Led vikingerne af skørbug?
Sammen med to forskere udforsker vi, om vikingernes diæt egentlig var optimal i forhold til deres krigeriske livsstil.
vikinger, vikingetiden, vitaminer, skørbug

Vikinger i de laveste sociale klasser led af forskellige former for mangelsygdomme, men skørbug var formentlig ikke en af dem. (Foto: Shutterstock)

Har du nogensinde tænkt over, at vikingerne slet ikke havde adgang til mange af de frugter og grøntsager, som indeholder C-vitaminer?

Den klassiske fortælling om mangel på tilstrækkeligt med C-vitamin er historien om den engelske læge James Lind, der fandt ud af, at han kunne kurere skørbug blandt søfolk på langfart med citrusfrugter.

Skørbug er en sygdom, som skyldes C-vitaminmangel, og som blandt andet fører til, at tænderne falder ud. Bliver sygdommen ikke behandlet (med C-vitamin), kan man dø af den.

Men hvad gjorde vikingerne så, for de havde hverken citrusfrugter, kartofler, appelsiner eller andre af de frugter og grøntsager, som vi ofte forbinder med et højt indhold af C-vitamin?

Betød det så, at de alle sammen led af skørbug eller andre mangelsygdomme?

Svaret på det spørgsmål har vi her på redaktionen sat os for at finde.

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Vikingerne var forskellige – ligesom os

Til at hjælpe med at gøre os klogere på vikingernes diæt har vi grebet fat i Else Roesdahl, der er professor emerita i middelalderarkæologi på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.

Else Roesdahl er ganske vist ikke ernæringsekspert, men hun kan indledningsvist aflive myten om de næsten overmenneskelige vikinger, der skabte skræk og rædsel i hele Europa.

De var, ligesom alle folk før og efter dem, helt almindelige mennesker i alle mulige størrelser og varianter.

Nogle var sunde og raske, mens andre var nogle underernærede skravl.

Specielt dem fra de øverste sociale lag havde adgang til sund og nærende kost, mens trællene ofte blev spist af med det, der var tilbage – en diæt, som ikke altid lå på linje med nutidens kostråd.

»Det var altså ikke sådan, at alle mennesker i vikingetiden rendte rundt og struttede af sundhed. Men samtidig ser vi bestemt heller ingen tegn på, at de alle sammen led af mangelsygdomme på grund af fejlernæring,« forklarer Else Roesdahl.

Odin beskriver vikingetidens mennesker

Else Roesdahl fortæller om et digt fra vikingetiden (Rigs vandring), hvor Odin i forklædning som vandringsmand besøger folk fra forskellige samfundsklasser og beskriver, hvad han ser.

I Danmark deler vi historien op i tidsaldrene:

Jægerstenalderen – 13000 til 3900 f.v.t.

Bondestenalderen – 3900 –til 1800 f.v.t.

Bronzealderen – 1800 til 500 f.v.t.

Jernalderen – 500 f.v.t til 700

Vikingetiden 700 til 1050

Middelalderen 1050 til 1500

Digtet giver et godt indblik i vikingernes mangfoldighed, når det gælder ernæring og sundhed.

Ifølge beskrivelsen ser høvdingens og bondens familie velpassede og godt ud, og maden er god, mens trællene er udslidte og knortede, og maden er mangelfuld.

»Digtet beskriver trællene med klassiske tegn på, at de arbejder for meget og ikke får så god en næring. Samtidig kender vi til grave, blandt andet fra Langeland, hvor en høvding er begravet med en træl. Høvdingen var høj, hvilket er et tegn på, at han i hvert fald ikke har været underernæret, mens trællen har været en hel del lavere,« fortæller Else Roesdahl.

Vitaminmangel var nok ikke udbredt

Der var altså forskel på folk. Så vidt, så godt.

Men hvad med sygdomme relateret til C-vitaminmangel. Var de udbredte?

Det var de formentlig ikke, hvis man spørger Marie Louise Jørkov, der er lektor ved Antropologisk Laboratorium, Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet og blandt andet forsker i fortidens sygdomme.

Hun har ikke specifikt kigget på vikingetiden, men hun har undersøgt skeletter fra jernalderen, der gik forud for vikingetiden.

Marie Louise Jørkovs bud er, at hvis vitaminmangelsygdomme var udbredte, ville man se flere eksempler på det blandt skeletterne, end man gør.

»Mit bud er, at mangelsygdomme selvfølgelig har været der, men at det ikke har været særligt udbredt. Slet ikke i samme grad, som man ser det eksempelvis efter industrialiseringen,« siger Marie Louise Jørkov.

Masser af C-vitamin i Skandinavien

Kigger vi specifikt på C-vitaminmangel og kosten, så kan man i eksempelvis denne artikel om C-vitaminer se, at en del skandinaviske frugter og grøntsager indeholder C-vitamin.

