Almindelige lakridsblandinger fra supermarkedet, lakrids-bolcher, lakrids-dragées, lakrids-chokolade, lakrids-is og lakrids-te.
I et nyt studie har danske forskere analyseret 219 forskellige produkter på det danske marked, som indeholder lakrids. Dermed er studiet det hidtil største af sin art i verden, og forskerne advarer nu om, at de i en række lakridsprodukter finder et højt indhold af stoffet glycyrrhizin-syre, der kan være sundhedsskadeligt i for store mængder.
»Vi blev overraskede over, at man for mange produkters vedkommende ikke skal spise mere end 4-5 gram lakrids for at få så meget glycyrrhizin-syre, at man overskrider EU’s grænseværdi,« siger Nicolai Zederkopff Ballin, som er kemiker ved Fødevarestyrelsen og førsteforfatter på det nye studie.
Samtidig afslører studiet, at 10 procent af de undersøgte produkter ikke var udstyret med tilstrækkelige advarsler om et højt indhold af glycyrrhizin-syre, sådan som loven ellers foreskriver.
Kan være livsfarligt
Glycyrrhizin-syre er det naturlige sødestof, som findes i lakridsroden, og som er harmløst i små mængder. Men et overforbrug af produkter, som indeholder lakrids, kan være alvorligt for vores sundhed, påpeger professor og overlæge Gunnar Gislason.
»Det er især patienter med forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme, som skal være påpasselige med at spise lakrids. Det kan få blodtrykket til at stige og have andre uhensigtsmæssige effekter. Hvis man spiser lakrids i meget store mængder, kan det være direkte livsfarligt,« siger Gunnar Gislason, som er forskningsleder ved Center for hjerte- og kredsløbssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.
Han er overrasket over, at det nye studie finder så højt et indhold af glycyrrhizin-syre i helt almindelige lakridsprodukter fra danske butikker.
»Det er vigtigt, at der bliver sat fokus på, at et overforbrug af lakrids kan være farligt, for selvom det er velbeskrevet i litteraturen, er det ikke alle, som er klar over det. Heller ikke blandt læger og sundhedspersonale,« siger Gunnar Gislason, som ikke har været en del af det nye studie.
Moderat indtag af lakrids er ok
Studiet anbefaler, at der bliver oprettet kampagner, som gør den brede befolkning opmærksom på faren ved et overforbrug af produkter med lakrids.
Forskerne understreger dog, at et sundt og raskt menneske ikke skal være bange for at putte lidt lakrids i fredagsslikposen eller drikke lakridste i ny og næ.
»Hvis du en enkelt dag spiser for meget lakrids, gør det heller ikke noget. Men hvis du kontinuerligt får for meget glycyrrhizin-syre, kan det være alvorligt, også for unge, raske mennesker,« siger Gunnar Gislason, som også er forskningschef hos Hjerteforeningen.
Kun få gram overskred grænseværdi
I det nye studie fandt forskerne, at man kun skulle drikke eller spise ganske lidt af visse lakridsprodukter for at overskride EU’s grænseværdi, som siger, at man ikke bør indtage mere end 100 milligram glycyrrhizin-syre per dag:
- 83 milliliter (mindre end en halv kop) brygget te var nok til at overskride grænseværdien, når det gjaldt lakrids-teen med det højeste indhold af glycyrrhizin-syre i undersøgelsen.
- 4,3 gram lakrids (cirka 4-5 stykker lakrids) var nok til at overskride grænseværdien i slikket med det højeste indhold af glycyrrhizin-syre.
- 59 gram lakrids-is var nok til at overskride grænseværdien i is-prøven med det højeste indhold af glycyrrhizin-syre.
Mangler undersøgelser
EU’s grænseværdi for glycyrrhizin-syre er provisorisk – det vil sige midlertidig – idet der mangler grundige undersøgelser på området, forklarer Nicolai Zederkopff Ballin.
»EU har sat grænsen til 100 milligram glycyrrhizin-syre per dag, men forskellige uafhængige forskere har flere gange foreslået, at grænsen skulle sættes ned til 10-15 milligram. Men EU vil ikke sætte grænsen ned, fordi der mangler data på området,« siger han.
Han håber dermed, at det nye studie sammen med kommende undersøgelser kan være med til i fremtiden at gøre os klogere på, hvor meget lakrids vi skal indtage, før det begynder at have negative effekter på vores helbred.
»Vi kunne se, at der var et hul i vores viden, og eftersom Danmark er et af de lande, hvor folk spiser mest lakrids, giver det mening, at vi har taget fat på at lave undersøgelser her i Danmark,« siger Nicolai Zederkopff Ballin.
Ifølge EU-lovgivning skal slik og andre fødevarer med lakrids bære en advarsel, hvis produktet indeholder over 4 gram glycyrrhizin-syre per kilo. Lignende grænser gælder for drikkevarer med indhold af lakrids.
Hvis grænsen for indholdet af glycyrrhizin-syre overskrides, skal produktet bære teksten 'indeholder lakrids - personer, der lider af for højt blodtryk bør undgå for stort indtag'.
Den nye undersøgelse fandt, at 10 procent af de undersøgte produkter ikke var tilstrækkeligt udstyret med advarslen.
Flere produkter indeholder lakrids
Samtidig havde forskerne lagt mærke til, at stadigt flere forskellige slags produkter i de senere år er begyndt at indeholde lakrids, og dermed kan man potentielt få glycyrrhizin-syre fra mange forskellige kilder.
»Om det er øl, spiritus, tobak, kosttilskud eller fødevarer med lakridssmag, så kan det bidrage til vores indtag af glycyrrhizin-syre,« siger Nicolai Zederkopff Ballin.
