores aktuelle studier,« siger Marie Pedersen.

Luftforurening øger risiko for lav fødselsvægt

Fakta

Graviditetsdiabetes er en midlertidig diabetes, der kan opstå under graviditeten. Cirka 1.800 gravide rammes årligt. Det er 2-3 procent af alle graviditeter. Antallet er stigende. Graviditetsdiabetes opstår, fordi kroppen ikke er i stand til at producere tilstrækkelig insulin. Derfor udvikler kvinden insulinresistens. Insulinresistens medfører, at sukkerstofferne fra maden ikke bliver omdannet, men i stedet bliver i blodbanen og giver forhøjet blodsukker. Svangerskabsforgiftning giver for højt blodtryk og medfører, at man udskiller æggehvidestof i urinen. Cirka 3 procent af alle gravide får svangerskabsforgiftning i varieret grad. Svangerskabsforgiftning øger risikoen for at føde for tidligt, og at barnet vejer for lidt ved fødslen.

I sin nye undersøgelse ser Marie Pedersen og hendes forskerkolleger også på, om mødre til teenagere med insulinresistens og forhøjede glukoseniveauer i blodet oftere end andre mødre var udsat for støj og luftforurening, mens de var gravide.

Forhøjede glukoseniveauer og insulinintolerance kan være et forstadie til type 2-diabetes, så hvis der er et sammenfald, kan det betyde, at luftforurening og støj under graviditeten øger risikoen for, at barnet bliver diabetiker senere i livet.  

Desuden undersøger de, om der også er større risiko for, at man får svangerskabsforgiftning og forhøjet blodtryk, hvis man bor i et støjende eller meget forurenet område, mens man er gravid.

Marie Pedersen har tidligere lavet en undersøgelse, som viste, at risikoen for, at en kvinde føder et barn, der vejer for lidt, er større, hvis hun har været udsat for meget luftforurening, mens hun var gravid.

For lav fødselsvægt kan være en medvirkende årsag til, at barnet senere i livet bliver ramt af en lang række sygdomme som vejrtrækningsproblemer og hjertekarsygdomme.

Hun har også påvist, at bilos skader DNA i fostre.

Det ser altså ud til, at der er flere gode grunde til at undgå tæt trafikerede gader og larm, hvis man venter sig.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.