Et lille, nyt studie fra Cardiff University i Storbritannien viser, at mænd bliver opfattet som mere attraktive, når de bærer mundbind.
Det er særligt det klassiske lyseblå mundbind, der får mændene til at fremstå attraktive.
Og det er et resultat, som overrasker forskerne bag studiet.
»Resultatet strider imod forskningen fra før pandemien, hvor man mente, at mundbindene fik folk til at tænke på sygdom, og at personen skulle undgås,« siger Michael Lewis, docent i psykologi og ekspert i ansigter ved Cardiff University, til The Guardian.
»Pandemien har ændret vores psykologi i, hvordan vi opfatter folk, der bærer mundbind. Når vi ser en, der bærer et mundbind, tænker vi ikke længere: ‘den person har en sygdom, jeg bliver nødt til at holde mig væk.’«, siger Michael Lewis til The Guardian.
En anden mulig forklaring, som, Michael Lewis mener, kan forklare resultatet, er ifølge The Guardian, at mundbindet henleder folks opmærksomhed til øjnene.
Andre studier viser også, ifølge Michael Lewis, at man ved at dække venstre eller højre del af ansigtet også får folk til at se mere attraktive ud, til dels fordi hjernen selv udfylder de manglende brikker og overvurderer det overordnede indtryk.
Studiet blev lavet ved, at 44 kvinder blev bedt om at bedømme en række billeder af mandlige ansigter, der var inddelt i fire kategorier. I de fire kategorier havde mændene henholdsvis:
- intet mundbind på
- et mundbind af stof
- det klassiske lyseblå mundbind
- eller en bog oppe foran samme del af ansigtet
Deltagerne i studiet svarede, at de, der bar mundbindet af stof, var signifikant mere attraktive end både dem, der ikke havde noget mundbind på, og dem, som havde en bog foran ansigtet.
Men de, der blev bedømt mest attraktive af dem alle, var altså dem med det lyseblå mundbind på.
Studiet er blevet publiceret i tidsskriftet Cognitive Research: Principles and Implications.
Et efterfølgende studie, hvor det er mænd, der bedømmer kvinder med mundbind på, er allerede blevet gennemført uden at være blevet publiceret endnu. Men Michael Lewis mener, ifølge The Guardian, at resultaterne overordnet set viser det samme.
I studiet blev der ikke taget højde for respondenters seksuelle præferencer.
mhj