Selv hvis man spiser eller drikker lakridsprodukter med et gennemsnitligt indhold af glycyrrhizin-syre, kan det blive alvorligt, hvis man indtager det hver dag.
Dansk kvinde indlagt pga. lakrids-te
En 43-årig dansk kvinde blev eksempelvis indlagt i en livstruende tilstand efter at have drukket lakrids-te hver dag igennem to måneder, som beskrevet i Ugeskrift for Læger i 2021.
»Vi undersøgte samme type te, som hun havde drukket, og den havde et helt gennemsnitligt indhold af glycyrrhizin-syre – den lå midt i feltet blandt de forskellige typer lakrids-te, vi undersøgte. Men fordi hun havde hoste, drak hun meget af teen, og hun endte med at blive indlagt i en alvorlig tilstand af hypokaliæmi,« siger Nicolai Zederkopff Ballin.
Hypokaliæmi betyder, at der er for lidt kalium i blodet, og tilstanden kan i svære tilfælde være livstruende. Videnskab.dk har eksempelvis tidligere beskrevet en sag fra 2020, hvor en 54-årig amerikansk mand tilsyneladende døde med lavt niveau af kalium i blodet efter at have spist halvanden pose lakrids om dagen igennem tre uger.
»Sort lakrids er tilsyneladende en smagfuld og uskyldig lækkerbisken, men den lille godbid har en meget mørk side,« skrev den amerikanske professor Bill Sullivan fra Indiana University i forbindelse med dødsfaldet.
Alvorlig sygdom sker sjældent
Selvom der i den videnskabelige litteratur findes en lang række andre ulykkelige sygdomseksempler med rod i lakrids, understreger forskerne dog, at det er relativt sjældent, at folk bliver alvorligt syge af at spise det mørke slik.
»Der er nogle enkelte case-studier, hvor folk får voldsomt højt blodtryk og bliver indlagt akut, fordi de har spist 3-4 poser lakrids eller lignende. Men ellers bliver folk typisk kun alvorligt syge, fordi de har fået for meget lakrids igennem en længere periode,« siger lægestuderende Mikkel Rodin Deutch, som er førsteforfatter på et studie, der samler op på en lang række undersøgelser om lakrids og sundhed.
Han påpeger, at de alvorlige tilfælde typisk også rammer personer, som i forvejen har en underlæggende sygdom.
Højt blodtryk er alvorligt
Professor Gunnar Gislason fortæller, at »det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har mødt patienter, som var blevet syge af lakrids.«
»Men hvis folk kommer til udredning for forhøjet blodtryk, spørger man som regel, om de spiser meget lakrids. Særligt hvis det er unge mennesker, hvor der ikke umiddelbart er nogen forklaring på det høje blodtryk,« siger han.
Han påpeger, at forhøjet blodtryk generelt er problematisk, fordi det øger risikoen for hjertekarsygdomme, slagtilfælde og nyresygdomme.
»Især hvis unge er belastet af forhøjet blodtryk over en længere periode, kan det resultere i tidligere hjertekarsygdomme som for eksempel blodpropper. Men problemet er, at du ikke har symptomer på forhøjet blodtryk, så du kan gå med det i lang tid uden at opdage det,« siger Gunnar Gislason.
Så hvad skal du gøre, hvis du er lakridselsker?
Forskernes råd til lakridselskere
Fra professor Gunnar Gislason lyder rådet, at man – ligesom med så mange andre fristelser – skal »nyde lakrids med måde.«
Og måske endda »droppe lakrids helt eller i hvert fald være meget påpasselig, hvis du lider af hjertekarsygdomme eller forhøjet blodtryk.«
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler også gravide – der generelt kan have forhøjet blodtryk – at være påpasselige med lakrids og maksimalt indtage 50 gram lakrids dagligt.
Nicolai Zederkopff Ballin påpeger imidlertid, at hvis man er uheldig og har valgt sig en yndlingslakrids eller yndlingslakrids-te med højt indhold af glycyrrhizin-syre, kan selv få gram lakrids dagligt – eller mindre end en kop te dagligt – potentielt overskride EU’s grænseværdi for, hvad man bør indtage.
Vil ikke afsløre de farligste lakrids-mærker
Han vil imidlertid ikke komme nærmere ind på, hvilke specifikke lakridser, te-mærker eller is man skal være særligt påpasselige med ud fra resultaterne af det nye studie.
»Vi kan ikke hænge specifikke mærker og firmaer ud, som måske har særligt høje niveauer af glycyrrhizin-syre,« siger Nicolai Zederkopff Ballin.
Men hvordan skal forbrugeren så få hjælp til at undgå produkter med særligt højt niveau af glycyrrhizin-syre?
»Det er svært for forbrugeren, for det står ikke nogen steder, hvor meget glycyrrhizin-syre der er i de enkelte produkter,« siger Nicolai Zederkopff Ballin.
»Fødevarestyrelsen vil gerne komme med mere specifikke retningslinjer, men før vi kan gøre det, er vi nødt til at have en risiko-vurdering, og det har vi ikke i øjeblikket. For at kunne lave en risikovurdering er man nødt til at vide, hvad indholdet af glycyrrhizin-syre er i forskellige produkt-kategorier, og derfor fortsætter vi med at analysere flere produkter i 2023. Så i sidste ende skulle vi gerne ende med en viden, som vi kan bruge til at rådgive forbrugeren med.«
Generelt kan Nicolai Zederkopff Ballin imidlertid afsløre, at det højeste indhold af glycyrrhizin-syre blev fundet i produkter med rålakrids.