Lær mere om vitaminer

Du kan lære meget mere om vitaminer i vores store artikelserie om emnet.

Start eventuelt med at læse introartiklen: Artikelserie: Derfor har din krop brug for de forskellige vitaminer.

Det drejer sig eksempelvis om løg, ærter, hyldebær og peberrod, der alt sammen blev spist vikingetiden.

Så selvom vikingerne ikke lavede sig en friskpresset appelsinjuice hver morgen, har de formentlig haft nok C-vitamin i deres kost alligevel.

Rå lever fra blandt andet kylling indeholder også C-vitamin.

På Færøerne har man ifølge Ellse Roesdahl i nyere tid spis urten kvan af hensyn til netop C-vitamin, og mon ikke også vikingerne gjorde det. Den kan blive kæmpestor.

»Det er nok ikke sådan, at alle vikinger fik en sund og varieret kost med nok C-vitamin, men de privilegerede har i hvert fald haft mulighed for at få det,« siger Else Roesdahl.

Else Roesdahl påpeger dog også, at hungersnød optrådte med jævne mellemrum, og i de perioder kunne maden blive knap for de fleste.

Sygdomme var et større problem

Vikingernes største problemer var formentlig heller ikke underernæring, men derimod sygdomme som eksempelvis tuberkulose. Slidgigt var almindeligt blandt de ældre.

Else Roesdahl fortæller også, at der i udenlandske tekster fra eksempelvis Frankrig er beretninger om epidemier, hvor næsten en hel vikingehær døde, fordi de blev ramt af sygdom.

I vikingeteksterne blev den beskrevet som 'Guds dom med blindheds mørke og vanvid', men hvad det var, ved forskerne ikke.

Vikingerne led også i stor stil af indvoldsorm, og det kan i de værste tilfælde godt have ledt til symptomer på mangelsygdomme.

»Man kan jo godt forestille sig, at nogle vikinger har fået den kost, som de skulle bruge, men at deres optag af næringsstoffer har været lavt, fordi de har været inficeret med parasitter,« siger Marie Louise Jørkov.

Og så skal man ifølge forskeren også huske på, at livet var hårdere den gang, end det er i dag, så børn, der voksede op med underernæring og ikke havde fysikken til at stå imod, sjældent blev særligt gamle.

Derfor ser man heller ikke et væld af underernærede voksne i grave fra datiden.

»Det var jo sådan, at skravlene døde, og de stærkeste overlevede. Sådan var præmisserne.«

Skørbug kun et problem på lange sørejser

Taler vi om skørbug og C-vitaminmangel, taler vi ofte om en sygdom, der er forbundet med lange sørejser.

Gode kilder til C-vitamin:

Alle tal er i milligram per 100 gram.

Havtjørn – 695

Guava – 228

Solbær – 200

Kål – 120

Kiwi og broccoli – 90

Papaya og jordbær – 60

Appelsiner og citroner – 53

Ananas og blomkål – 48

Grape, hindbær, passionsfrugt og spinat – 30

Kilde: USDA Food Composition Databases

Ganske vist rejste vikinger meget, men deres risiko for at få skørbug var nu ikke højere af den grund. Deres rejser var nemlig ikke så lange, at de ikke havde adgang til C-vitaminer i så lang tid ad gangen, som det tager at udvikle sygdommen (cirka tre måneder).

»Skørbug var et stort problem på lange rejser som eksempelvis fra England til Indien, men så langt rejste vikingerne slet ikke. Deres sørejser til Island, Grønland, England og Frankrig var aldrig længere, end at risikoen for sygdommen var ikke-eksisterende,« forklarer Else Roesdahl.

Konserverede mad til vinteren

I det hele taget har vikingetidens mennesker normalt haft adgang til en ret varieret kost på alle tider af året.

De havde husdyrhold med blandt andet får, geder, høns, gæs, grise og køer, ligesom de kunne samle frugter og bær i form af blandt andet æbler, blommer og hyld.

De dyrkede også korn, men i Danmark spillede jagt ikke nogen særlig rolle. Det var mest en overklassesport.

Selvfølgelig havde vikingerne ingen muligheder for at samle frugt, bær og grøntsager ind om vinteren, men så var de heldigvis gode til på forskellige måder at konservere fødevarer, så de havde til hele året.

Det kunne dreje sig om saltning, tørring og rygning af kød og fisk eller at omdanne mælk til ost og smør. Bær og frugt blev også tørret og gemt sammen med eksempelvis nødder.

»En stor del af en husmors opgaver var at sørge for, at familien havde mad til hele vinteren. Sådan var det i vikingetiden, men sådan fortsatte det faktisk med at være helt frem til opfindelsen af fryseren og køleskabet,« siger Else Roesdahl.

På den måde kunne vikingerne også æde og drikke sig hele vejen gennem julen.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.